Lasse Bechs blog

Reflektion fra Allianceugen

2012-01-16T09:54:00.000+01:00

Refleksion - Redskaber for Kristi fred.

”Herre, gør mig til et redskab for din fred.”, sådan begynder den berømte bøn, der ofte bliver tilskrevet Frans af Assisi.

Vi kender kun alt for godt de redskaber, der skaber ufred. Det er redskaber, der egner sig godt til at ødelægge. De ligger i en værktøjskasse, der indeholder alt fra missiler til misforståelser. Disse redskaber kan tages frem, når der skal udføres opgaver inden for alt fra bombetogter til bagtalelse. Det er ikke den slags redskaber vi er kaldede til at være.

Sådan et redskab var korset. Beregnet på at skabe frygt, at dræbe, at knuse enhver opposition. Men Kristus forvandlede korset fra at være et redskab til ødelæggelse, til at være et redskab til fred. Romerne ville nok hævde, at det var et nødvendigt middel til med magt at skabe fred. Ved Jesu død var korset et redskab, der blev brugt på to forskellige måder af romerne og af Kristus. For romerne var korset et redskab, der gennem frygt og rædsel skulle skabe fred. For Kristus var korset et redskab for fred gennem forsoning.

Når vi møder uretfærdighed, så er det mest naturlige at knytte næverne og dermed gøre dem til redskaber for hævn og vrede. Men Gud ved, at det ikke vil gøre verden bedre, derfor kalder han os til at række hænderne frem for at velsigne, for at give støtte, for at komme i møde - og dermed at gøre hænderne til redskaber for fred.

”Salige er de, der stifter fred!”, siger Jesus

En ting er at holde fred, når der ikke er nogen, der truer en. Noget andet er at være en fredsstifter, når man bliver angrebet. Det er når der er konflikter, der er brug for redskaber til at stifte fred. Det er sådan nogle redskaber vi kan bede Gud om at gøre os til.

Paulus skriver om Kristus i sit brev til Efeserne:

”For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os.” Ef. 2,14

Jeg tror det er sådan vi skal tænke om Kristus. De murer, vi mennesker har bygget op imellem os, dem har han brudt ned ved sin død på korset. Forhænget i templet blev revet midt over, da han døde. På samme måde har Jesu kors en kraft til at overvinde alt det, der skiller os mennesker fra hinanden – og endda at det, der skiller os fra Gud.

Så når vi tænker på vores fjender, så skal vi se på dem som mennesker Jesus gav sit liv for. På den måde forvandler den korsfæstede vores måde at se på andre mennesker – dermed er korset det vigtigste redskab for fred.

Hvad er det for en måde, at se andre mennesker på, som vi er kaldede til?

Paulus skriver i samme brev:
” v1 Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, v2 med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed v3 og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: v4 ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; v5 én Herre, én tro, én dåb; v6 én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.” Ef 4

Hvis vi skal være de, der stifter fred, så må vi kunne holde fred med hinanden. Hvis verden skal se Guds kærlighed, må den se, at vi har kærlighed til hinanden.

Jeg har stor respekt for kristne, der efter Jesu eksempel helt konkret arbejder for fred og konfliktløsning ved ikkevoldelige midler. En af dem var Martin Luther King jr, der ytrede disse ord:

"Mørke kan ikke uddrive mørket; det kan kun lyset. Had kan ikke uddrive had; det kan kun kærlighed. Had mangedobler had, vold mangedobler vold, og hårdhed mangedobler hårdhed i en nedadgående spiral af ødelæggelse. Det ondes kædereaktion - had avler had, krig skaber flere krige - må brydes, eller vi slynges ned i tilintetgørelsens mørke afgrund."

Frans af Assisis bøn:

Herre, gør mig til redskab for din fred
hvor der er had, lad kærligheden råde.
Hvor der er uretfærdighed, tilgivelse.
Hvor der er mørke, lys.
Hvor der er fortvivlelse, håb.
Hvor der er sorg, glæde.
O, guddommelige Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget søge at blive forstået som at forstå,
ikke så meget søge at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at vi modtager,
det er ved at tilgive at vi tilgives,
det er ved at dø at vi fødes til evigt liv.

Allianceugen i Hedensted

2012-01-08T20:25:00.000+01:00

Evangelisk Alliance
samarbejde mellem Folkekirken, Hedensted Valgmenighed, Indre Mission og Adventistkirken

Kirkemøde på tværs

Forsoning og forståelse mellem kristne.
Det er et af temaerne i forbindelse med Evangelisk Alliances bedeuge 8. – 15. januar.
3 aftener i løbet af den uge inviteres du til fællesskab, hvor vi i ord og bøn beder om en større forståelse og accept af hinanden – blandt kristne og i forholdet til ikke-kristne.

Vi mødes første gang mandag 9. januar i Hedensted missionshus, Bækketoften 1
Dernæst er der møde i Hedensted kirke 11. januar (kirkens kor medvirker og Lasse Bech, præst i adventistkirken prædiker)
Endelig er der møde i Adventistkirken 13. januar, hvor sognepræst Anne Mette Ramsgaard Johansen prædiker og Adventistkirkens unge synger.
Alle aftener er fra 19.00 – 19.30

Man kan vælge at deltage en enkelt aften – men er selvfølgelig velkommen alle 3 aftener.
Prøv at mød op et sted, hvor du normalt ikke kommer.

Hvad Evangelisk Alliance er og oplæg til årets bedeuge, kan du finde mere ud af, ved at tage en brochure som ligger i kirkens våbenhus eller i kirkecenteret.

Vel mødt

Citat

2011-12-06T14:37:00.000+01:00

"Den, der ønsker at dyrke sine gudsbilleder på bekvem afstand fra hjertets lidenskab, løber ingen større risiko for at møde den levende Gud."
Magnus Malm, Bag billedet, side 189

2011-11-07T20:24:00.000+01:00

11.04.23 Nonviolent Revolution Round Table from Center for Christian Bioethics on Vimeo.

Kriterier for gennemførelse af kirkelige projekter

2011-09-13T17:26:00.001+02:00

Når jeg sådan hurtigt tænker de kirkelige projekter igennem, som jeg har et nært kendskab til, og som har gjort en forskel, så kommer jeg umiddelbart i tanker om følgende:

1. En følelse af kald
a. En tørst og længsel efter fornyelse, vækkelse og ikke mindst mission.
b. En følelse af at det er Guds vilje.
2. Et stærkt lederteam
a. Flere der bærer visionen – ikke nødvendigvis mange.
b. Et nært personligt fællesskab i kernegruppen med venskab, bøn og fortrolighed.
c. Et højt personligt engagement både med tid, indsats og penge

Fraklip - jubilæumsgudstjeneste Vejlefjordskolen

2011-09-04T06:17:00.001+02:00

En af mine yndlingsforfattere den svenske Magnus Malm skriver: "Når gabet mellem, hvad man drømmer om, og hvordan livet faktisk blev, ikke vil lukke sig til, ender det i en dyb bitterhed for den, der ikke vil opgive sine billeder og forsone sig med virkeligheden."
Magnus Malm, Bag billedet, Boedal 2003 side 38

Når man på et tidspunkt ser tilbage på sit liv, hvad er det så, man står tilbage med?

Er det nostalgien, hvor man tænker tilbage på de gamle dage, hvor alt var bedre, og hvor man begræder tingenes tilstand som de er nu?
Er det alt det man fortryder, og som man ville ønske man kunne have gjort om, eller alt det man aldrig fik oplevet?
Er det skuffelsen over alt det man drømte om engang, som aldrig blev som man havde håbet?

Jeg tror lige meget hvem vi er, så er der ting vi kan se tilbage på i vores korte eller lange liv – ting, som ikke lige gik som vi havde drømt om.

Salme 71
v20 Du lod mig opleve
store og hårde trængsler;
giv mig livet på ny,
løft mig op på ny
fra jordens dyb!
v21 Giv mig min storhed tilbage,
vend om, og trøst mig!

Uanset hvor meget vi er kommet på vildspor i forhold til vores idealer. Uanset hvor meget rod vi har formået at lave i vores liv. Og uanset, hvor meget smerte andre har påført os.
Så møder Gud os der hvor vi er.
Han møder os ikke som dem vi håbede vi ville have været. Han tager os som dem vi egentlig er.

Hvis penge er det?

2011-08-27T22:31:00.000+02:00

Ved godt det er lidt kontroversielt. Men så sidder der to statsministerkandidater og tager imod telefonopkald fra mennesker eller firmaer, der giver nogle beløb af en vis størrelse.

Det etiske spørgsmål jeg stiller mig er om ikke de børn i Afrika, der dør imedens ville blive hjulpet hurtigere, hvis de to blot blev enige om at indkræve et mange gange større beløb via en ekstra skat. De kunne på et øjeblik gøre hele indsamlingen til småpenge.

Spørgsmålet er om det overhovedet er vores penge og om vi legitimt har ret til at vælge om de skal gives eller ej. Altså, hvem har givet os ret til at have så mange ressourcer, når andre har så få. Er der ikke en uretfærdighed i uligheden i verden, der må få os til at spørge, om de penge vi vælger at give overhovedet er vores eller om det ikke er pinligt små beløb vi giver, når vi giver store beløb.

Skal vi vente på, at vi vælger at være gavmilde nok til at give lidt.

I modsætning til en kæmpe udligning via I-lands skat, så har et sådant show den effekt, at det vækker et ønske om at hjælpe i befolkningen. Pengene er latterligt små i forhold til en løsning via finansloven, men det kan have en propagandistisk effekt, så vi opmuntrer hinanden til medfølelse.

Men det er med til at fastholde ideen om, at der er tale om velgørenhed fra vores side, når vi giver små beløb via frivillige gaver frem for kæmpe beløb via tvungne skatter.

Men er det velgørenhed? Det forudsætter jo, at det er vores penge. Men er det vores penge? Har vi ret til dem, når vi lever i overflod samtidig med at der er en masse, der lever kummerligt?

Hvis nu der udenfor min dør faktisk stod en flok mennesker med døende børn og bad om mad. Ville det så være fair, at jeg gav dem lidt krummer mens jeg selv sad inde i huset og smovsede? Ville det ikke være fair, at nogen sagde til mig, at det ikke var mit privilegium at vælge om jeg ville dele, men at det skulle jeg, og at nu var min del blot mindre, så de andre også kunne få noget.

Når vi ser bort fra det radikalt idealistiske i dette synspunkt og forsøger at være realistiske og pragmatiske, så står stadig tilbage, at vi faktisk kunne gøre langt mere ved at inddrive en skat til formålet.

Jeg har nok ikke tænkt denne tanke til ende, men jeg kan ikke lade være med at tænke den alligevel.

Måske nogen kunne vejlede mine tanker lidt her? Tænkt som et debat oplæg, jeg bøjer mig gerne for gode argumenter.

Mit persolige dilemma: Har jeg overhovedet gjort noget, der berettiger mig til at ytre denne tanke uden at være en kæmpe hykler.

At blive meldt ind og ud

2011-08-15T20:37:00.000+02:00

Det kan godt være at det kræver en aktiv indsats at blive medlem af et trossamfund, der praktiserer "bekendelsesdåb", men det er ikke nok, til at blive meldt ud af folkekirken, hvis man altså er under 18 år. Som kirkeministeriet skriver på sin hjemmeside:

"For børn og unge under 18 år er det den person, som har forældremyndigheden, der træffer beslutning om udmeldelse af folkekirken. En person, der er fyldt 15 år, skal dog selv give sit samtykke til at blive meldt ud. "

Måske logisk nok, når man tænker over det, men nyt for mig, det var det.

Drømme og virkelighed

2011-06-20T15:32:00.000+02:00

"Når gabet mellem, hvad man drømmer om, og hvordan livet faktisk blev, ikke vil lukke sig til, ender det i en dyb bitterhed for den, der ikke vil opgive sine billeder og forsone sig med virkeligheden."

Magnus Malm, Bag billedet, Boedal 2003 side 38

Accountability

2011-06-15T15:04:00.001+02:00

"Change doesn't happen in private. Being afraid to share with someone else because you think your thoughts or feelings are to private will keep you from growing and changing." The Passionate Church, p50

Published with Blogger-droid v1.6.6

Paulus

2011-06-07T18:14:00.000+02:00

"Det er et af historiens paradokser, at pioneren og frihedsforkynderen Paulus, der førend nogen anden og stærkere end nogen anden talte om enheden i Kristus på tværs af alle kønslige, religiøse og racemæssige skel, og for hvem den totale frihed i Kristus og den totale bundethed i kærlighedens tjeneste var to sider af samme sag, at netop han er blevet gjort til reaktionens og systemets mand fremfor nogen."
Andreas Davidsen, Grundbog til studiebøger om Paulus, Unitas 2005, side 9

Menno Simmons - mindmap

2011-04-13T15:11:00.000+02:00

Menno Simons on http://de.domotica.net.

Luther and rebellion

2011-04-05T11:05:00.000+02:00

Augustine on ethics of war

2011-03-30T19:46:00.000+02:00

"But, they say, the wise man will wage just wars. As if he would not all the rather lament the necessity of just wars, if he remembers that he is a man; for if they were not just he would not wage them, and would therefore be delivered from all wars. For it is the wrongdoing of the opposing party which compels the wise man towage just wars; and this wrongdoing, even though it gave rise to no war, would still be matter of grief to man because it is man's wrongdoing."
The City of God, 19,7

Jürgen Moltmann om atomkraft

2011-03-21T21:24:00.000+01:00

"Not least, attention must be drawn to the human problem of nuclear technology. In the forced build-up of nuclear technology, both military and peaceful, the ecological problem of the disposal of radioactive waste and the scrapping of nuclear bombs was evidently overlooked, as was the human factor involved in the handling of this technology. Apparently radioactive material cannot simply be handed back to nature, for nature itself to degrade; it has to be stored and guarded somewhere or other for centuries. In addition, nuclear technology requires infallible human beings, because it reacts extremely disagreeable to human error.

Can this dangerous technology be contained by fallible and corruptible human beings? The catastrophes of Windscale/Sellafield, Harrisburg and Chernobyl, as well as the diverse international corruption scandals in the German nuclear industry, tell us that that the answer is: no. The experimental method - the method of trial and error - is reaching its limits. We cannot afford any major error, neither a meltdown in nuclear power plants nor a nuclear war. But that means that we are unable to extend the our experience any further. We only live once."

The Coming of God: Christian Eschatology, Fortune Press 1996, pp207.208.

Intervention?

2011-03-13T16:09:00.001+01:00

Når Vesten fører de andres krig | information.dk

Published with Blogger-droid v1.6.6

The Wars of Yahweh

2011-01-24T10:59:00.000+01:00

"The right way to read the first chapter of Genesis is not to compare it to the accounts that the geologists or the biologists gives of the origin of the earth or the species, but rather to contrast it with the other ancient Near Estern cosmologies in order to understand its distinctive message about God as Creator and Provider. In a similar way, the right reading of the accounts of the wars of Yahweh is not to seek in them a comparison to the wars of our time or of the Roman Empire, but to contrast them with the other religious justifications of domination in their own epoch."

John Howard Yoder, The War of the Lamb, p68.69

Isaiah 53

2011-01-23T14:00:00.003+01:00

Esajas 53

2011-01-23T13:59:00.000+01:00

Ødelæg ikke længere din selvrespekt

2011-01-22T20:49:00.000+01:00

”Nu siger Jesus: Læg det alt på mig, jeg vil tage din synd. Jeg vil give dig fred. Ødelæg ikke længere din selvrespekt, for jeg har købt dig med værdien af mit eget blod. Du tilhører mig, jeg vil styrke din svage vilje og fjerne dit samvittighedsnag over synden. Så vend dit taknemmelige hjerte, som bæver i usikkerhed, og grip fat om håbet, der ligger foran dig. Gud tager imod dit knuste, angrende hjerte. Han tilbyder dig tilgivelse uden betaling.”

Ellen G. White, Kristus alene s257

Spørgsmål fra eleverne:

2011-01-14T10:50:00.000+01:00

Om tro på Gud
1. Hvordan kan man få mennesker til at tro, at Gud eksisterer?
2. Hvordan ved mennesker om, der findes en Gud i verden?
3. Hvordan kan vi lære Gud at kende?
4. Kan man have et lykkeligt liv uden Gud?
5. Hvis ens forældre er kristne, behøver man så selv være det, hvis man ikke har lyst?
6. Hvorfor overholde bibelens ”regler”, hvis man alligevel altid bliver tilgivet?
7. Hvis en dame bliver lykkeligt gift med en mand, og manden dør, og hun så derefter bliver gift igen, lykkeligt. Hvad hvis de alle 3 kommer i himlen, had sker der så?
8. Hvordan kan vi være sikre på, at han hører vores bønner, og om han evt. svarer og på hvilke måder?

A Social Network Christmas

2010-12-18T22:16:00.002+01:00

Christmas Food Court Flash Mob, Hallelujah Chorus - Must See!

2010-12-17T20:57:00.000+01:00

The Bucket List

2010-08-09T15:42:00.000+02:00

Forkyndelse og/eller socialt arbejde?

2010-06-17T14:04:00.000+02:00

”Applied to the mission of the church, this means that we must work in the present for the advance signs of that eventual state of affairs when God is ’all in all’, when his kingdom has come and his will is done ’on earth as in heaven’. This will of cause be radically different from the kind of work we would engage in if our sole task was to save souls for a disembodied heaven, or simply to help people enjoy a fulfilling ‘relationship with God’ as though that were the end of the matter. It will also be significantly different from the kind of work we might undertake if our sole task was to forget any God-dimension at all and to try simply to make life better within the continuation of the world as it is.” (Tom Wright, Surprised by Hope, SPCK 2007, s222)

Kirkelig velsignelse af homoseksuelle ægteskaber?

2010-05-20T10:11:00.000+02:00

I tirsdags var præster samlet til vores tværkirkelige præsteforum. På mødet var 6 kirkesamfund repræsenteret.

Emnet var en udveksling omkring praksis ved bryllupper. Samtalen kom dog også ind på aspektet omkring vielse/velsignelse af homoseksuelle par. Det var interessant at høre den brede vifte af tilgange til det. De fleste havde ikke i praksis stået overfor at skulle forholde sig til en henvendelse - hvis der overhovedet var nogen af de tilstedeværende, der havde.

Lad mig give et lille indblik, som jeg opfattede tilkendegivelserne.

Præst 1
Vil ikke være med til at gøre sig til dommer over det par, ved at nægte dem velsignelsen. Derfor er det et spørgsmål mellem parret og Gud. Præstens rolle er, at give dem en ramme for at søge Guds velsignelse. Blåstempler man så ikke forholdet? Jo, netop. Man støtter dem i at søge Guds velsignelse i den kærlighed de har til hinanden. Man fæller ikke dom over deres forhold til hinanden, men blåstempler, at de vil søge Guds velsignelse over forholdet.

Præst 2
Der skal være et bibelsk grundlag for at kunne formidle Guds velsignelse. Som præst kan man ikke hævde, at Gud velsigner deres forhold.

Præst 3
Som præst må man have et vist mandat fra sit kirkesamfund til at foretage en kirkelig handling. Det er ikke sandsynligt, at kirkesamfundet indenfor en overskuelig fremtid vil acceptere homoseksuelle velsignelser/vielser. Det er ikke en mærkesag at være imod homoseksuelle eller abort. Det vil være svært, hvis man fik henvendelsen, da man på den ene side kan anerkende deres ønske, men på den anden side vanskeligt kan imødekomme det. Samtidig også svært at afvise et ønske om Guds velsignelse over det der er mest dyrebart for personers liv.

Præst 4
I et tidligere embede på landet, var det ikke aktuelt, for homoseksuel var ikke noget man var offentligt. Der er så mange andre kærlighedsrelationer mellem mennesker, som vi ikke har noget ritual for (f.eks. mor og datter) - har derfor vanskeligt ved at se, hvorfor der skal være et for denne relation. Ville som udgangspunkt ikke deltage, men hvis henvendelsen kom, ville forsøge at leve sig ind i situationen og ønsket, og ville måske alligevel ende med at kunne se det fra parrets side. Kan derfor ikke udelukke, at det kunne ende med alligevel at foretage velsignelsen/vielsen.

Præst 5
Der er så mange elementer og formuleringer i forbindelse med et bryllup, der signalerer heteroseksualitet. Ordene "mand og kvinde" i ritualet. Tøjet signalerer traditionelt det maskuline overfor det feminine med sort herretøj overfor hvid kjole med blonder etc. Der må derfor være et ritual, hvor ordene ikke lyder helt forkerte i forhold til det man siger og den virkelighed forholdet er udtryk for. Bibelen er fyldt med modsigelser og andre ting vi ikke følger slavisk. Vi har et apostolisk mandat selv om vi måske ikke kan finde et bibelsk mandat. Bibelen er 2000 år gammel - kirken lever videre og udvikler sig.

Præst 6
Der må være et bibelsk mandat. Har stået i situationen. En person, der var opvokset i maxistisk hjem, og dermed ret antikirkeligt. Nu var det netop relevant med en kirkelig velsignelse da, det kristne nu skulle være en del af personens liv. Personen kunne dog anerkende argumentet om, at man fulgte en hellig skrift - lidt som "den lille røde".

Præst 7
Havde erfaring med person, der pga. misbrug havde fået et had til det modsatte køn og derfor var homoseksuel, men nu var i et heteroseksuelt forhold og havde fået børn. Med andre ord man kan blive hjulpet ud af homoseksualitet. Kan i øvrigt ikke forstå, hvorfor den ene ofte klæder sig eller taler som det andet køn.

Centrale spørgsmål der står tilbage:
Bibelsynet, som er alle teologiske diskussioners moder. Hvordan skal vi læse og bruge Bibelen? Belyser den i det hele taget spørgsmålet i tilstrækkeligt omfang i de tekster, der handler direkte om emnet.
Velsignelsen. Hvad ligger der i den? Udtrykker vi en bedømmelse og en blåstempling, når vi lyser velsignelsen eller vil vi altid lyse velsignelsen over de, der ønsker det som udtryk for at Gud gennem sin velsignelse vil vejlede og påvirke mennesker i forhold til hans vilje, hvad den så end måtte være? Formidler vi velsignelsen på vegne af Gud, eller beder vi om den, som en bøn eller et ønske?
Ægteskabet. Hvordan defineres det? Er det heteroseksuelle i sig selv en del af definitionen? Hvor stor en rolle spiller sex i definitionen af et ægteskab i forhold til samlivet i øvrigt? Hvad adskiller et ægteskab fra et venskab? Umiddelbart ser jeg tre nøgleord: troskab, samliv og sex. Måske er der flere, men hvis det er de tre begreber, der definerer et ægteskab, så står alene spørgsmålet om sex tilbage.
Seksualetikken. Hvad er rammerne, der definerer moralsk acceptabel seksuel adfærd?

Livets kilde og lysets lys

2010-03-19T20:44:00.001+01:00

"Hos dig er livets kilde,

i dit lys ser vi lyset."

Salmernes bog 36,10

Herre, alt liv strømmer ud fra dig.

Livet kommer fra dig.

Det spreder sig ud og berører hele dit skaberværk.

Alt lys er en refleksion af dit lys.

Vores lys er et genskin af dit lys.

Det lys vi ser er i dig.

Ser vi ikke dig, ser vi intet.

Er vi ikke i dit lys, er vi i mørket.

I dit lys er der intet mørke.

Lev længere

2010-03-16T09:37:00.000+01:00

Sabbatten som økologisk doktrin - et manifest fra tidens begyndelse om håb i endens tid

2009-12-21T08:44:00.001+01:00

Indledning

Lære eller praksis – mod en mere aktivistisk mærkesag

Måske skulle jeg hellere have brugt titlen "Sabbatten som økologisk praksis". For hvad er en doktrin (eller læresætning), hvis den ikke kommer til udtryk i en praksis?

Sabbatten er en af adventisternes mærkesager. Vi har været gode til at fokusere på sabbatten netop som en doktrin. Altså den rette lære – det kalder man ortodoksi. Men jeg tror vi skal være bedre til at fokusere på ortopraktik – altså at gøre det rette. Det er ikke en gerningsretfærdighed, jeg efterlyser, men en tro, der kommer til udtryk i handling. Eller sagt på en anden måde, en tro, der ikke bare er teori, men en lære, der bliver til realitet. Altså en mere aktivistisk adventisme. En måde at leve på.

Det er slet ikke fremmed for adventismen. Vi har været aktivistiske, når det gælder sundhed og uddannelse. Det jeg efterlyser, er at vi også er det med hensyn til sabbatten.

En sandhed for denne tid – sabbatten er grøn

Og når det gælder sabbatten, så tror jeg den frem for alt er grøn. På den måde, så taler den ind i et af de mest aktuelle temaer i den offentlige debat, nemlig miljøspørgsmålet. Og mere end det, sabbatten forstået som grøn, taler om håb ind i det apokalyptiske katastrofescenarium, der efterhånden tegner sig mere og mere tydeligt i alles bevidsthed – her tænker jeg naturligvis på klimaforandringerne. Hermed taler sabbatten med en stemme fra tidernes begyndelse om et budskab ved tidernes ende. Sabbatten bliver en sandhed for denne tid. En tid, som klimaforandringerne antyder kan blive de sidste tider – og sådan kan vi også læse Bibelen.

Hvorfor er det de sidste tider? Fordi Bibelen siger det? Ja, eller bare fordi alle siger det!!

Fra lovreligion til skabelsesfest

Vi har været gode til at tale om hvilken dag, der er sabbat, men knap så gode til at tale om, hvad sabbatten er. Og indimellem er vi blevet misforstået – derhen, at vi dybest set skulle tro, at den gamle mosaiske pagt stadig er gældende, og at vi dermed er fortalere for en lovreligion. Sabbatten som lov, må ikke overskygge sabbatten som fest. Den tyske teolog Jürgen Moltmann kalder med rette sabbatten for "skabelsens fest".

Vi vil her se på skabelsens sabbat, den gamle pagts sabbat, Jesus og sabbatten og eskatologiens sabbat.

Skabelsens sabbat

Tid og rytme

Vi må tilbage til begyndelsen for at begynde rigtigt. Når vi læser skabelsesberetningen i 1 Mos 1, hvad er så pointen med, at der i det hele taget er dage? Gud kunne jo som Augustin siger, skabe alt på et øjeblik, hvis han ville. Men fortællingen fremstiller det som, noget, der skete gradvist på 6 dage. For det er jo helt elementært i fortællingen. "Det blev aften og det blev morgen den første dag" etc. Og hvad er det Gud skaber?

Lad os tage det sidste først. Gud skaber et økosystem. Men han giver samtidig en grundlæggende ramme inden for hvilken dette økosystem kan fungere. Her er tid og rytme afgørende. Dagen er i sig selv en rytme. Aften og morgen. Dag og nat. Det er en rytme, der allerede i sig har elementet af hvile. Der er lige en pause inden den næste dag med de ting, der nu skulle skabes der. Men rytmen mellem arbejde og hvile er ikke fuldstændig, hvis alt bare fortsatte uafbrudt i rytmen arbejde om dagen, og hvile om natten. Nej, den syvende dag er helt sat af til hvile.

Skaberværkets godhed

Efter hver dag så Gud, på sit skaberværk, at det var godt. Efter den sjette dag så han at det var meget
godt. Her så han ikke bare på det, han havde skabt den sjette dag – men på alt han havde skabt. Der var altså en harmoni og en helhed, som gjorde at det var meget godt. Dette var en konstatering han gjorde den sjette dag.

Efter den sjette dag er slut, så står der: "Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt."

Vi har altså her et grundlæggende syn på skaberværket. Det er godt. Det hebræiske ord tob har også betydningen "smuk, hensigtsmæssig og harmonisk". Og der er en udvikling der hedder godt – meget godt – fuldendt. (Mager, side 14) Men når vi tænker på Guds skaberværk som fuldendt, så må samtidig sige, at der i skaberværket er indlagt et liv, som gør, at det til stadighed udvikler sig. Det gode – ja, meget gode – og fuldendte skaberværk er ikke noget statisk. Tværtimod lægger Gud en frugtbarhed ind i sit skaberværk.

"jorden frembragte grønt" står der i vers 12 på den tredje dag. Gud har skabt det sådan, at jorden frembringer liv og det fortsætter den med. Og han har givet dyr og mennesker en evne til at blive frugtbare og talrige. Sabbatten er en fejring af denne fuldendthed, hvor livskraften i naturen er tilstede og til stadighed aktiv – givet af Gud.

På de seks dage møder vi den skabende Gud. På den syvende dag møder vi den hvilende Gud. Hvis ikke vi havde sabbatten, så var naturen bare noget, der til stadighed var der i en uendelig rytme med dag og nat, hvor frugtbarheden bare buldrede derudaf, og menneskets opgave til stadighed var at være i færd med at underlægge sig jorden og høste dens frugter. Sabbatten er en pause i denne rytme, hvor Gud går fra at være den, der skaber til at være den, der hviler og glæder sig over skaberværket.

Jürgen Moltmann skriver:

"Det er umuligt at forstå verden korrekt som skaberværk uden en ordentlig forståelse af sabbatten. I sabbatsstilheden griber mænd og kvinder ikke længere ind i miljøet gennem deres arbejde. De lader det være helt Guds skaberværk. (…)

Sabbattens fred er først og fremmest fred med Gud. Men denne guddommelige fred omfatter ikke kun sjælen, men også kroppen; ikke blot for enkeltpersoner, men familie og folk; ikke kun mennesker, men også dyr; ikke levende ting alene - men også som skabelseshistorien fortæller os - hele skabelsen af himmel og jord. Det er derfor sabbatsfreden også er starten på den fred med naturen, som mange mennesker søger i dag, i lyset af den stigende ødelæggelse af miljøet. Men der vil aldrig blive fred med naturen uden erfaringen og fejringen af Guds sabbat."

(God in Creation, s227)

Skabelsesberetningen har et stærkt tema om, at Gud deler ting op. Han skiller tingene ad, så de er forskellige. Der bliver en dualisme mellem modsætninger.

Lyset og mørket

Vandene over og under hvælvingen

Havet og landjorden

Dag og nat

Mand og kvinde

Og så ikke mindst arbejdsdage og hviledag

Og dette sidste skel bliver uddybet.

den syvende dag skiller sig ikke bare ud fra de seks skabelsesdage – den er klimakset på fortællingen. Jf. kapitlets struktur.
- Mennesket er ikke skabelsens højdepunkt – det er sabbatten. Dermed kan vi ikke bare se naturen som menneskets forrådskammer – nej vi er forvaltere af naturen. Forvalter = husholder græsk oikonoma. Læg mærke til at ordet oikos går igen i forvalter/økonoma, økonomi, økologi.
- Dermed er økonomi = økologi . I et verdensbillede, hvor mennesket er kronen på skaberværket, så er økologi underordnet økonomi. Denne tankegang er hvad Jesus kritiserer i sin tale om mammon.
Sabbatten er hellig.
- Ligesom Gud jo er hellig. Han er nærværende på en særlig måde med sin hellighed.
- Dagen er velsignet. Det er ikke på denne dag det Gud skaber, der er genstand for velsignelsen, men velsignelsen gives til selve dagen. Hermed er der et velsignet rum, der er tomt for skaberaktiviteten, og som dermed giver plads til Guds eget nærvær.
Guds hvile
- Det skel der sættes mellem skaberdage og sabbatsdag bliver også et skel i forståelse af Guds interaktion med verden. På skaberdagene er Gud skaber. På sabbatten er han den hvilende Gud. Han er "den, der er" (Yahweh). Han er der bare. Hans hellighed, hans hvilende nærvær i den skabte verden. På de seks skabelses dage er Gud den, der kalder naturen til live. På sabbatten er han helt enkelt tilstede med sit hellige nærvær. Derfor bliver menneskets interaktion med naturen også forskellig på arbejdsdagene og sabbatten. På arbejdsdagene skal mennesket pleje og anvende naturen. På sabbatten skal mennesket ophøre med denne indgriben i naturen og i stedet være til stede i naturen og blive mindet om dens skaber.
Tilbedelse
- Det hellige rum, som sabbatten er – lægger op til tilbedelse. Tilbedelse af skaberen indebærer beundring af skaberværket.
  - Samuele Bacchiocchi skriver:
    - "Det tab af en etik om beundring af naturen, der er blevet opmuntret af et fremherskende sekulær-videnskabeligt syn på denne verden, har resulteret i en etik om udnyttelse af naturen, således at mennesker er blevet fremmede for deres levested." (Divine Rest for Human Restlessness, s 213)

Den gamle pagts sabbat

Sabbatten som lov kender vi. Den er en del af de ti bud. Men allerede inden loven gives på Sinai, skal israelitterne lære om sabbatten. Og det er en temmelig vigtig lektion de får – som er en formaning til os, der lever i en grådighedskultur hvor afguderne hedder overproduktion, forbrug, smide væk.

Mannaepisoden som økologisk læreproces

Her tænker jeg på manna-episoden i 2 Mosebog 16. De skulle samle manna ind hver dag.

v4 Da sagde Herren til Moses: »Nu vil jeg lade brød regne ned til jer fra himlen. Hver dag skal folket gå ud og samle til det daglige forbrug, …"

Læg mærke til "det daglige forbrug" – det leder også tankerne hen på fadervor, hvor vi beder om "det daglige brød".

Man skal altså kun samle nok.

"v16 Dette er, hvad Herren har befalet: I skal samle så meget af det, som hver enkelt kan spise, en omer til hver enkelt svarende til antallet af personer. Enhver skal tage til dem, der hører til i hans telt.« v17 Det gjorde israelitterne, og nogle samlede meget, andre lidt. v18 Da de målte det med omer-målet, havde den, der havde samlet meget, ikke for meget, og den, der havde samlet lidt, havde ikke for lidt; de samlede det, hver især kunne spise. v19 Moses sagde til dem: »Ingen må levne noget til næste morgen.« v20 Der var nogle, der ikke adlød Moses, men levnede noget af det til næste morgen; da var det fuldt af maddiker, så det stank, og Moses blev vred på dem. v21 Hver morgen samlede de så meget, som hver især kunne spise. Når solen begyndte at brænde, smeltede det."

Her ser vi en helt anden tilgang til at bruge ressourcer, end vi er vant til. Og grådigheden kan ikke betale sig. Det giver en helt særlig betydning til udtrykket "nok er nok".

Den måde vi lever på i den vestlige verden står i skrigende kontrast hertil. Vi kan aldrig få nok. Hvis hele jordens befolkning levede med det forbrug vi har, så skulle vi bruge 5 jordkloder. Og sagen er at rigtig mange er i færd med at nærme sig den levestandard.

En anden ting vi ser i denne episode er, at der er en ligelig fordeling af ressourcer. Altså: Det handler om ikke at bruge for mange ressourcer, og om en retfærdig fordeling. Derfor er løsningen på at bremse klimaforandringerne ikke, at holde u-landende væk fra at få en større del af jordens ressourcer, men at vi lægger vores liv og samfund om i de rige lande, så vi ikke tærer og dermed forspilder så mange af jordens ressourcer.

Hvordan kan vi lære at nøjes med nok?

"v22 Den sjette dag samlede de dobbelt så meget, to omer til hver. Da alle menighedens overhoveder kom og fortalte Moses det, v23 sagde han til dem: »Det er det, Herren har befalet: I morgen er det hviledag, hellig sabbat for Herren. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge. Men alt det, der bliver tilovers, skal I lægge til side og opbevare til næste morgen.« v24 Så lagde de det til side til næste morgen, som Moses havde befalet; det kom ikke til at stinke, og der gik ikke maddiker i det. v25 Og Moses sagde: »Spis det i dag, for i dag er det sabbat for Herren. I dag finder I ikke noget derude. v26 Seks dage skal I samle det. Den syvende dag er det sabbat; da er der ikke noget.«

v27 Den syvende dag gik nogle af folket alligevel ud for at samle, men fandt ikke noget. v28 Da sagde Herren til Moses: »Hvor længe vil I nægte at holde mine befalinger og love? v29 I må indse, at Herren har givet jer sabbatten; det er derfor, han på den sjette dag giver jer brød til to dage. Bliv, hvor I er! Ingen må gå hjemmefra den syvende dag.« v30 Så hvilede folket på den syvende dag."

Her ser vi, sabbatten som en understregning af, at det her er noget med at stole på Guds ideer om, hvordan vi skal samle og forbruge ressourcer. De skulle ikke undvære på sabbatten, men de skulle have en dag, hvor de ikke skulle samle. De skulle stole på, at det ekstra de samlede fredag ikke denne gang ville rådne. Og de skulle stole på at, der ikke ville være noget at samle den syvende dag.

På den måde kunne sabbatten blive en dag for tilbedelse:

At Gud er den, der giver ressourcerne. Dermed skylder vi at sige ham tak.
Blive mindet om den her rytme og den her balance, hvor grådigheden ikke tager over, og hvor arbejdet ikke er alt. Hvor ingen mangler og ingen har for meget. Hvor tingene ikke kan tages for givet i sig selv, men hvor man kan stole på, at man ikke selv skal skabe hele sin egen lykke. Det er Gud der giver.

Sabbatten og de 10 bud

Her siges, at sabbatten også gælder de dyr mennesket har forvalteransvaret over.

Det, at det er en lov, viser, at det ikke bare er en god idé Gud har, men at det er noget han insisterer på bliver gennemført. Det er en central del af de mest grundlæggende moralbegreber på lige fod med at drab og tyveri.

(Tekster: 2 Mos 20 og 5 Mos 5)

Andre mosaiske sabbatsforskrifter

Sabbatår – hvor jorden skulle hvile. Altså en meget økologisk tanke om, at man skal ophøre med at udnytte jorden, og lade den hvile.

"v21 Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år." (2 Krøn 36)

Altså har jorden virkelig brug for hvile, og nu får den 70 års hvile for at kompensere for Israels forsømmelse af dette i 490 år. Måske, kan det være en påmindelse om, at Gud vil tage vare på jorden, også hvis vi ikke gør det.

Jubelår, hvor gæld skulle betales tilbage. Altså igen en foranstaltning imod det store spil, der hedder at-skrabe-til-sig før de andre og på bekostning af dem. En foranstaltning mod ophobning af rigdom – det med at have mere end man har brug for. Jordlodderne blev givet tilbage. Så opgaven med at være forvaltere af jorden var en fælles opgave som hele folket skulle tage del i.

Jesus og sabbat

Jesus viser i sin sabbatpraksis, at Gud er den, der helbreder – altså genopretter - på sabbatten.

Da Gud havde skabt alt, var det fuldendt. Dermed var skaberværket i harmoni og hvile med sig selv og med Gud. Siden kom synden ind i verden med død og sygdom. Det Messianske håb ser frem til en dag, hvor alting bliver genoprettet og dermed igen bliver som på den første sabbat – fuldendt.

Jesu helbredelser minder os om, at han ønsker at genoprette. De er tegn på Himmeriget. Og dermed tegn på den kommende genoprettelse. Hermed er sabbatten også et tegn på den kommende genoprettelse af alting. Jesus ser ud til med fuldt overlæg at fylde sabbatten med denne genskabende og helbredende kraft. De fysiske helbredelser minder om, at det Gud genopretter er en fysisk verden. En ny jord. Et nyt legeme. Kødets opstandelse.

Jesus er herre over sabbatten. Han er også herre over naturen. Går på vandet – stiller stormen.

Hans brødmirakel er klare referencer til mannafortællingen Joh 6. Det foregår ikke på sabbatten men … Her bliver det, der er tilovers samlet ind. Det bliver ikke smidt ud. Igen er der nok til alle.

Sabbatshelbredelserne viser frem til den evige sabbatshvile, hvor alt genoprettes til den tilstand alting havde ved den første sabbat.

Eskatologiens sabbat

"Sabbatten åbner skaberværket for dets sande fremtid. På sabbatten fejres verdens forløsning i forventning. Sabbatten er selv evighedens tilstedeværelse i tid, og en forsmag på den kommende verden." (Moltmann side 276)

("The sabbath opens creation for its true future. On the Sabbath the redemption of the world is celebrated in anticipation. The Sabbath is itself the presence of eternity in time, and a foretaste of the world to come.")

"v4  For et sted har han sagt således om den syvende dag: »Og på den syvende dag hvilede Gud efter alle sine gerninger,« v5  men på dette sted derimod: »De skal aldrig komme ind til min hvile.« v6  Det står altså endnu tilbage, at nogle kommer ind til hvilen, og de, der tidligere havde fået det glædelige budskab, var på grund af ulydighed ikke kommet ind. v7  Derfor fastsætter han for anden gang en dag, som skal være »i dag«, idet han efter så lang tids forløb taler ved David, som det før er nævnt:
      Om I dog i dag ville lytte til ham!
      Gør ikke jeres hjerter hårde.
v8  For hvis Josva havde ført dem ind til hvilen, ville Gud ikke senere have talt om en anden dag. v9  Altså venter der Guds folk en sabbatshvile. v10  For den, der er kommet ind til hans hvile, har også selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine. v11  Lad os altså være ivrige efter at komme ind til den hvile, for at ingen skal falde på grund af en tilsvarende ulydighed." (Hebr 4)

Gud hvilede på sabbatten. Den hvile er vi inviteret ind til. Den kommer vi ind til, når vi er i Kristus. "Kom til mig … så skal I finde hvile" (Matt 11,28). Samtidig er denne hvile som sabbatten repræsenterer, en hvile hvor alt er såre godt og fuldendt. Altså er det et billede på det genoprettede skaberværk.

Rom 8

"v18 Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. v19 For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. v20 Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, v21 at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. v22 Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. v23 Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning."

Her taler Paulus om den kommende herlighed. Og han siger, at skabningen "blev underlag tomheden" – altså konsekvenserne af synden. Han siger også, at "skabningen selv vil blive befriet". Lige som Guds børn bliver frelst, så bliver hele Guds skaberværk genoprettet.

Afrunding – Grøn sabbatshelligholdelse

"Et tegn på Guds kærlighed til naturens verden er de gammeltestamentlige forordninger om hviledagen og jubelåret (jfr. 2 Mos 23,11f og 3 Mos 25,4f). Guds intention for jorden er at den skal kunne fylde alle de behov levende væsener har for at kunne leve. Gennem jorden giver Gud liv til alle jordens skabninger. Den profetiske vision som foregriber Guds frelsesgerning, inkluderer landet og naturen i sin shalomforkyndelse (jfr. Es 65,21-25)"

(Roald E. Kristiansen, Økoteologi, Anis 1993, s120)

I 1990 indførte FN det de kaldte en 'miljøsabbat' eller 'hviledag for jorden', hvor de religiøse trossamfund kunne sætte fokus på miljøsagen. En gang om året.

Foreningen "Aktive forbrugere" står i Danmark bag et initiativ, som også praktiseres i andre lande. Nemlig en "buy-nothing-day"

Fra hjemmesiden www.bnd.dk

"Hvad er Buy Nothing Day?

Buy Nothing Day er en årlig international forbrugerdag, som markeres af forbrugere og aktivister i mere end 60 lande over hele kloden. Buy Nothing Day er en dag hvor vi forbrugere kan standse op og reflektere over vores forbrug. Har vi brug for alle de ting, vi køber? Er varerne produceret miljømæssigt og socialt forsvarligt?

Buy Nothing Day er en symbolsk dag hvor forbrugere i mere end 60 lande for en enkelt dag står af forbrugerræset og undlader at købe noget. Dermed sendes der et stærkt signal til alle forbrugere om at de skal forbruge på en mere bæredygtig måde. Ligesom verdens producenter skal producere på en mere ansvarlig måde."

Men hvorfor ikke gøre noget, der virkelig batter? Noget mere radikalt? At holde hver syvende dag som en kombineret "hviledag for jorden" og "buy-nothing-day"? Sådan har vores skaber villet det skulle være. Vi har brug for det. Jorden har brug for det. Økonomien har brug for det.

Lad os lige tage Moltmanns ord igen som vi har citeret tidligere: "Men der vil aldrig blive fred med naturen uden erfaringen og fejringen af Guds sabbat."

Disse tanker burde give os anledning til at gøre sabbatten til vores mærkesag (på ny).

Lad os se lidt på nogle ord fra Ellen G. White – hun skrev som bekendt før man viste meget om økologi eller miljøproblemer for ikke at tale om klimaforandringer.

"Men Guds kærlighed har sat en grænse for kravet om arbejde. Han holder sin barmhjertige hånd over sabbaten. På sin egen dag bevarer han familiens mulighed for samfund med ham, naturen og med hinanden. Eftersom sabbaten er mindesmærket over skabermagten, er den en dag frem for alle andre, hvor vi bør have samfund med Gud gennem hans skaberværk. I børnenes sind bør selve tanken om sabbaten være knyttet til det smukke i naturen. Lykkelig er den familie, som kan vandre til stedet for deres gudsdyrkelse som sabbaten – ligesom Jesus og hans disciple vandrede til synagogen – over markerne, langs søens bred eller gennem skovene. Lykkelig er den fader og moder, der kan belære deres børn om Guds skrevne ord ud fra eksempler fra de åbne blade i naturens bog; som kan forsamles under de grønne træer i den friske, rene luft for at granske ordet og synge den himmelske Faders pris." Uddannelse 253

Sabbatten er en dag, vi bruger på at være i samvær med naturen frem for at tære på den.

Spørgsmål til drøftelse

Hvordan kan vi gøre sabbatten mere grøn?

Hvordan kan vi markere os mere i miljø- og klimadebatten med vores tilgang?

Hvor radikale er vi parate til at være i vores praksis i lyset af det syn på naturen, som sabbatten formidler? Tør vi være en modkultur?

Kilder:

Andreasen, Niels-Erik, "A Sabbath Rest for the Whole Earth", Adventist Review Vol 173, August 1996, side 18-21

Bacchiocchi, Samuele. Divine Rest for Human Restlessness, Michigan 1980. s204-214

Kristiansen, Roland E. Økoteologi. Anis 1993

Lockton, Harwood. "The neglected message of the creation story", Ministry Magazine September 1991, side 9-11

Mager, Johannes. Sabbat feiern, Advent Verlag 2002

Moltmann, Jürgen. God in Creation – An ecological doctrine of creation, SMC Press 1985. s5-7 og 276-296

White, Ellen. Uddannelse, Dansk Bogforlag s252-254

Om kriserne i vor tid – økonomien og økologien

2009-12-18T21:16:00.001+01:00

Indledning

Vi lever i en tid med mange kriser. Det er der egentlig ikke noget nyt i. Verdenshistorien er som en landevej, hvor den ene krise efter den anden står som kilometersten langs vejen. De aktuelle kriser vi står over for og måske midt i er finanskrisen og klimakrisen.

På det mere personlige plan rammes vi også af kriser. Det kan være identitetskriser eller ægteskabskriser og alle mulige andre kriser, der kan ryste os og kan blive afgørende for, hvilken retning vores tilværelse vil bevæge sig i.

På et endnu mere overordnet plan end selv verdenshistorien – nemlig vores overordnede forståelse af den verden vi lever i, eller det vi kunne kalde vores verdensbillede – spiller fænomenet krise også en central rolle. Og lad os bare tage fat her først – nemlig med det bibelske verdensbillede.

Det bibelske verdensbillede

Helt enkelt kan vi beskrive det bibelske verdensbillede ud fra to punkter: Begyndelsen og Enden. Disse omkranses af det vi kan kalde Evigheden, der ikke har nogen begyndelse og nogen ende.

Begyndelsen og Enden er vigtige fordi de beskriver hvordan verden ser ud, når den er helt som Gud vil have den. Sådan som verden blev skabt, sådan som Gud havde tænkt at alting skulle være. Og sådan som Gud har sat sig for, at verden engang vil blive. Begyndelsen og Enden. De første to kapitler og de sidste to kapitler i bibelen.

Her ser vi, hvad det er Gud egentlig vil. Og alle spørgsmål om hvem Gud er, og hvordan han er, må ses i lyset af netop Begyndelsen og Enden, fordi det er her Hans vilje sker fuld og helt. Alt, hvad der er imellem Begyndelsen og Enden er kendetegnet ved en krise – nemlig den krise verden blev kastet ud i ved syndefaldet. Det er en mega-krise – vi kunne kalde den for "den store krise". Den består af en kamp mellem godt og ondt – vi kunne tale om den store konflikt – eller som vi kalder det i min kirkes teologiske tradition: Den store Strid mellem godt og ondt.

Hvad er kriser og hvordan fungerer de?

Kriser vil komme, og de vil være med til at forme os. Det afgørende er ikke at være fri for kriser – selvom ingen vel ønsker at komme ud for dem – det afgørende er, hvordan man kommer videre fra krisen. Her kan det gå to veje. Sådan er det med enhver krise. Det kan ende med en katastrofe eller der kan findes en løsning.

Krisen er noget, der udgør en alvorlig trussel. Ifølge internet leksikonet Wikipedia betegner ordet krise "en problematisk forandringssituation forbundet med et vendepunkt".

Det afgørende er om man er i stand til at finde løsninger på krisen. Hvis man ikke gør noget, så går det galt. Optimismen kan kun bestå i, at man har tro og håb om, at der vil findes en løsning.

I det bibelske verdensbillede er der grund til håb, for vi kan se den nuværende situation i lyset af Enden, men også i lyset af korset, som er løsningen på krisen.

De aktuelle kriser i vor tid – finanskrise og klimakrise

De kriser, der tales meget om i vore dage er finanskrisen og klimakrisen. Det er de store aktuelle globale kriser, der kendetegner vores tid, fordi vi både har en global økonomi og et globalt økosystem. Desuden er det ikke to kriser, der er uafhængige af hinanden – der er tværtimod en direkte sammenhæng mellem dem. De fleste eksperter er enige om at klimakrisen er menneskeskabt.

Det er på en eller anden måde blevet sådan, at økonomien er blevet en trussel for økologien. Vores civilisation har udviklet sig på en måde, hvor den styres af økonomiske kræfter uden særlig hensyntagen til naturen.

Vi har udviklet verdensbilleder, hvor naturen betragtes som en ressource, mennesket frit kan benytte sig af. Vi har glemt, at vi har et ansvar for skaberværket. At vi er sat som forvaltere af den jord vi bor på. I stedet har vi betragtet naturen som et forrådskammer vi blot kunne bruge frit af.

Den styrende kraft i vores civilisation er profit og økonomisk vækst, og det er endt i en opadgående spiral, der vel mest minder mest om et babelstårn. Økonomien vokser og vokser indtil den har blæst sig op som en bobel, der til sidst brister.

Det er ikke kun den kapitalistiske markedsøkonomi, der har spillet fallit. Vi har for længst set, hvordan de lande, der havde en kommunistisk planøkonomi – havde det samme kyniske syn på naturen. Og nogle af de mest forurenende lande har været de kommunistiske. Problemet i både det kommunistiske og nu vores markedsøkonomiske verdensbillede, har været, at økonomien har gjort naturen til sin undersåt.

Det bibelske verdensbillede er noget anderledes, selvom den såkaldt kristne del af verden har været nogle af de værste syndere, når det gælder at udvikle samfund, der tærer på jordens økosystem. Men det er desværre ikke førstegang, at kristendommen har været sin egen Herres største fjende.

Den bibelske fortælling taler om, at Gud bad mennesket om at "herske" over skaberværket – ikke for at udnytte naturen, men tværtimod fordi vi skulle have et ansvar for naturen. Økologien skal have forrang i forhold til økonomien – ikke omvendt. Vores anvendelse af naturens ressourcer må reguleres af hensynet til naturen - ellers saver vi den gren over, som vi selv sidder på.

På den her måde spiller spørgsmålet om de aktuelle globale kriser også ind i den store krise. Når Gud i Bibelens sidste bog taler om enden, så siger den, at Gud blandt andet griber ind fordi mennesker er ved at ødelægge jorden. Hør hvordan det står i Johs. Åbenbaringen kap 11 vers 18:

   " v18  Folkeslagene rasede,
      men din vrede er kommet,
      den time, da de døde skal dømmes,
      og du skal give løn til dine tjenere, profeterne,
      og til de hellige og til dem, der frygter dit navn,
      både små og store,
      og ødelægge dem, der ødelægger jorden."

Dommedag kommer altså som en dom over dem, der ødelægger jorden. Guds ønske er ikke at ødelægge jorden, det er vi i færd med at klare glimrende selv, men Guds løsning er at gribe ind, og skabe en ny himmel og en ny jord.

Og hvis vi læser videre i Johannes Åbenbaringens beskrivelse af hvordan denne verden vil gå mod sin ende i den ganske vist symbolske beskrivelse af Babylon, så sker det igennem noget, der ser ud til at minde gevaldigt om en finanskrise.

I kapitel 18 beskrives Babylon som en kvinde. Jeg læser fra vers 9 og frem:

"Og jordens konger, der bedrev utugt med hende og levede i vellevned, skal græde og jamre over hende, når de ser røgen fra hendes brand, v10  og de skal stå langt borte af rædsel over hendes pine og sige:
      Ve, ve, du store by,
      Babylon, du mægtige by!
      Dommen er kommet over dig på en eneste time.
v11  Og jordens købmænd græder og sørger over hende, for ingen vil længere købe deres ladning v12  af guld og sølv og ædelsten og perler og linned og purpur og silke og skarlagen og alle slags citrustræ og alle slags elfenbensgenstande og genstande af det kostbareste træ og kobber og jern og marmor, v13  kanel og koriander og røgelse og salve og virak og vin og olie og flormel og hvede og kvæg og får og heste og vogne og slaver, levende mennesker.
       v14  Den frugt, som din sjæl begærede, har du mistet,
      og alt det prangende og pragtfulde har du tabt,
      ingen skal kunne finde det mere.
v15  De, der handler med disse varer, alle de købmænd, som tjente sig rige på hende, skal stå langt borte af frygt for hendes pinsel; de skal græde og sørge v16  og sige:
      Ve, ve den store by,
      klædt i linned og purpur og skarlagen
      og pyntet med guld og ædelsten og perler!
       v17  Så stor en rigdom ødelagt på en eneste time!"

Nu er det ikke fordi jeg påstår, at det er den aktuelle finanskrise, der er beskrevet her. Vi skal passe meget på med den slags sensationslystne fortolkninger. Men det illustrerer, hvordan en økonomi drevet af grådighed, står Guds rige imod, og er med til at bringe denne verden mod sin undergang.

Når vi ikke tager vare på den verden Gud skabte i begyndelsen, ja så bringer vi verden nærmere sin ende.

Jeg synes det er tankevækkende at læse Bibelens beskrivelse af forskellige økonomiske modeller.

Tænk på historien om Josef, hvordan Gud i en drøm fortalte ham om, at der ville være 7 fede år efterfulgt af 7 magre år, og hvordan man skulle sikre sig ved at oplagre korn i de fede år, så der ville være nok til de magre år. Og mens der i hele verden opstod en fødevarekrise på det tidspunkt, ja så var der korn nok i Ægypten. Det er måske et meget godt og simpelt princip, at man ikke bare satser på at opgangstider vil vare ved.

Det var måske et lidt banalt eksempel, men tag så moselovens beskrivelser af, hvordan Israels samfund skulle være reguleret. Der var nemlig en måde, hvor man kunne finde den balance man taler så meget om i dag oven på finanskrisen, nemlig balancen mellem et frit marked og et reguleret marked. I øvrigt var der på den måde sikret et vist socialt sikkerhedsnet og endda en økologisk bæredygtighed.

Man havde f.eks. sabbatåret, hvert syvende år, hvor jorden skulle ligge brak. Uden at jeg skal gøre mig til ekspert i jordbrug, så kan jeg forestille mig, at der var en vis fornuft i dette i forhold til at jorden ikke skulle blive udpint. Det gav også et meget sundt signal om en balance mellem produktivitet og rekreation – et princip mange i dag bruger i forbindelse med at holde sabbatorlov.

Ud over sabbatåret havde man så jubelåret, hvert syvende sabbatår, altså hvert 49. år. Jubelåret havde en vigtig funktion i Israels økonomi. Her skulle jordlodderne gives tilbage til de familier, der oprindeligt ejede dem. Altså uden at gå i detaljer, så var det sådan, at man ikke købte jord til evig arv og eje. Man leasede det vel nærmest fra købstidspunktet indtil næste jubelår. Prisen blev derfor i høj grad afgjort af, hvor længe, der var til jubelåret. Hør beskrivelsen i 3. Mosebog 25 og jeg læser fra vers 14:

" Når I sælger jord, hvad enten det er noget, du vil sælge til din landsmand, eller noget, du vil købe af ham, må I ikke udnytte hinanden. v15 Når du køber jord af din landsmand, er det årene efter sidste jubelår, der tæller; det er afgrødeårene, der tæller, når han sælger til dig. v16 Er der mange år til næste jubelår, skal du give ham høj betaling, er der få år, skal du give ham lav betaling; det er jo et antal afgrøder, han sælger til dig. v17 Landsmænd må ikke udnytte hinanden. Du skal frygte din Gud, for jeg er Herren jeres Gud."

Læg mærke til, at motivationen for dette system er, at man ikke må udnytte hinanden. Med dette system sikrede man sig, at der var en regulering af økonomien. I perioden mellem jubelårene, var der stort set en fri markedsøkonomi, men der blev så at sige nulstillet to gange i hvert århundrede.

På den måde begrænsede man den ubegrænsede ophobning af kapital, der ses i vores økonomi. Desuden var der nogle pejlemærker til at angive værdien på fast ejendom, og dermed en grænse for hvor urealistiske prisniveauer der kunne udvikle sig.

Der er meget vi kan lære af dette system i dag – jeg siger ikke, at vi bare skal følge det blindt, for vi lever i en anden tid – men principperne synes fornuftige.

Jubelåret var i øvrigt udgangspunktet for Jesus, da han i synagogen i Nazareth proklamerede, hvad hans mission var. Hør, hvordan det beskrives i Lukas evangeliet kapitel 4, hvor han citerer fra Esajas:

"Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
       v18  Herrens ånd er over mig,
      fordi han har salvet mig.
      Han har sendt mig
      for at bringe godt budskab til fattige,
      for at udråbe frigivelse for fanger
      og syn til blinde,
      for at sætte undertrykte i frihed,
       v19  for at udråbe et nådeår fra Herren.
v20  Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. v21  Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«"

Det budskab Jesus har, og som han har bedt os om at bringe videre, er et godt budskab. Evangelium betyder jo godt budskab. Men her præciseres, at det er et godt budskab til fattige. Vi kan selvfølgelig godt tolke det som åndelig fattigdom, men meget tyder på, at Jesus også har konkret økonomisk fattigdom i tankerne.

Og det giver mening, at det kristne budskab ikke kan være dårlig nyt for fattige i denne verden. Vi er kaldede til at elske vores næste, og det indebærer også, at vi ikke kan ignorere, hvis han er i nød. Johannes udtrykker det på denne måde i sit første brev kap 3 vers 17:

"Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?"

Endelig ser vi i den første menighed i Jerusalem, at de havde et endog meget radikalt fællesskab.

Vi læser i Apostlenes Gerninger kap 4 fra vers 32:

"Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. v33 Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest. v34 Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, v35 og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov."

Måske var det lidt ekstremt, men det var et udtryk for, at man ønskede at leve i lyset af Guds rige. Altså, at sådan som Gud fra begyndelsen havde tænkt verden og sådan som han engang har tænkt den skal blive, sådan kan vi allerede leve efter de værdier, som begyndelsen og enden lærer os om Guds vilje.

Og når vi tænker på, at hvis alle mennesker på jorden levede med det forbrug vi har i den vestlige verden, så skulle vi måske have 5 jordkloder for at have ressourcer nok, så kan vi godt lære af Jesu ord om, ikke at samle os skatte på jorden og blot at være tilfredse med det daglige brød.

Det er ikke fordi vi ikke har fået en opskrift på, hvordan vi kan leve ansvarligt i forhold til de kriser verden møder i dag.

Udfordringen ligger i, at praktisere det. Her tror jeg vi kan lære meget af den første menighed – og jeg tænker ikke så meget på, hvor radikale de var – men mere, at de forsøgte at gøre det i fællesskab med hinanden.

Når vi blot tænker på at lægge vores eget liv om, så kan vi let tænke, at det intet batter, men hvis vi kan skabe fællesskaber, hvor en anden måde at leve på er kendetegnende, så er der måske håb om at vi kan være et vidnesbyrd for verden. Ja, at vi kan være verdens lys og salt.

Skabelsen

2009-12-17T12:46:00.001+01:00

Indledning

Et af de mest grundlæggende elementer i den kristne tro er troen på Gud som skaber. Den tro har vi tilfælles med de to andre store monoteistiske religioner islam og jødedommen. Kristendommen har et særligt perspektiv på skabelsen i kraft af treenighedslæren, idet både Faderen, Sønnen og Ånden er aktive i skabelsen.

Treenigheden og skabelsen
Faderen	1 Kor 8,6
Sønnen	Joh 1,1-3 Kol 1,16-19 Hebr 1,2
Ånden	1 Mos 1,2 Sl 104,30 Job 26,13; 33,4 Es 40,12.13

I vor tid udgør skabelsen en af de største udfordringer for troen, på grund af de spørgsmål naturvidenskaben rejser. Samtidig taler læren om skabelsen ind i et af tidens mest aktuelle temaer, nemlig den økologiske krise og vores forhold til naturen i det hele taget.

Oldtidens skabelsesberetninger

De fleste oldtidskulturer har haft deres bud på, hvordan verden er blevet til. Det er interessant at se Bibelens fremstillinger af skabelsen i lyset af disse andre oldtidsfortællinger fra Mellemøsten. Selvom, der er mange ligheder, så er forskellene måske de væsentligste. Lighederne antyder, at 1 Mosebog forholder sig til de verdensbilleder og den mytologiske fortælleform, der fandtes i de andre mellemøstlige oldtidskulturer. Forskellene gør det klart, at Bibelens skabelsesfremstilling er polemisk imod disse mytologier. De fleste oldtidskulturer ser skabelsen som et resultat af konflikter mellem forskellige guder, mens Bibelen kun kender én Gud, der alene er Herre over universet. I Bibelen beskrives de naturelementer, der i andre oldtidskulturer anses for guddommelige, som en del af skaberværket. Der er med andre ord tale om en revolution i forhold til disse andre verdensbilleder.

Tro og naturvidenskab

I moderne tid har naturvidenskaberne søgt svar på, hvordan verden er blevet til. Dette udgør for mange en meget stor udfordring for troen, fordi det rejser spørgsmål om Bibelens troværdighed og Guds eksistens. Udfordringen kommer ikke bare fra én gren af naturvidenskaben, men over en bred kam, hvad enten det er evolutionslæren fra biologien, Big Bang teorien fra kosmologien, dateringer af jordlag fra geologien eller studiet af fossiler fra palæontologien for blot at nævne de væsentligste.

Der har i moderne tid været adskillige forsøg på at imødekomme denne udfordring f.eks. ved at begive sig ind på videnskabens hjemmebane. Her kan nævnes kreationisme, som traditionelt har engageret mange adventister, hvor man forsøger at bruge videnskabelige metoder til at forsvare en mere eller mindre bogstavelig fortolkning af Bibelen, og på den måde tage kampen op imod de gængse videnskabelige dogmer. Et andet forsøg på at forene videnskaben og troen er teistisk evolution, hvor man i modsætning til kreationismen ikke forsøger, at sætte Bibelen op i konflikt med den etablerede videnskab, men derimod fastholde, at det er Gud, der står bag de mekanismer videnskaben observerer. Altså at evolution er Guds måde at skabe på. Den seneste tendens er Intelligent Design, hvor man mener, at der er karakteristika i universet og naturen, der udviser tegn på at tingene ikke har udviklet sig af sig selv, men at der står en intelligent årsag bag.

Alle disse forsøg på at forlige troen med videnskaben udgør i sig selv en temmelig omfattende udfordring, idet man giver sig i kast med stort set alle de naturvidenskabelige discipliner samtidig. I værste fald kan et sådant projekt være med til at fjerne fokus fra den tro, som man prøver at forsvare. Hvis troen skal forsvares videnskabeligt, så må man spørge om den stadig er tro. Hvor stor en trussel man mener videnskaben udgør for troen afhænger naturligvis af, hvilket bibelsyn man har. Det er i hvert fald væsentligt at huske på, at Bibelen ikke udgiver sig for at være naturvidenskab, men at den fortrinsvis beskæftiger sig med spørgsmål om tro, etik og eksistens. Måske er Bibelen ikke så optaget af, hvordan verden blev til, men mere hvorfor. Under alle omstædigheder ligger vægten på, hvem Skaberen er, hvad hans hensigt med skabelsen er, hvem der er ophav til livet, og hvad livets mening er.

Hvad fortæller bibelteksterne os?

Der er adskillige tekster i Bibelen, der beskriver Guds som skaber. De første to kapitler i 1 Mosebog er dem vi oftest henviser til. Men vi må ikke glemme, at der er andre tekster i Bibelen, der beskriver helt andre sider af skabelsen. Disse tekster indeholder vigtige lærdomme, som er med til at tegne et mere fuldstændigt billede af Gud og den verden, han har skabt.

De første to kapitler i 1 Mosebog giver hvert deres perspektiv på skabelsen. Lidt populært kunne man måske sige, at kapitel 1 fortæller skabelsen fra Guds synsvinkel, mens kapitel 2 fortæller skabelsen fra Adams synsvinkel.

1 Mosebog 1 er et meget struktureret stykke litteratur, der beskriver, hvordan Gud skaber orden ud af kaos. I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, som dengang var øde og tom. De første tre dage skaber Gud nogle "rum" og strukturerer i form af skel han sætter mellem lys og mørke, dag og nat, hvælvingen og vandende, jord og hav. De næste tre dage fylder Gud disse "rum" med indhold. Gud skaber altså strukturer - først og fremmest i form af rum og tid. Dernæst skaber han liv. Undervejs lyder det nærmest poetiske omkvæd, at "Gud så, at det var godt". Af det liv Gud skaber har mennesket en særstatus, nemlig som skabt i hans billede og med et forvalteransvar overfor det øvrige skaberværk. Fuldendelsen af denne proces fra orden til kaos kommer i form af sabbatten, som er et helligt og velsignet rum, der adskiller sig fra de andre dage ved kun at blive fyldt ud af hvile. Ligesom Gud ved afslutningen af hver af de seks skabelsesdage kunne konstatere, at det, der blev skabt den pågældende dag, var godt, således er den syvende dag sat af til at hvile i den erkendelse, at skaberværket i sin helhed er godt.

Strukturen i 1 Mosebog 1

Prolog: (1 Mos 1,1.2)

Kaos og uorden

Jorden øde og tom

Mørke over urdybet

Første dag (1 Mos 1,3-5)

Lys og mørke

Gud skaber en dag

Fjerde dag (1 Mos 1,14-19)

Lyset og mørkets himmellegemer

Gud skaber det store lys, det lille lys og stjernerne til at fastsætte, festtider, dage og år

Anden dag (1 Mos 1,6-8)

Himmelhvælvingen

Gud skaber luftrummet mellem vandende under og over

Femte dag (1 Mos 1,20-23)

Vandets og luftens beboere

Gud skaber fisk og fugle

Tredje dag (1 Mos 1,9-13)

Landjorden

Gud skaber planter og træer til at stå på landjorden

Sjette dag (1 Mos 1,24-31)

Landjordens beboere

Gud skaber landjordens dyr og mennesket

Syvende dag (1 Mos 2,1-3)

Orden og harmoni

Hellig og velsignet tid

Skaberværket er fuldendt og Gud hviler

1 Mosebog 2 uddyber, hvad der i særlig grad gør skaberværket godt. Her siges det nemlig, at Gud også ved, hvad der ikke er godt. Træet til kundskab om godt og ondt har den funktion at minde os om, at forudsætningen for vores eksistens i Guds gode verden ligger i, at vi har tillid til ham. Desuden læser vi i kapitlet, at Gud siger: "Det er ikke godt for mennesket, at være alene." (1 Mos 1,18). Nøglen til vores lykke ligger altså i at være i et ligeværdigt fællesskab med andre – dette fællesskab findes intet sted mere intimt end i ægteskabet.

Oprindelig skabelse, fortsat skabelse og nyskabelse

Den bibelske forståelse af Gud som skaber handler i høj grad om begyndelsen, men også om enden og det, der ligger i mellem. Når vi taler om skabelsen, tænker vi som regel på, hvordan alting oprindeligt blev til. Men troen på Gud som skaber indebærer også, at han er den, der opretholder livet. Samtidig har det skabte liv en evne til at reproducere sig. Dette lægges der også vægt på i 1 Mosebog, hvor Gud pålægger både dyr og mennesker at blive "frugtbare og talrige". Da Eva havde født sit første barn kunne hun udbryde: "Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp." (1 Mos 4,1) Vi kan altså tale om. at skabelsen fortsætter, at skaberen til stadighed er aktiv (se f.eks. Sl 104,13-15.30.), og at han delagtiggør os i dette fortsatte skaberværk. Endelig er et meget centralt tema i Bibelen, at Gud vil nyskabe og genoprette verden (se f.eks. Rom 8,18-25; Åb 21 og 22).

Hvilken praksis kalder troen på skabelsen os til?

Skabelsestroen er ikke bare interessant på et teoretisk plan. Den hjælper os ikke kun til, hvordan vi skal tænke om verden, men endnu vigtigere hvordan vi skal leve i verden.

Forvalterskab over naturen.

Bibelen fortæller os hvilket forhold, vi skal have til naturen. Vi må se på naturen som Guds skaberværk. Dette kræver af os, at vi behandler naturen med respekt. Vores liv er afhængigt af, hvordan hele det økosystem, vi er en del af, fungerer. Desuden har Gud givet os et særligt forvalteransvar for naturen (1 Mos 1,28). Dette er den primære opgave, skaberen har givet os, og det må afspejle sig i vores måde at leve på. Dette er blevet særligt aktuelt i vores vestlige civilisation. Da vi gik fra landbrugssamfundet til industrisamfundet, mistede vi i høj grad fornemmelsen for vores afhængighed af naturen. Nu ser vi resultaterne af industrisamfundet i form af forurening og klimaforandringer. Her minder skabelsestroen os om, at vi er blevet betroet et ansvar. Vi må være mere beviste om, hvordan vi undgår at tære på naturens ressourcer, og hvordan vi kan leve på en måde, som opretholder en økologisk balance. Et aspekt af at forvalte skaberværket er, hvordan vi behandler vores krop. Derfor kalder skabelsestroen os til at leve sundt.

Arbejde og hvile

En af de måder Gud har givet os at leve i sundhed og økologisk ligevægt, er ved at have det rette forhold mellem arbejde og hvile. Stress er en af konsekvenserne ved, at vi har erstattet respekt for skaberværket med et forbrugersamfund og en uudtømmelig stræben efter økonomisk vækst og teknologisk fremgang. Det at holde sabbat kan være med til at give denne balance. Samtidig er det en fejring af det gode og fuldendte skaberværk.

Menneskesyn

Skabelsen fortæller os, at mennesker er skabt lige og i Guds billede. Dermed er grunden lagt til et menneskesyn, hvor livets værdi sættes meget højt, og hvor vi er forpligtigede til at regne andre for lige så værdifulde som os selv. Dette må afspejle sig i, hvordan vi behandler hinanden. Derfor må vi engagere os i aktivt imod al den uretfærdighed her i verden, der er resultatet af et menneskesyn, hvor man på baggrund af race, nationalitet, køn, politik, religion eller social status, regner andre for mindre værd.

Familien

Da mennesket blev skabt i Guds billede, var det som mand og kvinde med befaling om at blive frugtbare og opfylde jorden. Dette beskriver dels ægteskabet, men også det at få børn. De relationer, der er mellem ægtefæller og mellem forældre og børn, er nok de mest intime, mennesket kan opleve. Fra begyndelsen var det Guds hensigt at mennesker skulle opleve denne intimitet. Ligesom med så meget andet, der gik tabt ved syndefaldet, så er det heller ikke alle, der får lov til at opleve dette. Sex var i Guds tanker ved selve oprindelsen til menneskets eksistens. Derfor er det ikke mærkeligt, at det er så stærk en del af vores identitet. Det er noget dyrebart, som skal værdsættes og behandles med nænsomhed. (Se 1 Mos 1,27.28; 2,24.25)

Tilbedelse

At Gud er alle tings skaber, kalder os til tilbedelse. Bibelen minder os om, at der kun er én Gud, og at vores tilbedelse derfor kun skal rettes ét sted hen. Vi kan ikke tilbede naturelementerne, sådan som andre religioner på Bibelens tid gjorde. Vi kan heller ikke tilbede os selv, sådan som der kan være en tendens til i den moderne individualistiske kultur. Bibelens sidste bog Johannes Åbenbaringen minder os om dette: "Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting, og af din vilje blev de til og blev skabt." (Åb 4,11) og "Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder." (Åb 14,6) Denne opfordring til tilbedelse har måske aldrig været mere aktuel, end den er nu.

Til videre studium

Reinder Bruinsma, En opdagelsesrejse i tro, Dansk Bogforlag, 2008 side 25-33 og 136-145

Brian D. Mclaren, Historien vi finder os selv i, Boedal 2006

Korrespondanceskolens kursus Udvikling eller skabelse

Moltmann om sabbat og fred med naturen

2009-12-12T18:04:00.004+01:00

Jürgen Moltmann skriver:
“Det er umuligt at forstå verden korrekt som skaberværk uden en ordentlig forståelse af sabbatten. I sabbatsstilheden griber mænd og kvinder ikke længere ind i miljøet gennem deres arbejde. De lader det være helt Guds skaberværk. (…)
Sabbattens fred er først og fremmest fred med Gud. Men denne guddommelige fred omfatter ikke kun sjælen, men også kroppen; ikke blot for enkeltpersoner, men familie og folk; ikke kun mennesker, men også dyr; ikke levende ting alene - men også som skabelseshistorien fortæller os - hele skabelsen af himmel og jord. Det er derfor sabbatsfreden også er starten på den fred med naturen, som mange mennesker søger i dag, i lyset af den stigende ødelæggelse af miljøet. Men der vil aldrig blive fred med naturen uden erfaringen og fejringen af Guds sabbat.”
(God in Creation, s227 min oversættelse)

Jan Paulsen on care for the environment

2009-12-11T22:29:00.001+01:00

En bøn for jorden

2009-11-17T10:32:00.001+01:00

Notater til 4 Mosebog 9 og 10

2009-10-22T10:25:00.003+02:00

Kapitel 9 handler om påsken. De var jo den aften, israelitterne blev udfriet fra Egypten efter, at den tiende plage med dødens engel havde dræbt alle førstefødte. Men hvor engelen var gået forbi hos israelitterne, der fejrede påske. Ordet påske kommer fra ordet "gå forbi" – hebræisk pasach. Dermed blev israelitternes førstefødte altså forskånet eller "frelst". Det er noget, der forpligter. Og det blev et vigtigt tema i Israels gudsdyrkelse, at det første fødte tilhørte Jahve – det gjaldt endda helt ned til det første neg af høsten. (Se 3 Mos 23,10) Efter udvandringen gav Herren følgende befaling: "Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg." (2 Mos 13,2)

Dette danner baggrund for udvælgelsen af levitterne, hvilket der er et stort emne her i begyndelsen af 4 Mosebog. Gud gjorde nemlig det, at i stedet for alle de førstefødte, så tog hele Levis stamme deres plads. Som der står i 4 Mos 8,17.18.: "For alle førstefødte blandt israelitterne tilhører mig, både mennesker og dyr. Jeg helligede dem til mig, da jeg dræbte alle førstefødte i Egypten, og jeg udtog levitterne i stedet for alle de førstefødte blandt israelitterne …"

For at man kunne sikre sig, at denne "byttehandel" var rimelig, skulle man holde mønstring. Dette beskrives i kapitel 3. Man talte levitterne og fik tallet 22 000. Så talte man de førstefødte og fik tallet 22 273 altså 273 for mange. Løsningen på denne difference blev følgende: "Til frikøb af de 273 af israelitternes førstefødte, som overstiger levitternes antal, skal du tage fem sekel for hver person …" (4 Mos 3,46)

På den måde danner påsken grundlaget for levitternes kald til at tjene i helligdommen. Deres opgaver beskrives nøje i kapitel 4, og deres indsættelse beskrives i kapitel 8.

Påskebestemmelser

Her i kapitel 9 læser vi så om det, der vel er 1-årsdagen for udvandringen af Egypten. "I det andet år, i den første måned, efter at israelitterne var draget ud af Egypten …" (4 Mos 9,1) Dette må antages at være inklusiv tidsangivelse, så det første år er det år, hvor udvandringen fandt sted – altså er der gået et år.

De skal holde påske den 14. dag i den første måned. Men så opstår der en situation, hvor nogle er urene pga. berøring af lig. Denne situation rejser et spørgsmål om hvorvidt de skal og kan fejre påske. Moses spørger Herren til råds, og på den måde kommer der nogle nye befalinger om påskefejringen – altså nogle tilføjelse, der kan tage højde for forskellige omstændigheder.

Regelen bliver, at de, der er urene eller på rejse, når der er påske, skal fejre den en måned senere. (4 Mos 9,10-13)

Der tilføjes så i samme ombæring en bestemmelse om, at de fremmede, som bor hos dem og som ønsker at holde påske, de skal gøre det på lige fod med israelitterne. "Når en fremmed bor som gæst hos jer og vil holde påske for Herren, skal han gøre det i overensstemmelse med forordningen og forskriften om den. Én og samme ordning skal gælde for jer, for de fremmede og for landets egne." (4 Mos 9,14)

Her nævnes ikke som i 2 Mos 12, at forudsætningen er, at de lader sig omskære. Men det kan være underforstået.

Udtrykket der bruges her om den fremmede er det hebraiske ger der betegner en, der ikke er født israelit, men som har valgt at bo hos Israel og følge Toraen.

Andre betegnelser i GT om fremmede er:

ben-nekar - en udlænding

tosab - en midlertidig gæst

sakir – en daglejer eller "fremmedarbejder"

Skyen over helligdommen

4 Mos 9,15-23 beskriver helt enkelt, hvordan skyen altid var over "boligen, Vidnesbyrdets telt". Om aftenen var der noget, der så ud som ild. Når skyen bevægede sig flyttede hele lejren efter. Dette har sammenhæng med beskrivelsen i kapitel 2 om, hvor dan lejren skulle organiseres, og efter hvilke procedure, den skulle pakkes ned og flyttes. Der skulle være fire fanehære:

Judas fanehær på østsiden:
1. Judas stamme
2. Issakars stamme
3. Zebulons stamme.
Rubens fanehær på sydsiden:
1. Rubens stamme
2. Simeons stamme´
3. Gads stamme
Efraims fanehær på vestsiden:
1. Efraims stamme
2. Mannasses stamme
3. Benjamins stamme
Dans fanehær på nordsiden:
1. Dans stamme
2. Ashers stamme
3. Naftalis stamme

I midten skulle Levis stamme så være sammen med tabernaklet.

Sølvtrompeterne

Man havde to sølvtrompeter.

Når der blev blæst i den ene, så skulle lederne for hver stamme møde op.

Når der blev blæst i begge, så skulle lejrende bryde op. Der blev så blæst en gang for hver fanehær. Dette var alarmsignalet.

Der kunne også blæses for at sammenkalde hele forsamlingen eller når de skulle gå i krig og endeligt ved festerne og nymånedagene.

Når man blæste for at gå i krig så var det også for at kalde på Gud. "Så vil Herren jeres Gud blive mindet om jer, og I vil blive frelst fra jeres fjender." (4 Mos 10,9)

Når man blæste på en fest dag, så ville det også være for at kalde på Gud. "… det skal bringe jer i erindring for jeres Gud." (4 Mos 10,10)

Moses' svoger Hobab

4 Mos 10,29-36

De er jo lejret ved det bjerg, der både har navnet Horeb og Sinai. Det var det bjerg, der så i nærheden af Moses' svigerfars lejr i Midjan. Det var der han så den brændende tornebusk. Det var her han fik de 10 bud. Nu skal de rejse videre.

Interessant nok beder de Hobab om at rejse med for at være deres guide. "Du ved jo, hvor vi kan slå lejr i ørkenen; du skal være øje for os." (4 Mos 10,31)

Hvorfor skulle de bruge ham til at vise vej, hvis Herren gjorde det gennem skystøtten?

Far og søn – en dialog her til morgen

2009-10-21T07:47:00.001+02:00

Far: Vil du have et glas mælk?

Søn: Ja

Søn: Mælken er iskold.

Far: Ja, det er den i hvert fald.

Søn: Har vi is?

Far: Nej, det tror jeg ikke!

Søn: Hvorfor har vi ikke is?

Far: Fordi vi ikke har penge.

Søn: Hvornår får vi penge?

Far: Tja, det er ikke godt at vide – måske efter jul engang.

Søn: Hvornår er det jul?

Far: Det er det snart – om et par måneder.

Søn: Det har næsten lige været jul.

Far: Nej, det er da længe siden.

Søn: Kan du huske en gang det var jul – så byggede mor og mig en snemand med en gulerodsnæse.

Bibel rejser Danmark og verden rundt

2009-08-18T12:19:00.004+02:00

Pressemeddelelse

Bibel rejser Danmark rundt på 48 timer
Mandag midnat kommer en bog til Roskilde. Det er ikke en hvilken som helst bog, men et særeksemplar af Bibelen, som i løbet af 48 timer skal rejse hele Danmark rundt og besøge adventistkirker i 40 forskellige byer.

Til lands og i luften
Danmark er ganske vist ikke så stort, men en sådan tur kræver alligevel alle døgnets timer, og nogle af besøgene er nødt til at være på lidt skæve tidspunkter.

For at kunne nå hele vejen rundt, foregår turen både til lands og i luften. Turen begynder ved, at bibelen ankommer til Aarhus Lufthavn med privatfly. Herfra køres sydpå igennem Jylland, og flyves fra Als til Nordjylland, og videre igen til Fyn og Sjælland. Fly er også nødvendigt for at nå en sviptur til Bornholm. Turen slutter i hovedstadsområdet mandag aften.

Jorden rundt på 650 dage
Danmarksstafetten er en mini-version af denne bibels verdensturne. "Follow the Bible" er navnet på en længere opdagelsesrejse over 650 dage til seks kontinenter. Projektet er iværksat af Syvende Dags Adventistkirken for at inspirere folk til at læse i Bibelen.

Særudgaven af Bibelen er i storformat, og hver af Bibelens bøger er trykt i forskellige sprog - 66 i alt, hvor dansk også er ét af dem.

Bibelen i Roskilde
Denne rundrejse i Danmark afsluttes i Roskilde, hvor der vil være NATKIRKE med tema om, hvordan Bibelen er et lys i mørket. Her vil være tid til stille meditativ eftertanke og bøn, samt oplæsninger fra Bibelen. Alle er velkomne i Adventkirken på Sankt Clara Vej 1, hvor kirken vil være åben fra 23:30 til 00:30.

Lukasmagasinet
I forbindelse med Bibelens rundrejse i Danmark lanceres ’Lukasmagasinet’ hvilket er Lukasevangeliet udgivet i en helt ny form, nemlig som et magasin. På 80 illustrerede sider formidles den oprindelige tekst på en ny og original måde. Magasinet lanceres i hele Danmark, og vi vil i Roskilde stå og dele det ud på Stændertorvet lørdag den 22. august i tidsrummet 13-15 og mandag den 24. august 15-17, hvor vi selvfølgelig også vil gøre opmærksom på vores NATKIRKE arrangement i forbindelse med Bibelrundrejsen.

Yderligere information
Om Danmarksstafetten: www.followthebible.dk – her kan turen bl.a. følges live undervejs
Om verdensturnéen: www.followthebible.net
Om Adventistkirken: www.adventist.dk

Rodney Clapp om kirken og dens mission

2009-08-04T11:48:00.006+02:00

Her er et par citater fra en udmærket bog om kirken fra forlaget Boedal

”Mission i dag er marketing, og præster i dag forventes at være sælgere. Markedsføringspræsten appellerer til ønsker og behov, som allerede formodes at eksistere hos de uomvendte. …
Når mission er markedsføring, bliver Gud ikke andet end den, der skal stå som garant for (ja, sponsor for) det, som markedet allerede har bestemt er godt og værdifuldt.” (Rodney Clapp, Et særskilt folk, Boedal 2004. s132)

”Det, Jesus kalder os til, er ikke en simpel videregivelse af information, ikke blot en indre erkendelse, men en oplæring af disciple fra alle nationer til at ”holde alt det, som jeg har befalet jer” (Matt 28,18.20). Sagt med vore ord ønsker han, at mennesker føres ind i en ny og anderledes livsform – og samtidig hjælpes til at tage afsked med den gamle livsform, der indtil nu har været bestemmende for dem og har gjort dem til det, de er.” (Rodney Clapp, Et særskilt folk, Boedal 2004. s134)

”Mission i en ikke-konstantinsk ramme kræver, at mission ikke forstås som blot det at meddele nogen et budskab, men som en optagelse i Guds verdensforandrende rige. Det er ikke nok at tænke på mission som proklamation. … Ikke alt, hvad kirken gør, er mission, men alt, hvad kirken gør – og er – relaterer til mission. Mission i sig selv bliver da ikke et spørgsmål om at prædike eller føje nye navne til kirkens medlemsliste. Det er snarere en række aktiviteter, inklusive prædiken, undervisning, menighedstjeneste, ja, bare det at invitere til et simpelt måltid mad – alt sammen evangeliserende aktiviteter, når de bare i en eller anden forstand tager sigte på at drage mennesker og give dem adgang til ”et fællesskab, et tankesæt, en samling af viden, en livsform”. (Rodney Clapp, Et særskilt folk, Boedal 2004. s134)

Der er virkelig nogle ting at tage fat i her for kirken - jeg føler mig meget udfordret. Jeg har lyst at realisere det, han skriver, men finder det svært. Tror det er lederskab, der er brug for.

Mission er ikke markedsføring
Måske går vi galt i byen fordi vi prøver at "sælge" os selv som kirke. Det er lidt af et dilemma, fordi der overfor dette problem står den mulighed at tradition kan gøre kirken og ikke mindst troen mere fjern, end den behøver at være for det moderne menneske.

Mission er ikke videregivelse af information
Vores opgave kan altså ikke reduceres til at formidle et budskab, men det handler om at praktisere en livsform. Det er også en udfordring fordi vi så let lader vores liv forme af kulturen, samfundet, omstændighederne og vores behov for kontrol, tryghed og tilfredsstillelse Den livsform vi skal praktisere og lære andre at praktisere er det som Jesus viser, hvor det handler om at give afkald på sig selv for den anden. Det ligger ikke naturligt for os.

Det, der let sker er, at kristendommen bliver defineret af vores tanker om, hvordan vi mest effektivt får den til at blive en succes. Og vores opfattelse af, hvad succes er - nemlig om der er gode salgstal - er måske netop det problem, som Jesus forsøger at vise verden, at vi har. Risikoen bliver altså, at vi sponserer det livssyn, den tankegang, det værdisæt, den praksis, som Jesus forsøger at hjælpe os ud af.

Kaos i Københavns lufthavn

2009-06-08T12:17:00.007+02:00

Denne video er fra bagagebånd 7 i Københavns lufthavn i går. Havde jeg optaget 20 sekunder inden, ville det have været ret sjovt. Dette klip viser de passagerer, der som jeg stod og ventede efter de har ryddet op. Der væltede bare ud med kufferter så der var et lille bjerg ude på gulvet.

Har også et par fotos, der viser det lidt bedre.

Det var ærligt talt lidt irriterende at stå og glo på det bånd i næsten 3 timer som en anden fabriksarbejder. Al bagagen fra vores fly viste sig at være blevet glemt i et hjørne af lufthavnen. Samtidig kom der pludselig kufferter fra 5 fly. Ikke nok med det. Folk stod og ventede på bånd 8 mens deres kufferter var blevet sendt til bånd 7.

Imens der stod mindst 30 kufferter på gulvet lød det med jævne mellemrum i højtaleren: "This is a security anouncement ..." med advarsel om ikke at lade sin kuffert stå uden opsyn. Ja, tak, dette var jo en sikkerhedsbrist uden lige. Utroligt når man er så nøjeregnende, at man konfiskerer en halv flaske vand ...

Genmodificeret?

2009-06-05T16:41:00.001+02:00

Det er godt nok meget majs!

Jyllands Posten ændrede en overskrift

2009-03-24T23:03:00.003+01:00

Tidligere i dag var der et indlæg på jp.dk med titlen: "Pas på: Nu starter sigøjner sæsonen"
Jeg skrev til journalisten og redaktionen og nu er overskriften ændret til : "Pas på: Nu kommer tricktyvene" og den kan læses her:
http://jp.dk/indland/krimi/article1642066.ece

Titlen fremgår stadig når man googler sætningen "Nu starter sigøjner sæsonen" men når man klikker på googles søgeresultat er artiklen fjernet. Den fremkommer dog stadig på diverse feeds som f.eks. her:
http://news.dk/tags/Sig%F8jners%E6sonen

Jeg har ikke fået svar tilbage, og kan derfor ikke vide om ændringen skyldes min henvendelse eller om der har været andre henvendelser.

Men hvad mange forsøgte forgæves i forbindelse med Muhammedkrisen er nu lykkedes. Det relaterer også lidt til "perle"/"perker" debatten.

Her er hvad jeg skrev til JP:

Kære Lars Sejr (cc: redaktionen)

Jeg studser lidt over, at du omtaler sigøjnere med det ordvalg som der er i dit indlæg på jp.dk.

Du gør selvfølgelig opmærksom på et relevant problem og det er som sådan en legitim ”historie”.

Alligevel synes jeg du må finde en anden måde at omtale dette på, som ikke er så stigmatiserende for et helt folkeslag.

Tror næppe du ville have skrevet om ”negersæsonen”, hvis det var flygtninge fra Afrika eller ”jødesæsonen”, hvis det var israelske turister.

Jeg anerkender, at man let kan komme galt af sted med at formulere sig ”politisk korrekt”.

Det er ikke selve ordet sigøjner, der nødvendigvis er et problem - men helheden i indlægget fremstår efter min mening meget uheldigt.

Jeg tænker at ordet ”neger” i sig selv er blevet vanskeligt at bruge, mens ordet ”jøde” sagtens kan anvendes i de rette sammenhænge.

Ordene ”eskimo” og ”sigøjner” ligger måske et sted i mellem.

Men som sagt er min anke ikke over selve ordet, men den måde det fremstår som en generaliserende beskrivelse med brug af ord som ”udseende typer” og at nu kommer ”sæsonen” for denne etniske gruppe som omtales som kriminelle. Og møder man nogen af dem, skal man passe på.

Jeg betvivler ikke, at kriminalitet er et problem i dette folkeslag som sikkert alkoholisme er blandt grønlændere, men alligevel må man kunne skrive om det uden at spille med på karikaturen. Det er betydeligt mere problematisk end, hvis vi havde talt om ”dumme århusianere” eller ”fulde svenskere”, da der er mørke kapitler i historien med folkemord og had mod visse folkeslag.

Det støder mig faktisk – ikke mindst da jeg selv har naboer, der er Romaer.

Håber du kan se, at der er grænser for hvor politisk ukorrekt man bør være.

Med venlig hilsen

Lasse Bech, København

Jul, afmagt og ideal

2008-12-04T10:56:00.001+01:00

Da Jesus-barnet blev født gjorde Gud sig afmægtig. Filipperbrevets rammende beskrivelse af inkarnationeen lyder: "han, som havde Guds skikkelse...gav afkald på det ....blev mennesker lig". (Fil 2,6.7.) Kristus gav afkald på sin magt. Han tog springet fra almagt til afmagt, og gjorde sig dermed ligeværdig med os. Kristi menneskelighed betyder, at vi bliver forstået i vores afmagt. Gud forstår, at det ikke er let at være menneske. Det er ikke let at være mig, og Gud ser det og har forståelse for det. Jeg er set og forstået. Men endnu vigtigere: i Jesus (indbefattende inkarnationen og passionen) får jeg svar på det store religionspsykologiske spørgsmål: "Har jeg betydning i dine øjne?" Jeg har betydning i Guds øjne. Han ser mig og synes om mig. Mit selvværd bygges op - når jeg da ellers forstår dette.

Samtidig er Jesus i inkarnationen også MENNESKET i fejlfri tilstand. Som hebræerbrevets fodnote til hans menneskelighed "dog uden synd" (Hebr 4,15) udtrykker det. Han er idealmennesket "den anden Adam". Han er vores forbillede til efterfølgelse. Altså er det syndfri menneske blevet vores ideal. Her bliver det kompliceret. Vi skal på den ene side have syndserkendelse. Dette bliver vort selvbillede. Jeg er en synder. På den anden side har jeg et ideal - den syndfri. Afstanden mellem mit selvbillede og mig ideal bliver åbenbar. Hvad gør dette så ved min følelse af afmagt? Den bliver maksimeret. Og mit selvværd kan næsten kun svækkes, hvis Jesus udelukkende er mit forbillede i syndfrihed.

Nu er det måske i virkeligheden et andet aspekt ved inkarnationen, som først og fremmest skal fungere som forbillede for os. Tilbage til teksten i Filiperbrevet: "I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus..." og så kommer hele smøren om, at han gav afkald. Jesus bliver altså et eksempel for os på medmenneskeligheden. Vi skal give afkald på vort eget af hensyn til hinanden. Vi skal lære, at andre skal have betydning i vores øjne - så stor betydning, at det kan koste os noget.

Glædelig jul!

På rejse i troen

2008-09-08T22:47:00.002+02:00

Så er det på fredag kl 18-20 i Nærum Gymnasium det sker ...

Se mere her

Indsamlig

2008-09-03T10:06:00.001+02:00

Her er hvad jeg lavede mandag og tirsdag:
Artikel i Vejle Amts Folkeblad

Guldkorn

2008-07-31T08:43:00.004+02:00

Guldkorn fra Henri Nouwens lille bog "På vegne af Jesus", Boedal 2007

"Fremtidens ledere er personer, som i deres samtid vover at påberåbe sig deres irrelevans som et guddommeligt kald, der tillader dem at solidarisere sig dybt med den lidelse, der lurer bag al succes' glimmer, og at formidle Jesu lys netop der." side 21

"Men hvis man er sikkert rodfæstet i et nært, personligt forhold til livets kilde, kan man være fleksibel uden at være relativistisk, overbevist uden at være skråsikker, konfronterende uden at være angribende, mild og tilgivende uden at være blød og eftergivende og et sandt vidne uden at være manipulerende" side 27

"Når spiritualitet reduceres til tom snak om åndelighed, bliver livet i legemet reduceret til kødelighed." side 37

”Bekendelse og tilgivelse er netop de discipliner, hvorved kødelighed og tom, åndelig snak kan undgås, og inkarnationen i sandhed kan udleves. Gennem bekendelse bringes mørkets magter ud af deres kødelige isolation og frem i lyset, hvor de synliggøres for fællesskabet. Gennem tilgivelse bliver de afvæbnet og bortvist, og det bliver muligt på ny at integrere krop og ånd.” side 37

"Noget af det mest ironiske ved kristendommens historie er, at dens ledere igen og igen gav efter for fristelsen til magt - politisk magt, militær magt, økonomisk magt eller moralsk og åndelig magt - på trods af, at de til stadighed mente at tale på vegne af den Jesus, som ikke insisterede på sin guddommelige magt, man gav afkald på sin ret og blev som os. Fristelsen til at se magt som et belejligt redskab til at proklamere evangeliet er den største af alle. (...) Jesus spørger: "Elsker du mig?" Vi spørger: "Må vi sidde ved din højre og venstre hånd i dit Rige?" (Matthøus 20,21.)" side 40.41

Debat om Adventistkirkens identitet

2008-07-01T08:42:00.002+02:00

I det seneste nummer af Adventnyt lyder opfordringen fra landsformanden: "Deltag i debatten!" (side 3).

Man har lavet et dokument, som man gerne vil have respons på. Dokumentet kan læses her:
http://www.adventist.dk/Default.aspx?ID=6452

Jeg vil hermed give opfordringen videre til diverse bloggere om at kommentere og debattere dette oplæg.

Jeg håber selv, at vende tilbage med et par betragtninger.

Sankt Hans aften

2008-06-23T23:21:00.005+02:00

Båltale - Roskilde Adventikirkes bålplads

”Højtiden sankthans eller Sankt Hans er det fordanskede helgennavn for Johannes Døberen, der skulle være blevet født den 24. juni. Den 24. juni kaldes derfor sankthansdag (Skt. Hans' dag), og eftersom man i nordisk tradition afholder højtider aftenen før, fejres sankthansaften den 23. juni, ligesom juleaften holdes dagen før Juledag. ” (kilde: Wikipedia)

Der er ikke noget særligt belæg vor at vide, hvilken tid på året hverken Jesus eller Johannes er døbt, men Luk 1,26 står der: ” Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret,” Altså er Johannes 6 måneder ældre end Jesus. Så hvis man først har lagt juleaften den 24. december, så giver Sankt hans aften sig selv. Så kan det selvfølgelig undre, at sankthans aften er den 23. når nu juleaften er den 24. - jeg kan ikke helt regne det ud, men lur mig om ikke det er noget med at månedernes længder?

Hvad skal vi så tænke på i forbindelse med Johannes Døbers fødselsdag? Jo, vi kunne jo tænke på så mange ting omkring Johannes, men hvis der er en ting, der mere end noget, kendetegnede Johannes, så var det, at han altid rettede opmærksomheden væk fra sig selv og hen mod Jesus. Så handler det altså ikke så meget om Johannes som om Jesus. ”Han skal blive større og jeg skal blive mindre” sagde Johannes.

En af de mest populære sankthansaften traditioner er at synge Holger Drachmanns midsommervise fra 1885 ved bålet. Den er da også dejlig og livsbekræftende.

Han siger, at ”vi elsker vort land”. Men på en eller anden måde viser vort land sig fra sin bedste side ved midsommer. Derfor siger han:

” men den skønneste krans,
bli'r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.”

Det er ”de varme hjerter” som han omtaler, der måske kommer tydeligst frem – som han siger ”ved midsommer mest”.

” da går ungdom til dans
på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit
over engen sig tumler.”

Det er det, der er så livsbekræftende et billede. Den ubekymrethed, der kan være i et fredeligt land, at de unge kan danse – som var de føl og lam, der leger på marken.

Det er også et billede, der er en del af Guds vision om fredens rige. Hør profeten Zakarias i 8,4.5:

”Dette siger Hærskarers Herre:
På ny skal gamle mænd og kvinder sidde
på Jerusalems torve
hver med sin stok i hånden,
fordi de er gamle.
v5 Byens torve skal fyldes
af drenge og piger,
der danser på torvene.”

Når ungdommen danser, så hviler der en fred over landet.

I 3 vers uddyber han dette billede med fred. Vi vil fred her til lands…

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
under mark over strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli'r tvivlende kolde.

Hvem er den egentlige heks vi tænder bål for at brænde? Det er ”ufredens ånd”.

Hvad er det vi vil her i det land vi elsker? Vil vi fred?

Hvis vi vil den, så foreslår Drachmann, hvordan den kan vindes: ”Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.”

Så i første vers talte han om at det var ”sommerens hjerter, så varme og glade”, der gjorde sankthans til den tid, vi ser ”den skønneste krans” altså det land vi elsker i din største skønhed.

Og her i sangens sidste sætning, er det de kolde hjerter, der er den største trussel mod den fred vi vil her til lands.

Vi kan spørge:
Vil vi fred her til lands?
Har vi varme hjerter, eller er de blevet kolde?
Kan vi genkende det land vi elsker?
Sankthansaften skal egentlig minde os om Johannes Døberen. Johannes Døberen minder os om Jesus. Jesus er fredsfyrsten, der minder os om at være fredsstiftere og fjendeelskere, der vender den anden kind til, når vi bliver slået.

Jesus sagde: ” Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.”

Gi os Danmark tilbage! For vi elsker vort land.
Gi os varme hjerter! For vi vil fred her til lands!
Lad os tænde bål mod ufredens ånd, og drive den ud af vort land!

Theofilus

2008-06-09T15:52:00.004+02:00

Indledning

Vi bruger ofte bibelen, men tænker ikke altid over, at det i første omgang ikke er skrevet til os.

En af dem, det i første omgang var skrevet til var Theofilus.

Vi ved meget lidt om ham, så måske er det lidt ambitiøst at forsøge at sige noget om ham, men han er vigtig på den måde, at han er den primære modtager af en væsentlig del af det ny testamente. Måske kan det, at vi forsøger at finde hans perspektiv, hjælpe os til at finde ind til kernen af det budskab som vi holder så meget af.

Jeg tænker, at Theofilus måske ikke var så meget anderledes end os og mange andre mennesker i dag, og måske har vi rigtig meget tilfælles med ham. Måske er vi i en vis forstand Theofilus.

Hvem var Theofilus?

Han var en som Lukas skrev to bøger til.
Han var en fornem person. Sandsynligvis en højtstående græker eller romer.
Han var blevet undervist om Jesus.
Han havde brug for at vide, hvor pålideligt det var, det han var blevet undervist i.
Han havde brug for de to bøger

En om Jesus
En om Helligånden og de første kristne

Han havde efter Lukas’ mening brug for noget grundigt og fyldestgørende

Hvad siger de lærde om Theofilus?

Formentlig en fornem person, som måske har bekostet udgivelsen af evangeliet.

Navnet antyder, at han var græker. Navnet betyder ”den Gud har kær” eller ”Guds ven” eller ”den som elsker Gud”.

Måske er forklaringen i Apg 4,36 af betydningen af det hebræiske navn Barnabas en indikation af at han ikke kan hebræisk.

En vis Theofilus nævnes i brevene 1. og 2. Clements som en højtstående person i Antiochia. Da Lukas muligvis selv er en proselyt fra Antiochia er det muligvis den samme person.

Sandsynligvis en hedning, som oplevede tvivl om sit tilhørsforhold til ”det nye samfund”.

En rangsperson, der har sat sig i forbindelse med ”det ny samfund” men er i tvivl om han hører til dette brogede og forfulgte fællesskab.

Måske er der mange i dag, der har et lignende forhold til kristendommen. De er troende, men er i tvivl om de hører til i kirken.

Lukas skriver ikke til Theofilus alene, men til alle hedninger, som følte sig lidt udenfor i en hovedsagelig jødisk bevægelse. Men også jøde-kristne ville kunne bruge budskabet som motivation til at krydse den barriere at skulle nå hedningefolkene. De kunne også bruge det til at forklare mange jøders afvisning af Jesus.

Titlen ”højtærede” er samme tiltale som landshøvdingerne Felix (23,26; 24,3) og Festus (26,25) får i bogen. Det er en romersk ærestitel.

Navnet Theofilus kan være et han fik ved dåben.

Vi for at vide, at han i forvejen er blevet undervist før denne skriftlige undervisning. Der refereres altså til en mundtlig undervisning han har modtaget – muligvis ved din dåbsforberedelse.

En skeptiker kan have forsøgt at overbevise ham om at det han byggede sin tro på var ”fabler og myter”.

Lad os se på de relevante tekster:

Luk 1,1-4

”mange andre” – hvor mange andre evangelier? Er 3 mange? Der har måske allerede i hvert fald da Lukas evangeliet blev færdigredigeret været denne strid om, hvilke evangelier, der egentlig er troværdige. Lukas argumenterer for troværdigheden af hans gengivelse.

”overleveret” – dette viser noget om, hvilken form historien om Jesus havde i begyndelsen før evangelierne blev nedskrevet.

Men hvem er det, der har overleveret det – det er det afgørende! Hvem er kilderne Lukas bruger?

Kilder: ”dem, der fra begyndelsen var

a) ”øjenvidner”

b) ”ordets tjenere”

Måske var der nogen, der forsøgte at komme med deres udgave af Jesus uden at være øjenvidner og være indsat af Jesus til tjenesten.

Lukas fortæller så om sin metode – nemlig research:

”nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge.”

Hvordan fungerer Bibelens inspiration? Her får vi i hvert fald et eksempel på, hvordan det kan foregå. Autoriteten i Lukas’ to bøger ligger måske ikke så meget i at han har fået åbenbaringer fra Gud, men i hvilke kilder han bygger på. Det var nogen, der havde været sammen med Jesus og var blevet udpeget af Jesus.

Formålet med evangeliet:

”for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i”

Måske er evangelierne ikke skrevet for at få nogen til at tro på Jesus, men for at de, der er kommet til at tro på ham, kan blive instrueret i at følge ham.

Ap.G. 1,1-2

”min første bog” – altså Lukas evangeliet

Hvad handler evangeliet om?

”alt det Jesus

a) gjorde

b) lærte

Allerede her har vi en meget god beskrivelse af, hvad Jesus’ tjeneste indebar, og hvad vores virke som kirke måske skal indebære.

a) handling

b) og undervisning

”fra begyndelsen til han blev taget op til himlen” – det er det tidsspektrum evangeliet dækker.

”efter han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle han havde udvalgt”

Det var ved Helligånden Jesus gav befalinger, da han var her. Det stemmer med, at Jesus først for alvor begyndte at undervise efter at han ved sin dåb var blevet salvet med Helligånden. Det stemmer også med det generelle fokus havde på Helligåndens virke. Theofilus kan forvente en levende erfaring af Helligånden i sit eget liv.

Jesu befalinger til apostlene – fremhæves. Kristendommen handler i høj grad om at lære, at holde alt det Jesus har befalet – sådan formulerer Mattæus det i hvert fald i den såkaldte missionsbefaling. Og som Lukas pointerer, så er det de befalinger, der er givet til de apostle han udvalgte. Der var ganske tidligt i kirkehistorien megen diskussion om alternative evangelier og forskellige bud på, hvad Jesus egentlig havde sagt. Derfor fremhæves apostlenes rolle som de sande autoriteter til at udtale sig om, hvad det egentlig var Jesus havde befalet.

Blandt Jesu undervisning fremhæves særligt i vers 3, den undervisning Jesus gav i de fyrre dage mellem sin opstandelse og sin himmelfart. Den undervisning får måske en særlig vægt, fordi den nu gives til en gruppe disciple, der nu kan se Jesu tjeneste i retrospekt og i lyset af kors og opstandelse. Før korset havde disciplene nok en stor uklarhed omkring hvad Jesu mission egentlig gik ud på. I de fyrre dage mellem opstandelsen og himmelfarten lytter de måske til Jesu befalinger med en helt anden modenhed og forståelse.

Hvad vil være vigtigt for en menighed, der kan identificere sig med Theofilus?

Vi kan også spørge: ”Hvis Lukas evangeliet og Ap.G. var skrevet til os, hvad ville så være vigtigt for os?”

At vise hvem Jesus er
At vise hvem Helligånden er, og hvordan han arbejder
Det Jesus gjorde og sagde optager os
At være en menighed fyldt med Helligånden
At være en menighed, hvor fokus er blevet flyttet fra

”jøder” til ”hedninger” – altså fra de allerede udvalgte til de endnu ikke udvalgte
De 99 til den ene
”retfærdige” til fortabte
Rene til ”urene”
Alt dette i lyset af Luk 15 og Ap.G 10 jf. dugen som Peter ser.

En menighed, hvor Jesu liv og den første menighed studeres.

Temaerne i disse bøger (Luk – Ap.G.) er temaer i en sådan menighed.

i. Tema: Bøn – ni af Jesu bønner

ii. Tema: Helligånden

iii. Tema: Glæde

iv. Tema: Der er en fortsættelse af historien om Jesus – Kirken er den fortsættelse.

En menighed, hvor pålideligheden af kristendommen underbygges.

Dagligdags spiritualitet - morgen og aften

2008-05-29T07:35:00.004+02:00

Forslag 1 kommer fra Thomas a Kempis og egner sig til morgenbøn

"Hver Dag bør vi forny vort Forsæt og opmande os til Nidkærhed, som om vi i Dag først havde begyndt vor Omvendelse, og sige: Hjælp mig, Herre, min Gud i det gode Forsæt og i din hellige Tjeneste; og forund mig, at jeg i Dag maa begynde for Alvor; thi hvad jeg hidtil har gjort er intet."
Kristi Efterfølgelse Første bog nittende kapitel, vers 1

Forslag 2 kommer fra Magnus Malm og egner sig til aftenbøn

"10-15 minutters tilbageblik på dagen kan blive hver aftens øvelse i at opdage, hvordan Kristus kommer til os i hverdagens mylder. Vi er måske vant til snarere at tænke os aftenbønnen som en øvelse i at lukke døren til over for dagens virvar og vende os til Gud - hinsides dette forstyrrende virvar. Her øver jeg mig konkret i inkarnationens hemmelighed og åbner i stedet erindringens dør på vid gab mod dagens erfaringer."
Magnus Malm, Hvisken fra katakomberne, side 153

Koranen - Sura 1

2008-05-26T20:30:00.003+02:00

Jeg er i gang med at læse Koranen - den nye danske udgave oversat af Ellen Wulff. Jeg gør det naturligvis ikke som ekspert på nogen måde. Derfor må alt hvad jeg skriver tages med det forbehold, at jeg blot reflekterer over teksten ud fra de forudsætninger, som jeg har. Derfor er der selvfølgelig risiko for, at jeg misfortolker noget. Jeg tager derfor gerne imod råd fra andre, der ved mere end jeg. Mit ønske med at læse Koranen er simpelt, ja næsten banalt - at vide, hvad der står i den - hverken mere eller mindre.

Alle suraer (jeg ved ikke engang om det er sådan man kalder flertal af sura) - altså kapitlerne - i Koranen begynder med ordene "I den nådige og barmhjertige Guds navn." Jeg har også fået den opfattelse, at det er det samme man siger, når man halalslagter et dyr. Det er jo en titel om Gud, som jeg kun kan tilslutte mig - altså den stemmer fint med det gudsbillede jeg har.

Sura 1 er kort, herefter kommer suraerne i størrelsesorden med den største (Sura 2) først.

Sura 1 er en smuk lovprisning, som man som kristen eller jøde vist sagtens kan sige "amen" til og endda bruge som bøn.

Det sidste vers (vers 7) kan man dog grunde lidt over - men det samme gør sig gang på gang gældende, når man læser i Bibelen f.eks. Salmernes bog.

Verset lyder således: (med vers 6 for at give sammenhæng)
"Led os ad den lige vej!
Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde;
ikke den, der følges af dem, som vreden rammer eller af de vildfarne."

Det store spørgsmål bliver selvfølgelig, hvad de to veje præcis er, men hvis man blot kan tænke på den lige vej som Guds vej, så er det vel det afgørende.

Jeg er blevet glad for Sura 1 og vender af og til tilbage til den.

Tid til at slå et slag for religionsfriheden - uddybende bemærkninger

2008-05-22T10:51:00.004+02:00

Efter en kommentar pr. mail til mit seneste indlæg, kommer her nogle uddybende bemærkninger.

Mit budskab i en kompleks debat er helt enkelt, at jeg ser en tendens til et pres på religionsfriheden i tiden. At de to yderpartier på hver fløj har haft en diskussion om de er hhv. anti-religiøse eller anti-muslimske, er i sig selv bekymrende, da de begge kan være afgørende parlamentarisk grundlag for forskellige regeringsdannelser.

Problemet med at være "anti", er som jeg ser det, hvis man politisk gennem lovgivning vil modarbejde en eller måske alle religioner. Det er jeg principielt imod. At begge partier, så er landet på, at de ikke er hverken anti-religiøse eller anti-muslimske er jeg da glad for.

Når jeg skriver, at integrationsministeren mener at kristendommen er en "bedre" religion end islam, så er det ikke for at kritisere hende for det, men for at påvise, at man altså godt kan have en mening uden at ville lovgive. Som jeg læser det, er hun af den mening at et muslimsk tørklæde på en dommer kan være problematisk, men hun er imod, at der skal lovgives om det. Hun er også af den mening at et kristent symbol på en dommer ikke nødvendigvis er et lige så stort problem. Hun anser altså ikke religionerne for at være lige gode, men hun står bare fast på et synspunkt om religionsfrihed.

Min egen holdning til dommere med religiøse symboler er ikke afklaret i detaljen, og det er heller ikke mit ærinde at sige noget om det. Mit ærinde er, at den måde debatten har forløbet på er betænkelig. F.eks. virker det til at der for socialdemokraterne er gået spin i det, så drivkraften bliver, hvordan man kan tage konkurrencen op med DF om at være imod muslimerne.

Det skal i al fairness siges, at da Lene Espersen meldte ud, hvad "regeringens" (læs: det lille koordinationsudvalg bestående af de mest magtfulde ministre) holdning var, så gjorde hun meget ud af, at tale for religionsfrihed. Det synes jeg hun fik kommunikeret meget godt.

Tid til at slå et slag for religionsfriheden

2008-05-16T10:29:00.002+02:00

Enhedslisten diskuterede fornyligt seriøst om de var et anti-religiøst parti eller om de var et ikke-religiøst parti.

Dansk Folkeparti diskuterer om de (et stykke af vejen) er et anti-muslimsk parti eller et anti-islamisk parti. (Her glemmer de vist igen den lille men ikke uvæsentlige forskel mellem islamisk og islamistisk.) Søren Krarup anerkender ikke islam som en religion.

Integrationsministeren har fået mundkurv på i forhold til at udtrykke sine personlige synspunkter om religionsfrihed (et værdispørgsmål, hvor der måske har været tradition for, at man ikke behøvede holde sig til partidisciplinen). En læsning af hendes kronik viser tydeligt, at hun mener kristendommen er en bedre religion end islam, og at hun er skeptisk overfor en dommer med tørklæde.

Nu synes jeg det er på tide at slå et slag for religionsfriheden.

Det er en traditionel mærkesag for adventisterne. Se følgende links:

http://www.nadfreedom.org/
http://www.libertymagazine.org/
http://religiousliberty.info/
http://www.adventistreview.com/article.php?id=532
http://www.irla.org/index.html

Tegninger

2008-05-14T15:38:00.003+02:00

Det her sætter da virkelig hele sagen om Muhammedtegningerne i perspektiv!

http://politiken.dk/indland/article499155.ece

Louis Vuitton forsøger at standse denne tegning, som er en ytring for at få opmærksomhed på Dafur.

Mors dag

2008-05-11T08:54:00.003+02:00

En gammel klassekammerat fra gymnasiet har oprettet en afdeling i Danmark af organisationen Maternaty Worldwide.

En bekendt har indspillet en sang til støtte, den er god og kan købes her. Beløbet går ubeskåret til det vigtige arbejde i Maternaty Worldwide.

Havde vi levet i Etiopien, så havde jeg mistet min kone. Jeg føler jeg skylder noget ...

Støt dem!

MODERSVINGEN
Lina Sandell / Carola

Nu vill jag sjunga om modersvingen
som mig betäcker i nödens tid
nu vill jag vila vid modershjärtat
där blir jag stilla, där får jag frid

det modershjärtat har ej sin like
i trofast kärlek, det ser jag nog
vem fattar höjden, vem mäter djupet
utav den kärlek som för oss dog?

ty jag vill glömma all livets smärta
all tidens oro, allt jordens ve
och tyst mig gömma, blott vid det hjärtat
vars nåd och huldhet jag nu fått se

det modershjärtat har ej sin like
i trofast kärlek, det ser jag nog
vem fattar höjden, vem mäter djupet
utav den kärlek som för oss dog?

To ting

2008-04-24T20:54:00.004+02:00

1. Lige nu og frem til 6. maj er der knald gode og billige tilbud på gode kristne bøger på www.boedal.dk

2. Århus Cafekirke har fået en fed hjemmeside:
http://www.aarhuscafekirke.dk/blog

Bil i brand på Nørrebro i aftes

2008-04-17T10:50:00.005+02:00

Det er skræmmende at bo i en bydel, hvor brændende biler hører til dagens orden. Her er et billede taget ud af vores vindue i aftes.

Man ser "tydeligt" den brændende bil og en brandbil.

Nu skal det siges, at det ikke er Nørrebro, men Nord-Vest - faktisk hedder bydelen Bispebjerg, og det lyder lidt pænere. Men blot et (meget langt) "stenkast" fra det sted, der skal være et nyt ungdomshus.

Her er så samme bil dagen efter. Stedet er lige ud for en brandhane og overfor min søns vuggestue. To billeder

Hvad er der så sket? Der er to teorier.... (klik)

1. Enten er der tale om de sædvanlige uroligheder, der er så kendetegnende for området.

2. Eller også er der tale om noget andet.

Woman at the Well

2008-04-08T12:41:00.001+02:00

Mine værdier (ikke hæmatokrit)

2008-04-01T10:38:00.002+02:00

Visdomsord til en nypuritansk tid

2008-03-27T14:40:00.003+01:00

"Om du endog ser en anden synde aabenbart eller begaa grove Forseelser, bør du dog ikke agte dig selv for bedre; thi du ved ikke hvor længe du selv vil kunne forblive god. Alle er vi skrøbelige; men du skal anse dig selv for den skrøbeligste af alle."

Thomas a Kempis, Kristi Efterfølgelse 2.4.

Liste over fagtidsskrifter

2008-03-25T09:06:00.002+01:00

Når nu nogen andre har gjort et nyttigt stykke arbejde til fleres fælles gavn, hvor så ikke gøre opmærksom på det.

Her er en liste over tidsskrifter om bibelske studier.

Strukturen i syndflodsfortællingen

2008-03-09T11:12:00.004+01:00

Kilde: New Bible Commentary, IVP Press

Nu lægger jeg lige det her ud, fordi der var nogle stykker der spurgte om en kopi igår i Adventkirken i Nærum, hvor jeg viste den i en prædiken.

Visioner for fællesskabet

2008-01-30T12:49:00.000+01:00

”tjen hinanden i kærlighed” Gal 5,13
”tag imod hinanden som Kristus har taget imod jer” Rom 15,7
”bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden” Kol. 3,13
”hils hinanden med et helligt kys” Rom 16,16
”Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov” Gal 6,2
”Vær hinanden hengivne i broderkærlighed” Rom 12,10
”kappes om at vise hinanden agtelse” Rom 12,10
”I er fulde af godhed og fornøden indsigt, så I også kan vejlede hinanden” Rom 15,14
”I skal underordne jer under hinanden” Ef 5,21
”Trøst derfor hinanden og opbyg hinanden, som I også gør” 1 Thess 5,11

Visioner:

Et fællesskab, der rækker ud til mennesker, som ikke kender Jesus Kristus som deres frelser.

Et fællesskab, der inviterer og hjælper alle til at vokse åndeligt uanset, hvor de er i deres liv.

At de børn og unge, der vokser op i fællesskabet, må lære Jesus Kristus at kende som deres personlige ven og frelser.

At børn og unge må opleve menigheden som relevant og meningsfyldt for dem.

Jesus - manden, der gør folk rasende

2007-12-02T10:39:00.001+01:00

Menighedsbladet Roskilde Adventkirke november 2007

Jesus havde en evne til at vende sine tilhøreres jubel og begejstring til massehysterisk vrede og had. Det er der to eksempler på, som jeg umiddelbart kan komme i tanker om. Den første episode foregår ganske tidligt i Jesu ”karriere”, mens den anden episode markerer enden på hans jordiske liv. De to situationer lærer os noget fundamentalt om, hvordan denne Jesus egentlig var.

Efter Jesus var blevet døbt og havde været 40 dage i ørkenen for at blive fristet, er et af de første steder han kommer til hans egen hjemby Nazaret. Episoden er velkendt. Jesus stiller sig op i synagogen, læser fra Esajas’ bog og afslutter med at sige: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” (Luk 4,21) Det var en god bibeltekst, han havde læst. Den indeholdt et budskab om frihed – noget, der klingede godt i ørerne på et folk, der underlagt en besættelsesmagt. Jesus afslutter endda oplæsningen af denne bibeltekst med en påstand om, at den har aktualitet – ja endda, at friheden er kommet ”i dag”. Dette vakte et stort bifald – det var den slags tilhørerne kunne lide at høre. ”Alle gav de ham deres bifald…” (Luk 4, 22). Men så fortsætter Jesus sin tale, hvorefter reaktionen er en helt anden: ”Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned.” (Luk 4, 28.29) Deres holdning til Jesus ændrer sig fra bifald til raseri. Det minder jo om det der sker i passionsugen, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel tiljublet af folkemasserne – Hosianna og alt det der. Blot få dage efter råber folkemasserne: ”Korsfæst ham!”, da Pilatus spørger, hvad han skal gøre med Jesus.

Hvad forårsagede denne forandring fra bifald til raseri – jo, der var noget ved det Jesus sagde, der provokerede folk så meget, at de kom til at betragte ham som en farlig mand. I Nazaret begynder det med, at de undrer sig over den fantastiske erklæring, der kommer fra hans mund om, at ordet fra Esajas har sin opfyldelse den selv samme dag. Det, der undrer dem er, at de ord kommer fra Jesus, for ham ved de godt, hvem er: ”Josefs søn”. Han er med andre ord ikke noget særligt – han har ikke engang sin egen identitet men må betegnes udfra, hvem der er hans far. Og så påstår han endda at være en profet, og hvad der er mere provokerende er, at han bebrejder dem for ikke at ville anerkende ham. Ja, han går endda så vidt, at han slynger eksempler fra Bibelen i hovedet på dem, og siger at Gud foretrækker udlændinge/hedninger, der anerkender hans profeter frem for sit eget folk, når de ikke anerkender ham. Lad mig citere Jesus: ”Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin egen hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid. Dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias bliv ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.”

Der er ikke meget ”Jesu lille lam jeg er” over den Jesus, vi møder her. Til gengæld bliver vi præsenteret for en Jesus, der ikke lægger fingre imellem, når han mener det alvorligt. Jeg vil opfordre dig til at tage din Bibel og læse evangelierne igennem fra bunden og lægge mærke til, hvordan Jesus egentlig var, og så kan du bagefter bede en bøn til ham. På den måde tror jeg, at alle mennesker kan have behov for at lære ham at kende.

Adventhåbet

2007-11-26T16:48:00.000+01:00

Menighedsbladet Roskilde oktober 2007 – Lasse Bech

En af Adventistkirkens teologer skriver:

”Hvis håb udelukkende relaterede til fremtiden … ville det blot være en frit flydende fantasi, et veludviklet produkt af ønsketænkning, en from illusion. For at være gyldigt og værdifuld, må håbet være baseret på en bestemt forståelse af fortiden og en bestemt erfaring i nutiden. I tilfældet med adventhåbet, er den relevante fortid den historiske begivenhed med åbenbaringen af Gud i Jesu fødsel, liv, død og opstandelse.”[1]

Hvis man ikke ser Kristi genkomst i lyset af hans første komme kan det være at man ikke bliver fyldt med særligt meget håb ved tanken om dommens dag. Men for den, der i tro tager imod den frelse Jesus gjorde mulig ved sit første komme, er håbet en glædelig forventning om den endelige udfrielse. Håbet bliver således en nutidig erfaring af frelsesvished, en følelse af tryghed, en fortrøstningsfuldhed om en bedre fremtid. Hvis vi ikke ser på den fremtidige dom i lyset af det Jesus gjorde, første gang han var her, så kan det let være en anden følelse, der fylder os, nemlig frygten. Husk hvad Johannes skrev:

”Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.”[2]

Frygten kan altså ses som et modstykke til håbet. Men det modsatte af håb er også bekymring. Husk hvad Paulus skrev om det:

”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”[3]

Jeg har altså mulighed for her og nu at leve uden frygt og bekymring. Helt praktisk i min hverdag betyder det, at jeg ikke behøver at bære rundt på bekymringer. Jeg behøver ikke engang læsse dem af på min ægtefælle – men jeg kan få lov at læsse dem af på Gud. Det er en stor lettelse for mig at vide det, for jeg har så let ved at bekymre mig. Hvordan skal det hele nu gå? Mon jeg mon klarer mine næste udfordringer? Det går nok ikke? Og sådan kan jeg grave mig længere og længere ned i et hul. Men den gode nyhed er, at det behøver jeg ikke, for Gud har styr på tingene.

[1] Fritz Guy ”The Future and the Present: The Meaning of the Advent Hope” i The Advent Hope in Scripture and History, Editor V. Norskov Olsen, Review and Herald Publishing Association, s 227. (Min oversættelse)

[2] 1 Joh 4, 17.18

[3] Fil 4, 4-7

Spørgsmålet vs. svaret

2007-10-09T12:51:00.000+02:00

I den stadige kamp mellem spørgsmålet og svaret findes sjældent en afgørelse uden at det egentlige mål mistes - nemlig sandheden. Heraf følger også, at svaret ikke er identisk med sandheden. Sandheden er dialogen mellem spørgsmålet og svaret.

Svaret er dog ofte mere misvisende end spørgsmålet, da det ofte udgiver sig for at være sandheden. På den anden side kan spørgsmålet være stillet i et forsøg på at sløre sandheden og lokke svaret til at blive for selvsikkert. Den fristelse bør svaret aldrig falde for, og den slags spørgsmål er ikke bare misvisende, men vildledende.

Når svaret er misvisende, er det som regel ikke af ond vilje, men i ønsket om at give sandheden. Naivitet - ikke kynisme - er det, der driver det misvisende svar.
Når spørgsmålet er vildledende, er det som regel bevidst - i værste fald for at udstille, nedgøre og ydmyge svaret.

I kampen mellem det kyniske spørgsmål og det naive svar, har sandheden ringe kår. Men svaret er den moralske vinder, selv om spørgsmålet som regel står tilbage med håneretten.

Apostlenes Gerninger 14

2007-10-03T09:24:00.000+02:00

I går morges bestemte jeg mig for at blogge videre gennem Apostlenes Gerninger og læse kap 14, men det sagde mig ikke rigtig noget.

Ellers var dagen i går præget meget af spørgsmål om retning og identitet for vores arbejde på Nørrebro. Vi har været igennem så mange omvæltninger, og mismodet melder sig, fordi vi ikke ser ud til at være så bæredygtige som vi tidligere har været.

Hvad er vi egentlig for et fællesskab?
Gør vi nogen reel forskel?
Hvad er visionen? Hvordan kan flere bære den?
Hvordan sikrer vi, at vi selv får næring og ikke tørrer ud af hele tiden at give?
Hvordan klarer vi udfordringer vi står overfor?

På den anden side er jeg overbevist om potientalet større end nogen sinde. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi skal være her, og gøre det vi gør.

Måske er vores problem, at vi er lidt FOR missionale (se definition her). Dette er noget man sukker efter i så mange andre menigheder, og det er ofte så svært for kirker at være organiseret omkring mission. Vi er det måske så meget, at vi mangler en solid kerne af modne kristne og et "kirkeliv". Men det er jo så også vores styrke, at vi er kirke sammen med nogen, der er så nye på "Vejen". Måske har vi bare ikke fundet måden at være kirke på den situation. Vores vision er måske uklar. Vi mangler retning og en præcis plan.

Nå, men så lå jeg vågen i nat og spekulerede på disse udfordringer, og kom så i tanker om Ap.G. 14, som pludselig sagde mig noget.

Det virker ikke så strategisk den måde Paulus og Barnabas arbejder på. Jo, strategien er altid at opsøge den lokale synagoge først. Det er på trods af, at denne sektion (kap 13-14) handler om det første bevidste missionsinitiativ blandt hedninger (jeg bryder mig ikke rigtig om det udtryk, men ikke-jøder lyder også forkert) i kirkehistorien. Men ellers forløber deres arbejde noget i retning af:

- de forkynder
- de får modstand og bliver forfulgt
- de flygter et andet sted hen
- de forkynder det nye sted
- de møder en mand
- de bliver totalt misforstået
- de sørger for at afklare misforståelserne
- de får mere modstand
- de flygter til et nyt sted
- de får "mange gjort til disciple" det nye sted
- de rejser tilbage til nogen af de steder de måtte flygte fra og opmuntrer de nye i troen.
- de udpeger nogen af de nye i troen til ledere
- de rejser tilbage til "modermenigheden" og rapporterer om det, der er sket

De reagerer i høj grad på de situationer, der ligger lige for. De mennesker de møder hjælper de ved Guds kraft.

vers 3 "De blev der i lang tid og forkyndte frimodigt i tillid til Herren, som bekræftede ordet om sin nåde ved de tegn og undere, der skete ved deres hænder ..."
Kan vi lære den tålmodighed at blive i lang tid? De rejste som regel videre fordi de var tvunget til det, og kom tilbage så snart de kunne. Så rejste de først igen, når de havde indsat ledere.

Kan vi lære den frimodighed? I følge disse ord kommer frimodheden som et resultat af tillid til Herren.

Vil Herren også bekræfte ordet om sin nåde gennem den velsignelse vi kan være for mennesker? Det er jo op til Gud. Vi skal bare tjene trofast.

vers 9 Paulus "så, at manden havde tro til at blive frelst"
Hvad vil det sige at have tro til at blive frelst? Frelsen er ikke i denne sammenhæng at komme i himlen, men at blive helbredt.

Kan vi have den evne som Paulus til at se, hvem der er modtagelige for tro?

Det er meget fint, at vi læser om alle de her mirakler, men det, der taler mest til mig, er, at der også er medtaget faren for at misforstå miraklerne. Folk konkluderede helt fejlagtigt, at det var Paulus og Barnabas, det handlede om. Jeg er vild med deres ydmyge reaktion: "Mennesker dog! Hvorfor gør I det? Vi er jo mennesker ligesom I"

Og så får vi en god sammenfatning af, hvad det egentlig var for et budskab apostlene havde: "Vi forkynder, at I skal vende om fra disse tomme guder til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer." Et lille ekko fra ... (fill in the blanks).
I missionen blandt jøderne var budskabet, at Jesus er Messias. I missionen blandt hedninger er budskabet, at Gud er altings skaber.

Og så får vi at vide, hvad Gud synes om hedningerne: "I tidligere tider har Gud ladet alle hedninger gå deres egne veje, v17 og alligevel har han vidnet om sig selv gennem sine velgerninger ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte jer og ved at fylde jeres hjerter med glæde."
Guds velsignelser har også været dem til del - ikke kun pagtsfolket Israel.
Gud har ladet dem gå deres egne veje - men ikke mere. Nu er der en vej for dem.

Jeg kan godt lide den med, at Gud fylder menneskers hjerter med glæde - det er en måde Gud "vidner om sig selv".

vers 22 "De styrkede disciplene og formanede dem til at blive i troen og sagde: »Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige.«"
Også de var nødt til at gøre noget for at dem der havde taget imod evangeliet skulle blive i troen. Skulle vi være forskånet for den udfordring?

Og så kommer den væsentlige sætning om vejen ind i Guds rige - nemlig trængsler. Det ER en smal vej. Salige ER de forfulgte - Himmeriget er deres.

Bag om billedet

2007-09-21T09:43:00.000+02:00

For at grave lidt mere i billedmanipulationssagen fra Holland, udgiver jeg her yderligere dokumentation. Dette taget med skjult kamera af en, der har infiltreret gruppen. Som man kan se her er der adskillige, der slet ikke er med på billedet.

Mig og mine kollegaer

2007-09-18T22:08:00.000+02:00

Her er så det officielle foto af adventistpræsterne (plus buschaufføren og hans kone).

En lille opgave - som nok er for nem: Hvem er tilføjet på billedet ved manipulation?

se mere her: http://www.adventist.dk/Default.aspx?ID=5&M=News&PID=5409&NewsID=2239

Hvad jeg lavede i sidste uge

2007-09-18T10:53:00.001+02:00

Netop hjemvendt fra adventisternes europæiske præstekonvent i Holland.

Moselovens bødetakster

2007-07-23T05:14:00.000+02:00

Der var dødstraf for en del ting. Dødsstraffen kunne i visse tilfælde annulleres og erstattes af "sonepenge". (2 Mos 21, 28-30)

Ellers var der følgende takster for forskellige situationer:

Hvis din okse stanger en andens træl eller trælkvinde ihjel. (2 Mos 21, 32)
30 sekel (betales til trællens ejer og oksen skal stenes)

Hvis man gifter sig og derefter kommer med falsk beskyldning mod sin kone om, at hun ikke er jomfru. (5 Mos 22, 19)
100 sekel (betales til brudens far)

Voldtægt af en ikke forlovet jomfru. (5 Mos 22, 28)
50 sekel (betales til kvindens far, og man skal giftes med hende)

Bibelen og seksual etik

2007-07-21T04:07:00.001+02:00

Moselovens erstatningsret (eller forsikringspolice om du vil):

"v4 Når en mand lader sine dyr græsse på sin mark ...

v5 Når en ild breder sig og får fat i tjørnekrat ...

v6 Når en mand giver en anden mand penge eller ting i forvaring ...

v9 Når en mand giver en anden mand et æsel, en okse, et får eller et hvilket som helst dyr i forvaring ...

v13 Når en mand låner et dyr af en anden mand, og det kommer til skade ...

v15 Når en mand forfører en jomfru, som ikke er forlovet, og har samleje med hende, skal han betale brudekøbssummen for hende og gifte sig med hende. v16 Men hvis hendes far nægter at give hende til ham, skal han alligevel betale, hvad der svarer til brudekøbssummen for en jomfru." (2 Mosebog 22)

Strukturen i denne lovgivning er vel noget i denne retning:
Når der sker et uheld ... så skal der betales erstatning.

Der er forskellige typer uheld, der remses op, hvor nogen kan drages til ansvar for et værditab.
Det sidste af disse værditab er når en far (det patriarkalske udgangspunkt, var naturligt i den kultur) frarøves en datter, der er jomfru. Når han ikke længere har en datter, der er jomfru, vil han gerne have en datter, der er gift. Den, der er skyld i at hun har mistet jomfrueligheden har ikke ret til at få pigen til hustru - det er en rettighed pigens far råder over - men han har pligt til at betale den økonomiske side af sagen.

Denne økonomiske side af sagen blev i den kultur kaldt "brudekøbssummen". Altså et beløb brudgommen skulle betale brudens far i forbindelse med brylluppet.

I 5 Mosebog 22, 28-29 omtales, hvad der skal ske, hvis der er tale om voldtægt:
"Når en mand træffer en jomfru, der ikke er forlovet, og han griber fat i hende og har samleje med hende, og de bliver grebet, v29 skal den mand, der havde samleje med pigen, betale hendes far halvtreds sekel sølv, og hun skal være hans kone, fordi han voldtog hende. Han må ikke sende hende bort, så længe han lever."

I tilfældet, hvor han har forført hende, ved vi ikke hvad beløbet, der skal betales er. I tilfældet, hvor han har voldtaget hende er det 50 sekel sølv. Det er ca 550 gram sølv i følge ordforklaringen fra Bibelselskabet.

Det er de socio-økonomiske aspekter, der er i fokus her.
I tilfældet, hvor datteren er blevet forført, sikrer denne lovgivning, at faderen ikke vil lide noget værditab. Faderen får også retten til at beslutte om de skal giftes. Denne rettighed bliver altså ikke frataget selvom datteren mister jomfrueligheden. Dermed er faderens interesser sikret i denne lovgivning.

I tilfældet, hvor der har fundet voldtægt sted, skal voldtægtsmanden gifte sig med hende. Det er altså ikke gratis at voldtage en ikke forlovet ugift kvinde. Man skal betale 50 sekel sølv, og man skal påtage sig forsørgerrollen. Man mister en rettighed, som man ellers som ægtemand normalt har - man kan nu aldrig "sende sin kone bort".

Denne ret som manden normalt havde til at sende sin hustru bort er beskrevet i 5 Mos 24, 1
"v1 Hvis en mand gifter sig med en kvinde, men bliver ked af hende, fordi han finder noget skændigt hos hende, og han udfærdiger et skilsmissebrev, giver hende det og sender hende bort, v2 og hvis hun så, når hun har forladt hans hus, går hen og bliver gift med en anden, v3 og hendes anden mand fatter modvilje mod hende og udfærdiger et skilsmissebrev til hende, giver hende det og sender hende bort, eller hendes anden mand, som har giftet sig med hende, dør, v4 da må hendes første mand, som sendte hende bort, ikke gifte sig med hende igen, efter at hun nu er blevet uren. For det afskyr Herren, og du må ikke bringe skyld over det land, Herren din Gud vil give dig i eje."

Denne regel sikrer, at man tænker sig godt om, når man "sender sin hustru bort", for man kan ikke regne med at kunne fortryde det senere. Jesus gør op med denne regel i Matt 5, 31.32, hvor han siger:
"v31 Der er sagt: ›Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.‹ v32 Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud."

Hermed indskrænker Jesus mandens mulighed for at "sende sin hustru bort" til udelukkende at være i tilfælde af "utugt". Altså er de uendeligt mange andre begrundelser, der kunne ligge til grund for at bruge denne praksis, afvist. Samtidig umuliggør Jesus, at kvinden skulle kunne opleve at "blive sendt bort" mere end en gang, som det ellers i moseloven beskrives som noget helt almindeligt forekommende. Jesus introducerer hermed det fænomen, at kvindens rettigheder kan beskyttes. Dette var ikke et tema i 5 Mos 24, hvor mandens rettigheder er i centrum.

Jesu ord i Matt 5, 32 er desuden interessante, da han bruger både ordene utugt, skille sig og ægteskabsbrud (hor) i samme situation.

Utugt er noget, der kan ske, og som kan berettige at man skiller sig. (Det er selvfølgelig mandens muligheder for at blive skilt, der tales om, hvorfor det vel også må være kvindens utugt og ikke mandens, der menes.) Hvis man skiller sig fra sin hustru af en anden grund end utugt, så forvolder man "at der begås ægteskabsbrud med hende". Men er det ikke kun i tilfælde af at hun gifter sig igen? Hvis hun efter skilsmissen lever i livslang kyskhed, så bliver der vel ikke begået ægteskabsbrud med hende. Jesus må have den i moseloven beskrevne situation i tankerne, nemlig at en anden gifter sig med hende. Denne nye mand begår så ifølge Jesus ægteskabsbrud. Dette hænger måske sammen med, at hun jo ifølge Jesu standard er blevet uretmæssigt skilt, når nu der ikke har været "utugt". Men så tilføjer Jesus, at "enhver, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud med hende". Dette må være hvad enten skilsmissen er legitim eller ej i forhold til Jesu standard.

Konsekvensen af dette er, at de, der skilt (med god eller dårlig grund) i en vis forstand forbliver gift, for hvilket ægteskab er det ellers der begås ægteskabsbrud over for. Her spiller den danske oversættelse "ægteskabsbrud" måske et puds. Hele sætningen giver mere mening, hvis man bruger ordet "hor". Således bryder man ikke ægteskabet (som jo er opløst) ved at gifte sig med en fraskilt kvinde, men man begår noget, der hedder "hor".

Nu kan han gå

2007-07-16T20:01:00.000+02:00

Nu er det ikke bare nogle skridt, men decideret gang. Godt gået William i en alder af 17 måneder og 3 dage.

Det første skridt

2007-07-16T08:16:00.001+02:00

I går tog William de første skridt. At sige, han kan gå er nok lidt overdrevent.
Egentlig tog han de første uofficielle skridt dagen inden i badekaret, da jeg vaskede ham i hovedet med bruseren. I bare desperation gik han instinktivt med lukkede øjne væk fra strålerne. Dette kan imidlertidigt ikke regnes for de første skridt, da de er taget i en panisk sindstilstand. Men shampooen kom ud af håret.

Adventkirken i Roskilde

2007-07-10T01:36:00.000+02:00

Nu skal jeg jo være præst i Roskilde.

Fandt lige denne side på nettet:
http://www.roskilde.kirkerne.dk/ADVENTKIRKEN.707.0.html

Man kan sige meget, men kirkebygningen har en fantastisk placering og iøjenfaldende arkitektur.

Er lidt blank i forhold til hvad jeg skal bidrage med til menigheden. Hvad skal min rolle være? Hvordan skal jeg gribe opgaven an? Dette specielt set i lyset af, at jeg ikke føler jeg har meget tid at give af. Særligt er det aftener, der er problemet. Jeg VIL have tid til min familie.

Projekterne på Nørrebro er mit primære kald.

Hvis jeg skulle lave noget andet end det, så var opgaven som præst i Roskilde en af favoritterne af de oplagte alternativer. Nu har jeg fået begge dele. Det er jo umiddelbart dobbelt lykke, men jeg frygter, at det bliver som at skulle fylde et bæger dobbelt - som at skulle leve to liv samtidigt. Det kan man jo ikke, selv om det kunne være nok så spændende.

Kan jeg finde en balance, hvor jeg kan få denne situation til at fungere? Jeg tror det, men leder efter løsningen ...

Larson 1 of 3

2007-07-03T09:26:00.001+02:00

David Larson on christian sexual ethics

2007-07-03T08:43:00.000+02:00

William kan godt lide denne side på nettet. Han siger "Kaj" og peger på frøen.

I dag håber jeg at få hørt klubværelset på P1. Det handler om religiøst begrundet sexuel afholdenhed. Det er kl. 15:15. Ellers podcastes det forhåbentligt her:
http://www.dr.dk/Podcast/Radio/Klubvaerelset.htm

Og så bliver det sandsynligvis afgjort i dag, om vi skal bo her:
http://www.oernevej.dk/

Nyt job

2007-06-28T00:26:00.001+02:00

Så skulle det være fastlagt og officielt.
Jeg skal ikke længere være præst i Lyngby, men i Roskilde.

Jeg fortsætter i Remix og Plug in, og vil stadig lægge de fleste kræfter der. Iben, William og jeg vil da også søge at finde bolig nærmere stenbroen. Hvis I hører om et hus eller en 4'er til leje, så er vi interesserede.

Læs den officielle meddelelse her:
http://www.adventist.dk/Default.aspx?ID=5&M=News&PID=5409&NewsID=2165

Ting jeg er bevist om lige nu

2007-06-19T10:41:00.000+02:00

Ud med farisæerne ind med synderene
Kærlighed er større end tro
Mysteriet kan ikke forklares
Sandheden er ikke altid pæn

Apostlenes Gerninger 13

2007-06-15T09:32:00.000+02:00

Her læser vi så om de første missionærer - altså de første, der bevist drager ud for at forkynde evangeliet.

Hvad gør de så?

Det første er konfrontation med de falske profeter. Her læser vi om eksemplet "Barjesus" - altså søn af Jesus (ikke den Jesus), som Saulus/Paulus kalder "Djævelens barn". Der er noget med navne her. Der gøres noget ud af skiftet fra Saulus til Paulus, og så tiltales denne "søn af Jesus" med stor parodi som "søn af Djævelen".

Hvad er det, der gør ham til en "falsk profet"? Jo, han "gør Herrens lige veje krogede". Det gør han ved at forsøge at "vende statholderen bort fra troen".

Fornemmer man lighedspunkterne til Jesu konfrontationer med farisæerne?

Det, vi ellers kan se om disse første missionærers missionsstrategi beskrives meget godt i ordene: "På sabbatten gik de hen i synagogen og satte sig; v15 efter oplæsningen fra loven og profeterne sendte synagogeforstanderne bud ned til dem: »Brødre, hvis I har en formaningstale til folket, så tal!«"

Altså at sætte sig, og så blive bedt om at sige noget.

Hvor er det, vi i dag kan få den samme type taletid?

Kristen identitet ud fra Johannes Åbenbaringen kap 14

2007-06-12T10:29:00.000+02:00

Præstetanker fra Lyngpressen juni 2007

En læsning af kapitel 14 i Johannes Åbenbaringen afslører mange elementer om kirkens selvforståelse.

v. 4. Paradigmet om at ”følge Lammet, hvor det går”, er et stærkt billede på den kristne kirkes væsentligste opgave, nemlig at være i efterfølgelse af Kristus. Hvad indebærer dette billede? Hvad betyder det for hvordan kirken skal tage form?

Det betyder, at kirken har karakteristika som: mobilitet, at være på vandring, at være i efterfølgelse, at holde sig nær til Jesus.

Kirken består af mennesker i bevægelse. At høre Kristus til er ikke noget med at stå et bestemt sted. Jeg får ofte spørgsmålet om, hvor jeg står i forhold til fløjene i kirken eller forskellige teologiske debatter. Mit svar er helst, at jeg ikke står noget sted, men er mobil og i bevægelse, men i bestræbelse på altid at være nær Jesus.

Hvad definerer så de kristne? Svaret er Jesus.

De kristne beskrives som ”købt fri af menneskene”. Nøgleordene for den kristne identitet bliver derfor nåde og frihed.

De kristnes identitet beskrives som en ”førstegrøde”. Det betyder, at gennem mission kommer andre bagefter.

I beskrivelsen af de kristne siges, at ”der ikke fandtes løgn i deres mund”. Grundværdier for de kristne er således ærlighed og integritet.

v. 6. Den første af de tre engle taler om ”et evigt evangelium” – ikke et nyt evangelium. Dette budskab er for alle. At det er for alle ”stammer, tungemål, folkeslag og folk” understreger at kirkens identitet er: mission, global og tværkulturel.

v. 7. Den første engel taler om at ”frygte og give ære til Gud”. Det begynder altså med Guds hellighed, og at bøje sig i tilbedelse for den. At ”timen er kommet, da han dømmer” betyder, at uretfærdigheden får en ende.

Den første engel taler også om at ”tilbede skaberen”. Hermed må der være et skabelsesperspektiv på vores syn på Gud og verden:

- Han er Herre over alt.

- Vi er en del af skaberværket – økologi.

- Et positivt syn på det fysiske.

v. 8. Den anden engel taler om at ”Babylon er faldet”. Dette er i modsætning til Guds rige. jf. kap 1 vers 9, hvor der står: ” Jeg, Johannes, jeres broder, fælles med jer om trængslen og Riget og udholdenheden i Jesus, var på den ø, der hedder Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld.”

Altså er Babylon:

- Riget, der står Gudsriget imod.

- Riget, der forfører globalt

Babylon beskrives mere udførligt i kapitel 17 og 18. ”Jordens købmænd” spiller en væsentlig rolle, så det er noget med at flirte med en globaliseret økonomisk magtfaktor.

v. 9. Den tredje engel fortæller, at ”tilbedelse af dyret” fører til Guds vrede. Hvad er tilbedelse af dyret?

- Mærke på pande og hånd.

- Altså samme intimitet, som Lammets efterfølgere har med Lammet og Faderen. (De har deres navne skrevet på deres pander.)

- At ”sælge” den troskab og intimitet som Lammet skulle have haft.

v. 12 beskriver noget essentielt: Udholdenhed – igen jf. kap 1 vers 9. Dette er den væsentligste åndelige disciplin i dette spil. Åb 14,12 siger noget om identitet: Guds bud og troen på Jesus.

v. 13 taler om et saligt håb og en evig hvile.

Det sidste afsnit i kapitlet handler om jordens høst.

v. 14. Det drejer sig først og fremmest om en menneskesøn jf. kap 1, vers 13.

v. 15. Tiden er til høst. Der er en ende på kampen mellem godt og ondt.

Høsten skal være parat. Druerne skal være modne.

- Når ondskaben når et vist punkt??

- Når missionen om global forkyndelse er fuldendt??

Ubåd i Kattegat

2007-06-06T10:44:00.000+02:00

Min søster var med Molslinien forleden og tog dette billede til mig.

Jeg sidder og savler ...

Apostlenes Gerninger 12

2007-05-29T22:39:00.000+02:00

Den fantastisk morsomme fortælling om Peter, der slipper fri fra fængslet, har altid fascineret mig.
Hvordan han tror at det hele er en drøm, hvordan menigheden er hengivne i bøn for at han må blive befriet fra fængslet mens han står uden for deres dør og banker. Hvordan de latterliggør den stakkels pige, der kommer og fortæller at Peter er uden for døren, og hvordan hun glemmer at åbne døren for ham.

Fængslets jerndør åbner sig af sig selv, men døren til Marias hjem må Peter stå længe og banke på, før tvivlerne kan løsrive sig fra troens bøn og åbne den.

Men det er gået op for mig, at kapitlet måske snarere handler om Herodes. Vi får nemlig her det andet eksempel fra Apostlenes Gerninger på at den nytestamentlige gud slår ihjel. Det har altid været svært for mig at acceptere historien om Ananias og Safira i kap 5 (et kapitel, der også omtaler en udfrielse fra fængslet), men den her er da også svær.

Når man ser kapitlet som hele, så bemærker man, at første del netop har funktionen at beskrive hvor ondskabsfuld Herodes var:
"v1 Ved den tid lagde kong Herodes hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem. v2 Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd. v3 Da han så, at det var jøderne tilpas, gik han videre og lod også Peter anholde. Det skete under de usyrede brøds fest. v4 Han greb Peter og kastede ham i fængsel og satte fire hold på hver fire soldater til at holde vagt over ham. Efter påske ville han så føre ham frem for folket."

Det er altså en tyran, der har sat sig for at slå denne nye bevægelse ned med hård hånd.

Jeg må spørge mig selv, om jeg ikke hvis jeg under 2. verdenskrig sad i en kz-lejr ville kunne forstå, hvis Gud valgte at lade Hitler dø.

Faderen

2007-05-25T09:32:00.000+02:00

Præstetanker Lyngpressen maj 2006

Jesus talte meget ofte om Gud som sin Far. Faderen er en af de tre personer i treenigheden. Når Jesus skulle lære os at bede, begyndte han med “Fadervor!”

Her er gengivet de vers i bjergprædikenen, hvor Jesus omtaler Gud som den himmelske fader. Hvilket billede er det Jesus tegner af Faderen?

”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.” (Matt 5,16)

De ti bud taler om at man skal ære sin far og mor. Men ultimativt er Gud jo vores far, så vores liv skulle være en bestræbelse på at ære ham. Som Han er god og er lyset, opfordres vi til at reflektere hans godhed og lyset fra Ham. Det skulle gerne være sådan, at mennesker forbinder det med noget godt, at tro på Gud. Det skulle jo helst ikke være noget, der gør os til dårligere mennesker.

”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt 5,48)

Børn kommer ofte til at ligne deres forældre på visse punkter. Det kan være godt og skidt. Når det kommer til vores himmelske far, så er det kun noget godt og slet ikke skridt. Det er altså et fuldkomment forbillede.

”Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” (Matt 6,3.4)

Hvem er Gud Fader? Han der den, som ser i det skjulte. Der er altså et helt grundlæggende vilkår for vores relation til Gud Fader, nemlig det at Han er skjult.

” Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene!” (Matt 6,6-9)

Faderens skjulthed betyder, at vores relation til Ham kan dyrkes som noget meget personligt. Det er ikke så vigtigt, at blive set i sin religiøsitet af andre mennesker, for der er en, der lægger mærke til os. Når noget er skjult, så kan det måske også være mere intimt.

”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” (Matt 6,14.15)

En god far vil forsøge at lære sine børn de ting, der er vigtige. For vores himmelske Far er det vigtigt, at vi lærer tilgivelsens kunst overfor vores medmennesker.

”Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” (Matt 6,17.18)

En god far belønner sine børn. Og hvis Gud belønner os for noget, så er det måske ikke så meget hvis vi er fantastisk fromme, men måske mere hvis vi formår at holde vores eventuelle fromhed skjult. Måske er vores religion lidt mere autentisk, hvis den ikke er afhængig af andre menneskers accept og anerkendelse, men alene søger dette hos Gud.

”Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden.” (Matt 6,26)

En god far er ofte en forsørger for sine børn. Det er ikke børnenes opgave at tjene til føden. Børn skal være ubekymrede og lege. Vi skal ikke have en samlermentalitet i forhold til Gud. Når man hamstrer, er det i forventning om at forsyningerne og leverancerne slipper op. Men vores himmelske fader vil aldrig ophøre med at være der.

” Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.” (Matt 6,32)

En god far kender sine børns behov. Det er ikke altid børnene selv ved, hvad de trænger til.

”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matt 7,11)

Selv onde mennesker elsker deres egne børn (og at der endda er undtagelser til dette er jo desværre sandt og ubegribeligt). Nok vil vores himmelske Far belønne os (i hvilken forstand det så lige er), men mere karakteristisk er det, at han giver os gaver. Gaver er ikke løn, de er ufortjente. Man kommer til at tænke på egenskaber som kærlighed.

Inspirerende gudstjenester

2007-05-23T13:51:00.000+02:00

Præstetanker Lyngpressen maj 2005

En ting, der optager mig meget, er hvordan vi kan gøre gudstjenesterne i vores menighed til den bedst mulige oplevelse. Man kan ind i mellem have en fornemmelse af, at der mangler et eller andet, men når man så skal være konkret, så kan det være svært at sætte fingeren på, hvad det er. Her må vi hjælpe hinanden, og i håb om at komme lidt videre vil jeg her dele et par tanker.

Deltagere eller tilskuere

Først et par ord fra vores kære formand for adventistkirken på verdensplan – Jan Paulsen: ”Enhver menighed som i sin offentlige gudstjenestehandling, begrænser deltagernes mulighed for respons til det at synge to eller tre salmer og give kollekt, må spørge sig selv, om ikke der kan løsnes lidt op rent liturgisk.”[i] Jeg synes vi har noget at tænke over her, men jeg oplever nu på ingen måde, vores gudstjenester i Lyngby som ”stive”, men vi mangler måske lidt en måde, hvorpå vi kan udtrykke vores tro aktivt. Nogle kan måske huske de gamle dage, hvor man fortalte vidnesbyrd. Det var nok ikke altid en inspirerende oplevelse, men vi har gjort et par gode erfaringer med det i Nærum, hvor man kan ytre sig lidt om, hvad prædikenens emne betyder for en personligt. Heldigvis har vi en god sabbatskole, som opfylder noget af det behov, men mon ikke vi kunne bruge det lidt i gudstjenesterne også. Her har jeg hørt meget godt om de såkaldte temagudstjenester, der ind i mellem er i Lyngby, hvor netop flere kommer til orde. Hvornår er næste gang du skal være involveret i en temagudsteneste?

Paulus giver en beskrivelse af en gudstjeneste, hvor man er deltager frem for tilskuer: ”Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse.”[ii] Man fornemmer, at mange er involveret i programmet, og at der måske endda er plads til spontanitet. Kunne det ikke være inspirerende, hvis alle tænkte i løbet af ugen, hvad er det Gud kalder mig til at bidrage med til gudstjenesten næste sabbat?[iii]

Flerdimensionel gudstjeneste

Paulus’ beskrivelse vidner også om, hvad man kunne kalde en holistisk gudstjeneste, hvor flere dimensioner er med. Salmen er det musikalsk poetiske, hvorigennem Gud kan blive lovprist. Det er her kommunikationen er rettet opad. Belæringen er det, som vi kan sige til hinanden om Gud og hvad efterfølgelsen af Kristus har af konsekvenser i praksis. Kommunikationen er i høj grad horisontal, og foregår imellem de deltagende. Tungetalen, åbenbaringen og tolkningen er der, hvor kommunikationen kommer oppe fra og ned. Det er der Gud taler til sin menighed ved Helligånden. Dette aspekt, tror jeg vi skal være mere åbne for at udvikle i vores menighed.

Gudstjenesten som forbrugsvare

Mener vi at en god gudstjeneste er når vi ”får noget ud af det”? Hertil siger en klog kristen skribent: ”(Omvendelsen) er stadigvæk nøglen til den levende kirke. Så længe vores kristne tro kredser om, hvad vi kan få ud af Gud, og hvad kirken kan tilbyde os – så længe kommer vores menighedsliv kun marginalt til at adskille sig fra det øvrige forbrugersamfund. Vi vil få stadig sværere ved at overbevise både os selv og andre om, at omvendelsen indebærer at gå fra død til liv.”[iv]

Det er altså ikke ren underholdning vi går efter. Men samtidig må man ikke underkende det faktum, at en gudstjeneste ikke medvirker til vores omvendelse, hvis den ikke gør noget ved os. Her handler det meget om vores personlige åbenhed og tro. Den samme gudstjeneste kan måske virke forvandlende på den der er åben, men prelle af på den, der ikke åbner sig.

Meget afhænger altså af vores indstilling, når vi kommer. Kan vi komme med en tro på, at det faktum, at vi træder ind i Guds nærhed, vil forvandle os. Måske ser vi ikke forvandlingen, men alligevel arbejder Helligånden på os uge efter uge, så vi vokser som kristne.

[i] Jan Paulsen, When the Spirit Descends, Review and Herald Publishing Association, 2001. Side 83

[ii] 1 Kor 14,26

[iii] (Vi ser lige bort fra, at Paulus i denne sammenhæng ikke ønsker at kvinderne skal sige noget. Tiderne har ændret sig, hvad det angår.)

[iv] Magnus Malm, I Lammets Tegn, Forlaget Boedal, 2002. Side 109

Adventisternes generalforsamling 2

2007-05-20T06:32:00.000+02:00

Siden fyringsrunden i januar/februar har der hvilet en mørk sky over Adventistkirken. Pessimismen og mismodet har været markant. Forventningen til generalforsamlingen menneskeligt set var dyster. Måske netop derfor er folk blevet vakt til bøn.

Gud har hørt bønnerne og været sammen med os. Der er nu en dialog.

Det står stadig tilbage at se, hvor mange der røg af i svinget. Vi må ikke holde op med at bede!

En smertefuld (men lærerig) proces har det været og er stadig. Der er ikke mindre behov for bøn nu.

It is NOT over yet!

Adventisternes generalforsamling

2007-05-18T20:52:00.000+02:00

Ahh, så har jeg et break fra generalforsamlingen. Jeg passer min søn, så Iben kan tage til aftenmødet. Det her er i sandhed en sabbatsaften!

Vi fik vedtaget strukturudvalgets rapport med få ændringer.

Det har været hårdt (både de to dage vi har fremlagt men endnu mere de 17 måneder vi har arbejdet i de to udvalg), men jeg glæder mig over, at der nu er basis for at få sat en retning for kirken.

Der er valgt en ny formand. Jeg er meget glad for at det blev Bjørn. Jeg oplever det som Guds kald, og sammen med "forsoningsmødet" i aftes, så er det som en forløsning er kommet over Adventistkirken i Danmark.

Guds ledelse var over mødet i aftes. Der var personer, der sagde ting, som kun Gud kan have ledt dem til.

Jeg havde ikke turdet forestille mig, at vi kunne få Bjørn som formand - at han var villig, at man ville spørge ham, og at han ville blive valgt. Hvis jeg før generalforsamlingen skulle have peget på én bestemt ting, der mere end noget andet kunne hjælpe om muligt bare en lille smule til at forhindre den splittelse, vi står foran, så ville det være at Bjørn blev formand.

Det var også forløsende, at den splittelse, der var i strukturudvalget ikke blev til ondsindet krig på generalforsamlingen.

Åndens enhed er fredens bånd. Ef 4.

Apostlenes Gerninger 11

2007-05-10T12:13:00.000+02:00

I lyset af missionsbefalingen er det imponerende, at Peter skal stå til regnskab for at have besøgt ikke-jøder, men han var også selv overrasket over at Gud ville have ham til det.

Det, der overbeviser både Peter selv og "apostlene og brødrene" i Jerusalem var at disse hedninger blev døbt med Åndens dåb. "Når Gud nu har givet dem den samme gave, som vi fik, da vi var kommet til tro på Herren Jesus Kristus, hvordan skulle jeg så kunne hindre Gud i noget?"

Et meget grundlæggende spørgsmål: Skal/kan jeg hindre Gud i noget?

I lyset af missionsbefalingen er det utroligt, at de første kristne ikke gik ud i alverden til alle folkeslagene - de blev presset til det. Selv om Gud har vist til Peter, at der skal være hedninge mission, så er det ikke noget man tager initiativ til at sætte iværksætte. Det kommer snigende.

Det var i Antiokia kirke for alvor kom til at handle om mission. Men menigheden i Antiokia bliver ikke plantet af Paulus, og den bliver heller ikke missional ved at lave en projektplan. Den bliver missional, fordi "nogle cyprioter og kyrenæere (disse er altså jøder skal man lige huske på) .. kom til Antiokia og også talte til grækerne (de må så være hedninger) og forkyndte evangeliet ..." (Apg. 11, 20)

Så rygtes det i Jerusalem, der sender Barnabas for at tjekke det ud. Han blåstempler, og henter Saulus (ja, han kaldes endnu ikke Paulus - selv efter sin omvendelse) i Tarsus. De to bliver så i dette nye missionale trosfællesskab i et år.

I Antiokia kommer mission før kirke. Missionen kommer snigende og er ikke strategisk planlagt. Barnabas og Paulus er ikke menighedsplantere i dette tilfælde, men de samler et "gennembrud " i missionen op og hjælper dem til at danne menighed.

Er der en udvikling fra "disciple" til "kristne"? Eller er det bare et label?

Vildfarelse og Helligånden

2007-05-09T09:19:00.000+02:00

Præstetanker i Lyngpressen maj 2004

Vildfarelse og Helligånden?

I vores trossamfund, har vi altid været vågne overfor muligheden for vildfarelser. Hvordan kan vi bedømme om noget er en vildfarelse eller om det er Helligånden, der arbejder?

Generelt vil jeg mene at vildfarelse kommer, når vi enten holder op med at søge i Bibelen efter svarene eller når vi vrider ting ud af den, som ikke er der.

Yderligere tror jeg at vildfarelse kommer når vi ikke lader os lede af Helligånden. Laodikea kendetegnes ved, at mene "jeg er rig og trænger ikke til noget" (Åb 3, 17) – det er også en slags vildfarelse at tro, at man ikke trænger til mere sandhed.

Jeg har fundet stor inspiration i følgende udtalelse fra Ellen G. White:

”Kristus erklærede, at Åndens guddommelige indflydelse skulle være med hans efterfølgere indtil enden. Men løftet er ikke blevet værdsat som det burde, og derfor bliver det ikke opfyldt, sådan som det kunne. Løftet om Helligånden er et emne, der kun tænkes lidt på, og følgerne er kun, hvad man kunne vente: åndelig tørke, åndeligt mørke, åndeligt forfald og åndelig død. Emner af mindre betydning lægger beslag på opmærksomheden, og den guddommelige kraft, der er nødvendig for menighedens vækst og fremgang, og som vil have alle andre velsignelser i sit følge, mangler, selv om den tilbydes i sin ubegrænsede fylde.”
Ellen G. White
Testimonies for the Church vol 8 side 21

Meget kan tyde på, at Satan ønsker at efterligne Gud, i håb om at lede os på vildspor. Hvis der er en efterligning af Helligånden, så kan der også være en efterligning af Helligåndens arbejde - herunder f.eks. tungetale, tegn, undere, profeti osv.

Dette er ikke noget, der kun er gældende for den sidste tid. Der har altid været falskhed og efterligninger. Det ser ud til, at bedraget vil spidse til op til Jesu genkomst.

Det man bare skal passe på med, er at tage afstand fra det sande, fordi det kan efterlignes. Det ville være mindst en lige så stor vildfarelse, at advare mod selve fænomenerne, da man så udelukker den virkelige Helligånds arbejde. Jeg er skeptisk, hver gang nogen i deres ofte berettigede bekymring over yderligtgående karismatikere, nedtoner Helligåndens betydning og kraft - så har Satan da lykkedes med noget. Det er et vildspor at advare mod Gud, og vi må ikke glemme at "Gud er ånd" Joh 4, 24.

Hvordan skal man skelne?

Ved at bedømme frugterne. Matt 7, 15-23. Men her skal man også huske v. 1-5.
Bliver der mere fokus på Jesus - herunder de ting, han lærte? Joh 16, 12-15. Her må vi huske, at sandheden er ikke dogmer, men Jesus selv, og hans lære, som mere var kærlighed end dogmer.
Bliver Jesus anerkendt som Herre – eller bliver han forbandet. 1 Kor 12, 3
Anerkendes det at Jesus blev menneske? 1 Joh 4, 1-6
Er der kærlighed?

1 Kor 13 i sammenhæng med kapitel før og efter om Åndens gaver.
Joh 13, i sammenhæng med kapitlerne efter om Helligånden.
1 Joh 4, 7-21 i sammenhæng med versene inden.

Er der et ønske om at kunne kontrollere Ånden eller er der tale om oprigtigt at ville have Helligåndens gave? Ap.g 8,17-23
Er der en oprigtig søgen efter sandhed? (ikke om man har hele sandheden) Joh 16, 12-15
Hvis Ånden åbenbarer noget, der er i strid med Bibelen - eller som på anden måde er løgn (f.eks. at det ikke går i opfyldelse) 1 Joh 2, 22-27; 5 Mos 18, 22

Her er det vigtigt, at man ikke udelukker, at Ånden kan virke i mennesker, der har nogle forkerte teologiske opfattelser. Men, hvis det de får fra Ånden strider mod Bibelen, så er den gal. Gud åbenbarer os ikke hele sandheden på en gang, og vi adventister har den heller ikke. Derfor er det helt forkert at sige, at Helligånden ikke kan være i andre kristne sammenhænge, eller at Helligånden burde vise karismatikere, at sabbatten er lørdag. Det vil Helligånden gøre, når de er modne til det. Vi må spørge os selv, hvilke sandheder vi måske ikke er modne til. Hvis derimod Ånden vejleder mennesker til at forkaste sabbatten til fordel for søndag, velvidende at Bibelen siger noget andet, da er denne vejledning falsk. Men vi må også huske på, at farisæernes vejledning angående f.eks. sabbatten også ledte mennesker vild, trods det de holdt fast i den rigtige dag – den som Gud velsignede og helligede. Det er et godt eksempel på, at når man gør Guds velsignelser til tunge byrder, så er man på vildspor.

Forkert måde at bedømme på: Tages tungetale, tegn, undere eller profeti osv. som et bevis på, at det er Helligånden - og ligeledes om disse ting tages som et tegn på, at det ikke er Helligånden (hvilket der altså også er mange, der gør)

Jesus siger: "Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder ham om en fisk, eller give ham en skorpion, når han beder om et æg? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!" (Luk 11, 11-13) Herefter er en beretning om Jesus der uddriver en dæmon, og folk reagerer: "Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne," Læs vers 14-26.

Vi skal altså ikke være bange for, at når vi ærligt beder om Helligåndens gave, at vi så får en dæmon. Derfor skal vi være meget sikre før vi overhovedet kan udtale os om, andre har Helligånden.

Kærligheden er den lige sikre vej. Der er to grøfter:

at fokusere mere på trospunkter end kærlighed til Gud og mennesker.
at fokusere mere på mirakler og tegn end kærlighed til Gud og mennesker.

Begge grøfter er farlige.

Paulus, menighedsplantningerne og den etablerede menighed.

2007-05-02T11:48:00.000+02:00

Følgende er et prædikenmanuskript, der er blevet til en artikel i Adventnyt maj 2007. Her er altså den uredigerede og fulde udgave (skal lige siges, at redaktøren har gjort et fremragende job med at skære ned i længden og bevare hovedbudskabet klart:

De første kristne stod i en situation, der på mange måder ligner den, vi står i.

Fra jødedom til kirke.
Fra den gamle pagt til den nye pagt.

Det var et paradigme skift, der betød, at alt nu skulle ses i et nyt perspektiv.

Hidtil havde de været vant til, at Gud havde en udvalgt etnisk gruppe, og at frelsen på en eller anden måde var knyttet til dette Guds folk. Nu var situationen, at Jesus havde sendt dem ud i alverden til alle folkeslagene, og at alle kunne inkluderes i Gudsfolket, gennem troen på Kristus.

Et på mange måder helt nyt tankesæt om hele Gudsfolkets identitet og eksistensberettigelse.

Et helt nyt tankesæt om, hvordan troen på Gud skulle formidles.

En helt ny udfordring med at møde mennesker inde i deres mange forskellige kulturer.

Og en slags globaliseret kultur – gennem det romerske imperiums overherredømme. Men en kultur, der var meget anderledes en den jødiske. De første kristne – som jo var jøder – måtte derfor lære så at sige at inkarnere sig selv og deres budskab ind i en kultur og tankegang, der ikke var deres egen. Paulus formulerer det således, at han må blive som en jøde for en jøde og en græker for en græker.

Derfor bliver det centralt for det nye Gudsfolks identitet i det nye paradigme, at de er missionale – altså, at de er sent med en mission ind midt i en fremmed kultur. Missionen er at formidle, at Jesus er Herre – et udtryk man ellers brugte om denne fremmede kulturs øverste magthaver Kejseren. På den måde formidler de et budskab til mennesker i det romerske globaliserede imperium, om, at der er en anden Herre og et andet rige, nemlig Gudsriget. Det er et rige med nogle helt andre magtbegreber og med en evig gyldighed. Deres budskab bliver derfor revolutionært på sin helt egen måde. Og deres bevægelse bliver undergravende for imperiet på sin helt egen måde. Desværre ender det med, at de med tiden bliver en kopi af imperiet, og på Kejser Konstantins tid er det ikke længere sådan, at Jesus er Herre, men at Kejseren er kristen. Dette bliver begyndelsen på statskristendommen. Bevægelsen startet af pacifisten Jesus er blevet til en undertrykkende magtfaktor.

I dag lever vi også i en brydningstid, hvor kulturen gennemgår en radikal forandring fra det nogen har kaldt det moderne til det postmoderne. Det skal vi ikke gå i detaljer med nu.

For de første kristne var det en svær overgang, der gav anledning til en del interne stridigheder i den bevægelse, der blev startet af manden, der sagde, at de skulle elske hinanden.

Der udviklede sig hurtigt to grupperinger i kirken. Den ene under ledelse af Paulus, som var frontkæmperen i missionen, der plantede nye menigheder midt i den fremmede kultur rundt omkring i Syrien, Lilleasien og Grækenland. Det første sted man for alvor fik etableret sig i denne menighedsplantningsbevægelse var i Syrien i byen Antiokia, hvorfra mange nye menigheder sprang. Menigheden i Antiokia og de øvrige nye menighedsplantninger bestod i høj grad af mennesker, der ikke var jøder, og som ikke havde hele den bagage af bibelkundskab og traditioner, der gav identitet som Gudsfolk. Derimod var de blevet bekendt med Jesus Kristus og havde fået en levende oplevelse af og et levende fællesskab med Helligånden. Således var deres identitet en, hvor Kristus var trådt ind i deres kultur og etniske gruppe som frelser. Men det betød, også at det jødiske trådte i baggrunden. De var jo ikke jøder, men kristne. Det var også her i Antiokia, man først omtalte denne Jesusbevægelse som de kristne.

Den anden store gruppering i apostelmenigheden var den etablerede del af kirken med sine rødder dybt forankret i den jødiske kultur. Denne gruppering havde sin højborg i Jerusalem, men der var mange tilhængere rundt i de andre dele af det romerske imperium. Denne gruppering holdt fanen højt med jødedommen, og forventede, at nyomvendte skulle blive rigtige kristne – altså jødekristne.

Disse to fløje kom hurtigt i konflikt. Når Paulus rejste omkring og plantede menigheder, så rejste der nogen af dem, der kendte de gamle stier i hælene på ham, og forsøgte at infiltrere de nye menigheder med krav om at følge de jødiske skikke.

Denne konflikt mellem den etablerede kirke og menighedsplantningerne møder vi i ApG 15.

Vi møder menighedsplanterne Paulus og Barnabas i Antiokia i en ny menighed, der har haft gode resultater med at lede mennesker til Kristus.

Læs ApG 15, 1-6

Kan I se de to måder at tænke kirke på?

Dem, der har åbnet menigheden for nye søgende mennesker.
vs
Dem, der kommer for at belære…

Dem, der har stukket sig langt for at komme mennesker i møde
Vs
Dem, der stiller betingelser for frelsen.

Dem, der er inkluderende
Vs
Dem, der er eksklusive

Dem, der har givet afkald på deres egen kulturelle bagage
Vs
Dem, der lægger vægt på skikke og traditioner.

De havde udviklet sig til at være meget forskellige i deres kristendom og måder at være menighed på, men de havde det sådan, at de kunne mødes for at snakke om tingene. Det er det vi kalder apostelmødet i Jerusalem.

Men hvorfor i det hele taget tage al besværet med at holde møde om det? Hvorfor ikke bare gå hver sin vej og splitte kirken op i to? En fristende tanke, men for apostlene ville det være forræderi mod deres Herre, der havde bedt om, ”at de alle måtte være ét”. Derfor gik de så langt for at komme hinanden i møde – det var kirkens enhed, det galt, og det var vigtigt. Men tag ikke fejl, bølgerne gik højt.

Læs ApG 15,7-11

Striden gik bl.a. på, hvor meget jøde de nyomvendte hedninger skulle blive. Den ene fløj krævede, at de nyomvendte skulle passe ned i de kasser, der på forhånd var givet og som man havde taget med sig fra det gamle paradigme.

Peter, der sikke selv, var på nogen af fløjene prøvede at minde forsamlingen om, det kald til mission blandt hedninger, som de havde fået.

- Guds plan, at hedningerne skal høre evangeliets ord og komme til tro.

- Gud ser på hjertet

- De nye har fået Helligåndens gave

- Gud har ikke gjort forskel

- Alle bliver frelst ved Jesu nåde – ikke ved at skifte kultur.

Og Peter siger noget meget alvorligt:

”Hvorfor udæsker I da Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har magtet at bære?”

Her afslører Peter denne krævende fløjs falske og misforståede opfattelse af Gud. Jesus havde jo sagt, at hans åg er let. Disse mennesker er kommet til tro på Kristus, trods det de ikke havde hele denne rige tusind år lange religiøse arv. Gud har bekræftet, at han accepterer dem ved at give dem Helligånden. Og nu kommer denne fløj så og vil stille betingelser op for at kunne acceptere disse mennesker. Peter siger, at de dermed frister Gud. Det er jo ikke disse nyomvendte de stiller på prøve, men det er Gud de sætter på prøve, for han har investeret sig selv for at stå inde for de nye i troen.

Jakob, der nok sympatiserede lidt med den krævende fløj, var villig til at anerkende disse mennesker på baggrund af det Peter, Paulus og Barnabas havde rapporteret. Han viste hvordan deres erfaring stemte overens med skriften. Og så foreslog han et pragmatisk kompromis: Den krævende fløj må stille sig tilfreds med, at der kun stilles få simple og letforståelige krav, og det er ikke dem, der får lov at vælge kravene. Derimod har kravene et bibelsk basis - de stemmer nogenlunde overens med de krav Moseloven stillede til de fremmede, der boede i Israel. (Se 3 Mos 17 og 18) På den måde sagde man hverken, at moseloven var ophævet (en stor mundfuld for ”højrefløjen”) eller at den som sådan skulle holdes af hedninger – blot på nogle få punkter. Denne beslutning var baseret på et princip, som deltagerne på mødet oplevede Helligåndens vejledning i – de kunne endda sige: ”Helligånden og vi har besluttet” (ApG 15,28). Jakob havde formuleret dette princip således: ”Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud …” (ApG 15,19)

Det, der lykkedes, var at bevare enheden i kirken trods store forskelle og uoverensstemmelser. Det lykkedes fordi det er vigtigt for Gud, og fordi lederne og dem, der ledte menighedsplantningsarbejdet havde viljen til det.

Vi ser også denne prioritet senere hos Paulus, hvor han vælger at lave en indsamling til de kristne i Jerusalem menigheden. Han gør sig den ulejlighed at rejse til Jerusalem med pengene – trods mange anbefalinger fra adskillige SANDE profeter, som dog kun profeterer stykkevis.

Profetisk vejledning er godt, men stykkevis (1 Kor 13).

Eksempel: Ap.G 21
Kapitlet er fyldt med det ene profetiske budskab om at Paulus skal lægges i lænker, når han kommer til Jerusalem. Det er jo helt rigtigt, og det går senere i opfyldelse. Men profeterne synes at tolke dette således, at de skal fraråde Paulus at rejse. Paulus lytter til deres profetier, men følger ikke deres råd. Han er som jeg ser det styret af en vejledning, der overtrumfer den profetiske, nemlig Guds større vision om verdensevangelisation (han nåede jo på den måde til Rom) samt af det ønske at bevare enheden i kirken - særligt enheden mellem Jerusalem menigheden og de nye hedningemenigheder. Profetierne bliver sikkert en styrke for Paulus til at møde det der venter ham i Jerusalem - derfor er det ægte og sande profetier.

"v4 Vi opsøgte disciplene og blev dér i syv dage. Tilskyndet af Ånden sagde de til Paulus, at han ikke skulle rejse op til Jerusalem"

Åndens vejledning er at Paulus ikke skal rejse - eller sådan tolker disciplene det.

"v9 Han havde fire døtre, som var jomfruer, og som profeterede."

Der står godt nok ikke noget om deres budskab, men temaet om den profetiske gave i kapitlet forstærkes.

"Vi havde været der i flere dage, da der kom en profet fra Judæa, som hed Agabos. v11 Han kom hen til os og tog Paulus' bælte, bandt sine fødder og hænder med det og sagde: »Dette siger Helligånden: Sådan skal jøderne i Jerusalem binde den mand, som ejer dette bælte, og de skal overgive ham i hedningers hænder.« v12 Da vi hørte dette, bad både vi og folk dér på stedet Paulus om ikke at rejse op til Jerusalem. v13 Men Paulus svarede: »Hvorfor græder I og gør mit hjerte bedrøvet? Jeg er ikke blot rede til at blive bundet, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld.« v14 Da han ikke kunne overtales, blev vi rolige og sagde: »Herrens vilje ske!«"

Alle andre tolkede budskabet til at være en advarsel om at Paulus ikke skulle rejse, men Paulus tolker det anderledes. De fandt en fred med hinanden, og en erkendelse af Guds vilje.

Baggrunden i Ap.G 19,21 og 20,22-23 bør også nævnes:

"v21 Da alt det var sket, besluttede Paulus, ledet af Ånden, at rejse gennem Makedonien og Akaja og videre til Jerusalem. Han sagde: »Når jeg har været dér, må jeg også til Rom.« "

"v22 Og se, nu drager jeg til Jerusalem, bundet af Ånden. Hvad der vil møde mig dér, ved jeg ikke; v23 jeg ved kun, at Helligånden i by efter by forkynder mig, at der venter mig lænker og trængsler."

Paulus' beslutning var "ledet af Ånden" og han var "bundet af Ånden" til at rejse trods advarslerne om konsekvenserne.

Når så det profetere og disciplene "tilskyndet af Ånden" råder ham til ikke at rejse, så tænker jeg, at disciplene fortolker deres åbenbaring af konsekvenserne som om de skal fraråde ham at rejse, hvilket Ånden måske egentlig ikke har sagt. Her er den menneskelige faktor, som også er tilstede når Gud åbenbarer sig.

Alle ender med at være enige om, at Guds vilje må ske. Jeg hører underforstået, at det er Guds vilje, at han skal rejse trods konsekvenserne.

For at omskrive Leonard Cohen: "First we take Jerusalem, then we take Rome", men i Jesu fodspor, som kan involvere martyrium. Martyrium betyder vidne, og denne rejse inkl. tilfangetagelsen giver Paulus enestående muligheder for at vidne.

Mit indtryk er, at der er kristne i dag, som tillægger profetiske ord en større betydning end man måske behøver eller bør. Eller det er nok en forkert måde at sige det... nogen er måske så benovede over at modtage profetiske ord, at de glemmer at veje det op med andre måder Gud vejleder på. (Andre er selvfølgelig helt lukkede for den tanke, at man kan modtage profetiske budskaber). Den større vision om mission er en større vejledning. Kirkens overordnede mål siger mere om Guds vilje. Det profetiske ord kan være en styrke til, at gå den vej Gud har kaldet os til. Men en stykkevis profeti skal vejes op mod det større kald.

Enhed og mission er grundværdier hos Paulus.
Vi finder det igen og igen i de breve, som han skrev til sine menighedsplantninger. Jeg vil i dag at vi skal dele to eksempler fra Paulus’ breve, som jeg synes er så stærke, at de skal læses højt her i dag. Den ene fra Fil 2 fik vi læst som skriftlæsning, den anden vil jeg afslutte med her. Det er Ef 4, 1-16

Tanker på vejen til en vision for kirken

2007-05-01T14:45:00.000+02:00

Bladet Ung Adventist er netop udkommet. Jeg har skrevet nedenstående:

Når man spørger efter visionen for kirken, så spørger man i hvilken retning kirken skal bevæge sig. Men jeg kunne godt tænke mig at begynde med at spørge, hvad kirken skal være.

Her drømmer jeg om en kirke, der tager sit udgangspunkt i mission. Med mission mener jeg, at vi er sendt her i verden for at dele Guds kærlighed med mennesker gennem at give dem det gode budskab om Jesus og ved at gøre godt. Jesus sendte apostlene ud i verden, og vi skal tænke på os selv som sendt ud på samme måde.

I min vision er kirke noget, der sker som et resultat af mission. Jeg kunne godt tænke mig, at alt hvad vi gør som kirke var drevet af, at vi stod i en situation, hvor vi var i kontakt med mennesker, som vi kunne gøre noget for. Kirke skulle så være det fællesskab, vi har med hinanden og med de mennesker vi gør noget for at hjælpe. I dette fællesskab skulle vi have omsorg for hinanden og vandre med hinanden.

Denne vandring skulle være en søgen efter fællesskab med og inspiration fra Jesus Kristus. Den fælles læsning af bibelen og bønnen er vigtig på denne vandring. Efterhånden som vi lærer Jesus bedre at kende i dette fællesskab, leder vandringen os til et ønske om at ophøje og tilbede ham. I denne tilbedelse møder vi hans forvandlende kraft og bliver hele tiden fornyet og fyldt med kærlighed til mennesker. Denne tilbedelse leder os til et ønske om at tjene Gud og vores medmennesker med vores liv.

Dette forløb kan komme til udtryk i mange forskellige former. Min vision er en meget mere mangfoldig kirke, med forskellige typer fællesskaber.

I min vision for Adventistkirken i Danmark lukker vi os ikke inde i os selv, men åbner os ud mod verden for at være til velsignelse. Vi er åbne overfor dialog og fællesskab med andre kristne, fordi vi anerkender, at Gud også arbejder gennem andre end os, og at vi kan lære af hinanden. Vi værdsætter vores egen historie og teologiske arv, og anerkender, at vi står på skuldrene af generationer før os. Vi føler os kaldede til at viderebringe den fakkel som andre før os har båret, men vi sikrer os, at ilden ikke går ud, men tværtimod gives næring, så den kan antænde en brand. Vi føler os forpligtede til at forny os og anerkender, at vores kald hele tiden gælder den tid vi lever i.

Mennesker er vigtigere end moral, regler, trospunkter eller traditioner. Disse ting kan have sin plads, men Jesus sætter mennesker højst.

I min vision anerkender vi, at vi er meget forskellige inden for vores kirke, og ser det som en styrke, da vi skal nå meget forskellige mennesker. Vi lærer, at give plads til dem vi er fuldstændig uenige med, og anerkender vores eget behov for at lytte til dem, og prøve at forstå dem – og på den måde selv blive klogere. Vi forsøger at stille os mere kritiske overfor os selv end de andre, selvom det er svært. Vi tør godt tage diskussionerne med hinanden, når vi er uenige, men vi gør det med henblik på at forstå hinanden bedre. Når vi nærmer os bitter uenighed, så husker vi på, at vi er ét i Kristus, og at vi er som en familie. Vi ydmyger os for hinanden, og giver hinanden plads.

Menigheden er som en familie, hvor splittelse er ligeså utænkeligt som en skilsmisse i et velfungerende ægteskab.

De forskellige grupperinger bruger deres energi på at gøre de ting i missionen for mennesker, som de føler sig kaldede til. Energien bruges ikke til at bekrige hinanden, men til at udføre det, som Gud lægger i den enkeltes hjerte. Vi stræber efter at give hinanden frihed til at forkynde evangeliet på forskellige måder i stedet for at hæmme hinandens initiativ gennem kritik. Målet er at flest muligt kommer til at kende Gud og Jesus og mærker deres kærlighed.

I vores fællesskab håber vi, at mennesker vil komme til at værdsætte nogle af de ting fra bibelen, vi som adventister har fået særligt øje på. Samtidig med at vi søger endnu mere visdom i bibelen, end vi har fundet på nuværende tidspunkt. Vi tilstræber at de ting, vi tror på bliver praktisk anvendelige, så vi kan leve efter dem og ikke bare tænke tanker. Vi har rigtig meget i vores kirke, som kan være til velsignelse for mennesker – disse ting kan præsenteres i et negativt lys, så det i virkeligheden bliver mørke. Det må vi ikke tillade – vi må bekæmpe det.

Vejen frem er ikke en autonom kristendom, hvor vi ikke længere gider de andre i kirken, der ikke har fattet noget som helst. Vejen frem er heller ikke en selvtilstrækkelig kristendom, hvor vi ikke tror vi trænger til stadig fornyelse. Vejen frem er at følge Jesus.

Konspirationsteorier

2007-04-24T00:09:00.000+02:00

Præstetanker Lyngpressen marts 2005

Fra det sandsynlige til det paranoide

Konspirationsteorier er fascinerende. Tænk nu, hvis der var noget om det. Man kan jo aldrig vide, for det kan jo ikke efterprøves – det er jo en konspiration, og derfor er beviserne blevet holdt skjult. Tænk nu, hvis der er en sammenhæng, der forklarer en hel masse, og vi andre er blevet taget ved næsen og troede, at virkeligheden var en anden. Pludseligt bliver det svært at vide, hvem der er blevet taget ved næsen. Da man ikke kan efterprøve det kan man jo heller ikke afvise det, og gad vide, hvad der så ikke kan være sandt!! Vi glider lige så stille i retning af det paranoide…

Et utal af teorier

Der er mange konspirationsteorier. I filmene ”JFK” og ”Den sidste kontrakt” kommer der antydninger af hvem, der egentlig stod bag mordene på hhv. John F. Kennedy og Oluf Palme. Bogen ”The Bible Code” hævder, at der kan aflæses koder i Bibelen, som fortæller om alle mulige fremtids scenarier. I filmen ”Kurt og Courtney” antydes det, at sangeren Kurt Cobain ikke begik selvmord. Alexander Dumas’ roman ”Manden med jernmasken” handler om en konspiration i Ludwig XIV’s Frankrig. Var Apollo ekspeditionerne til månen et fupnummer? Har NASA ”små grønne marsmænd” spærret inde i kælderen?

Da Vinci Mysteriet

Aktuel er Dan Browns bestseller ”Da Vinci Mysteriet”, der efterhånden er solgt i så mange eksemplarer, at den er blevet en global fællesfortælling. Heri hævdes det, at Jesus fik børn med Maria Magdalene. De fleste – undtagen en katolsk kardinal, der er gået lige i fælden - kan godt skelne fiktion fra fakta, der er trods alt tale om en roman. Bogen er blevet beskyldt for at være anti-kristen. Hertil siger forfatteren: ”- Bogen er ikke anti-noget. Størstedelen af de kristne forstår, at det hænger sådan sammen og ser Da Vinci Mysteriet som en underholdende fortælling, der fremmer den spirituelle debat. /ritzau/AFP/JP”

Adventister og konspirationsteorier

Vi som adventister skal passe på at vi ikke spiller med på den galej, hvor vores opfattelse af sandheden bliver styret af fascinationen ved konspirationens mulighed. Man kan ind i mellem få fornemmelsen af at nogen mener, at der er en konspiration mellem den katolske kirke, den karismatiske bevægelse, det religiøse højre i USA, EU-kommissionen, New Age og pladeindustrien. Vi bliver altså nødt til at være lidt selvkritiske inden vi begiver os for langt ud i sådanne spekulationer. Jo, vi har et teologisk arvegods, som vi ikke skal kaste grums på, men dog turde stille spørgsmål ved. I vores læsning af profetierne, må vi ikke stille og tilfredse med etablerede tolkninger, og læne os tilbage og tro, at så skal vi ikke længere prøve at forstå teksterne bedre. Her er jeg enig med Jon Paulin, som er en af Adventistkirkens førende teologer: ”Jeg tror, at Bibelen, forstået på den rette måde, kan lære os, hvordan vi skal tænke angående verdens ende – uden at gå fra forstanden.” (What the Bible says about the Endtime” Review and Herald Publishing Association, 1994, s 11).

I vores argumentation for sabbatten og imod søndagshelligholdelse, må vi sikre os, at de ting vi siger og de argumenter vi bruger ikke bare er bekvemme for os, men også er solide og holdbare. Når vi bruger bogen ”Den Store Strid” (også kendt under titlerne ”Konfrontation” og ”Mod en bedre fremtid”), så må vi se den i lyset af den tid, den er skrevet, samt se på, hvordan den er blevet til. Hvis vi gør det, vil vi kunne hente megen inspiration i den bog. Hvis vi derimod bruger den som en kodebog eller køreplan vi kan slå op i, hvis vi vil kende fremtiden, og måske oven i købet krydrer det med mere eller mindre selektive fakta og citater, kan vi risikere en teologi styret af paranoia og spekulation, og det kan aldrig være sundt.

Når vi forholder os til spørgsmålet om det karismatiske, må vi ikke bygge en teologi, der baserer sig på at tage afstand fra det vi er bange for. Den rigtige vej, er den som Adventistkirken har valgt ved at holde teologiske weekender med grundige bibelstudier af Helligåndens rolle og virke.

Det er vores identitet, der er på spil

Man taler meget om værdikamp i det danske samfund. Måske er der en kamp i Adventistkirken om vores identitet. Hvem er vi, og hvilken retning skal vi udvikle os i? Skal vi lægge afstand til andre kristne for at tydeliggøre vores egen identitet? Er vi en bevægelse hvis primære formål er at advare mennesker om, at de ikke må holde for meget fri om søndagen. Eller er vi en kristen kirke, der ønsker at formidle budskabet om Kristus, og tjene og følge ham, herunder at opleve de velsignelser, der er ved f.eks. at holde sabbatten hellig.

Apostlenes gerninger 10

2007-04-18T09:55:00.000+02:00

v1 I Cæsarea var der en mand ved navn Cornelius, som var officer i en militærafdeling, der hed Den Italienske. v2 Han var from og gudfrygtig, ligesom hele hans husstand; han gav folket mange almisser og bad bestandig til Gud.

v3 En dag omkring ved den niende time så han tydeligt i et syn Guds engel, der kom ind til ham og sagde: »Cornelius!« v4 Han stirrede på englen og spurgte forfærdet: »Hvad er der, herre?« Englen sagde til ham: »Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud og huskes hos ham.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvilken religion Cornelius havde.

Han var:
- from (et noget støvet ord, men som jeg tror rummer en meget stor dybde)
- gudfrygtig (men hvilken gud frygtede han og hvordan?)
- hans gudsfrygt smittede af på hele hans hustand
- han gav almisser (disse er en slags bønner eller tilbedelse, som stiger op til Gud og huskes hos ham)
- han bad bestandig til Gud (her ser vi, hvem hans gudsfrygt er rettet mod, og at hans bønneliv var en tilstand)

Ellers er det, der taler til mig, at Gud arrangerer at to mennesker (Cornelius og Peter) mødes, sådan som han gjorde det i kapitel 9 med Ananias og Paulus.

Peter og Cornelius beder begge, da Gud arrangerer mødet mellem dem.

Skæg, skørter og piercinger

2007-04-16T22:25:00.000+02:00

I forlængelse af det jeg postede i går, så har Hobbes Place en skræmmende post om skæg.

Fra skørtelængder til piercinger

2007-04-15T22:25:00.000+02:00

Præstetanker Lyngpressen april 2003: Fra skørtelængder til piercinger

- en krigserklæring mod farisæismen.

Jeg har ladet mig fortælle (af min kone, der selv har læst det i en bog) at man - i forhåbentlig meget gamle dage - på visse kristne skoler i USA var så optaget af pigernes skørtelængde, at man endda havde en meget fiks tommelfingerregel for, hvornår det var OK. Det geniale var, at man i stedet for at måle oppe fra, blot bad pigerne sætte sig på knæ – hvis skørtet nåede gulvet, var det godkendt, ellers ikke. Kan I se det for jer – piger knælende foran deres lærer, fordi det blotte øje ikke kan afgøre med tilstrækkelig præcision, om nederdelen er OK for en skolepige eller den hellere skulle have siddet på en luder. Hvad var i fokus? Pigernes seksuelle udstråling eller tankegangen hos de seksualforstyrrede sind, der havde udtænkt denne test.

I dag ryster de fleste på hovedet over dette, men det har sikkert givet mening for de, der på den tid opfattede synlige lår som moralsk forkastelige. Det er jo også rigtigt, at mennesker er skruet sådan sammen, at man kan komme til at tænke på sex, og at noget tøj er mere seksuelt udfordrende end andet. Sådan er virkeligheden. Hvis man vil flygte fra den, kan man i yderste konsekvens vælge to yderligheder: 1. Dresskode som den var i Talebans Afghanistan, hvor man ikke kunne se noget bar hud eller 2. naturisme, hvor man ikke kan være udfordrende klædt, da man slet ikke er klædt (på – men dog af).

Det væsentlige problem i eksemplet med pigers skørtelængde er ikke, at man gør opmærksom på at seksuelle signaler i nogen sammenhænge bør begrænses. Problemet er, at når farisæismens uhyre viser sit væmmelige ansigt, så kommer fokus på, hvem der målbart er gode. Passer man inden for rammen, er man hellig – træder man udenfor, er man en synder. Her er det en målsætning, at der skal være synlig forskel på de kristne og verden. Jeg har sågar hørt om, at der skulle være kristne skoler, hvor drengenes hår ikke måtte overskride en vis længde.

Nu er der nogen, som forarges over kristne med piercinger. Jeg snakker ikke om, at man måske ikke synes det er pænt, eller man ikke deler fascinationen. (Jeg taler slet ikke om, mindreårige – men det gjorde jeg egentlig heller ikke mht. skørtelængderne.) Men logikken, der siger: ”Aha, du har en piercing, så er du jo nok ikke en kristen.” – er måske udbredt, men er ikke evangelisk. Guds rige handler slet ikke om den slags. Den samme logik kunne ligeså godt lyde: ”Aha, du har et kedeligt og gråt umoderne jakkesæt på, så er du jo nok en kristen.”

Jamen, sender man ikke nogle uheldige signaler med en piercing? Man sender da signaler – det gør man også med et kedeligt gråt og umoderne jakkesæt – men hvilket af det to eksempler, der sender de mest uheldige signaler, kan man jo mene, hvad man vil om. I 1970’erne kunne man med langt hår og lilla ble sende et signal om, at man var hippie. I 1980’erne kunne man med en piercing og en hanekam sende et signal om at man var punker. Hvis der var ting i hippiekulturen eller punkkulturen, der var i modstrid med kristendommen, så var det vel ikke først og fremmest håret og udseendet. I dag ser man måske ikke så mange lilla bleer, men både langt hår, hanekam og piercinger er blevet en del af mainstream ungdomskulturen. Mit hår er faktisk klippet til at lave hanekam (det havde min frisør lige været på kursus i). OK, jeg slår det ned når jeg sætter det, men det er altså ikke fordi jeg tror på Jesus. Det er ikke de samme signaler, man sender med en piercing i dag, som det var i 1980’erne.

Jamen, skal vi ikke adskille os fra verden. Jo, lad os være mere tolerante, mere barmhjertige, mere næstekærlige, forsøge at synde mindre, sladre mindre, såre andres følelser mindre og lignende. Skørtelængder, hårlængder, piercinger og den slags har kun det med evangeliet at gøre, at Jesus døde for alle, som enten ser ud på den ene eller anden måde.

Dette er ikke en anbefaling af piercinger – ej heller skørter eller hår. Jeg har muligvis en mening om sådanne ting, men min mening om den slags er i en kristelig sammenhæng ligegyldig. Men det er ikke ligegyldigt, om jeg fordrejer evangeliet, så det kommer til at handle om den slags.

Vi må erklære farisæismen krig på alle fronter. Vi må rense den ud af vores liv. Vi må isolere den, når den viser sig i menigheden. Vi må ikke tillade, at den har indflydelse. For den er som en surdej, hvis den bare får en lille plads, vil den ødelægge hele dejen. Farisæismen er en trussel mod Guds kirke.

”Tag jer i agt for farisæernes surdej, deres hykleri.” Luk 12, 1

”Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej.” 1 Kor 5, 6.7

”For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed. I var kommet godt i gang. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden? Det er ikke ham, der kaldte jer, der har overtalt jer til det. Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen.” Gal 5, 6-9.

Bibelfortolkning i Adventbevægelsen - historisk belyst

2007-04-10T10:49:00.000+02:00

Så har de fået opdateret hjemmesiden for bibelkonferencen i Køge.

Mit oplæg "Adventbevægelsen og bibelsk fortolkning i historisk perspektiv - fra Miller til White" findes her:

mp3 Lydfil

Tekst format med kilder

Appendiks med dels Millers fortolkningsregler og Whites klassiske beskrivelse af bibelens inspiration.

Postmoderne adventisme

2007-03-28T11:39:00.000+02:00

Tankerne i denne artikel stammer helt tilbage fra et debatoplæg jeg holdt i 1998/1999 i Svanevej Ungdomsforening. Så genanvendte jeg det i lyngpressen i 2005.

Præstetanker Lyngpressen marts 2005

Postmoderne adventisme

Betegnelsen Post-modernisme antyder, at vi lever i en verden, der ikke ved, hvordan den skal definere sig selv udfra hvad det den er, men kun ved hvad den ikke længere er. Er det også tilfældet med postmoderne adventisme? Ved vi ikke længere, hvordan vi skal definere os selv – kun at vi ikke er som vi var før? Grundlaget for vores dogmatik, menighedsstruktur og livstil blev lagt i den moderne æra i forrige århundrede. Den væsentligste del af vores numeriske fremgang fandt sted i den moderne æra.

”A postmodern person’s attitude might be, ”Let’s respect each other’s truths. You have your truth; I have my truth. That’s fine for you. Your truth may be radically different from my truth, but since this generation values a sense of community above all else, diametrically opposed truths can coexist. It may be a paradox, but that’s okay.”
Inside the Soul of a New Generation, Tim Celek og Deiter Zander

Hvordan skal vi forholde os til dette, når det drejer sig om vores trospunkter? Det postmodernistiske menneske vil godt kunne blive begejstret over det at holde sabbat, men vil reagere kraftigt, hvis vi kritiserer dem, der ikke gør det.

Et væsentligt kendetegn for postmodernismen er kulturrelativisme.
Dette er en reaktion på modernismens kulturimperialisme.

Nogletræk ved adventismen, der ikke passer til den postmoderne tid:
Adventismen er præget af, at den er formuleret af hvide Nordamerikanere. Desuden gør den organisatoriske struktur, at mange vigtige beslutninger skal gælde universelt. (f.eks. 27 trospunkter, menighedshåndbogen, policies) - det er muligt, at det er en god ting, at det er sådan, men det er svært at forstå for mennesker, der er præget af den postmoderniske tankegang.

Adventismen har en rimeligt sammenhængende systematisk teologi. Trospunkterne hænger sammen, og vi har næsten en mening om alt. Dette appellerer heller ikke til det postmoderne menneske, der ønsker at vælge en mening her og der og alle vegne. Det var mere typisk for den moderne æra at have den slags totale ideologier. Hvis du var kommunist, socialdemokrat eller konservativ, så var din stillingtagen i alle sager set i lyset af det.

Hvis vi skal have succes med at nå det postmoderne menneske, så må vi nok lære at stille os tilfredse med, at de (og vi kunne ligeså vel sige ”vi”, for vi lever jo også i denne verden) kun vil komme til at bekende sig til dele af vores trospunkter. Vi kan ikke forvente, at ret mange vil købe hele pakken. Det kan være et problem, da adventismen netop har en meget sammenhængende dogmatik.

En anden mulighed er at føre mennesker ud af den postmodernistike tankegang, men det vil være en meget krævende opgave og kan kun gøres med nogle meget få personer af gangen.

Vi er sådan set på udebane. Hvordan kan vi agitere for vores tro på en overbevisende måde uden brug af den menneskelige fornuft eller guddommelig åbenbaring?

Her er nogle muligheder:

Vi kan argumentere for, at den gudommelige åbenbaring giver os absolut sandhed.
Vi kan satse mere på at tilbyde et fællesskab end en sandhed.
Vi kan behovsorientere og tilpasse vores arbejde mere.
Vi vise evangeliet og adventismen mere end fortælle om det.
Vi kan lade være med at være så ens indbyrdes.
Vi kan vise den samme tolerance, som præger postmodernismen.

Oversigt over forskellige tidsperioder i den vestilige kultur:
Den pre-moderne æra (før midten af det attende århundrede)
Den menneskelige fornuft og guddommelig åbenbaring gav os objektive og absolutte sandheder.

Den moderne æra (fra midten af det attende århundrede til midten af det tyvende)
Kun den menneskelige fornuft (og den empiriske metode) gav os objektive og absolutte sandheder.

Den post-moderne æra (siden midten af det tyvende århundrede)
Hverken fornuft eller åbenbaring giver os nogen absolut sandhed.

Apostlenes gerninger 9

2007-03-22T22:57:00.000+01:00

Kapitlet har to dele:

1. Paulus' omvendelseserfaring
2. Peter helbreder

Fortællingen om Saulus' omvendelse er ikke kedelig. Men den rejser nogle spørgsmål:

Er det os eller Gud, der vælger, når der er tale om et kald?
Og fik Saulus reelt noget valg?
Hvordan kunne Saulus have tillid til at Ananias ikke ville udnytte hans blindhed til at overrumple og dræbe ham?
Hvordan kunne Ananias tro, at den åbenbaring han fik ikke var indbildning eller falsk?
Da Paulus er blevet seende igen, og er tilstede sammen med Ananias, hvordan er atmosfæren mellem dem?
Kan vores dåbspraksis "holde vand", i lyset af den hastighed, hvormed Paulus blev ledet til dåben?

Peters helbredelser får den effekt, at evangeliet får gennemslagskraft i to byer.
Hvor tit møder man egentlig helbredelsesmirakler i Bibelen i en kontekst, hvor det ikke har drejet som om at ikke-troende skulle komme til tro?

Emerging church og teologi

2007-03-19T22:48:00.000+01:00

Den kirke, som jeg ser spire frem - og jeg tænker den ikke som en kirke, der enten bliver en ny organisation, eller som behøver at gøre op med eksisterende organisationer - er også en kirke, hvor teologi spiller en rolle.

Spørgsmålet er bare hvilken rolle. Et par reflektioner:

Teologi bliver ikke brugt til at definere sin identitet som modsætning til andre teologiske standpunkter. Der vil uundgåeligt altid være et element af det, men det vil træde i baggrunden i forhold til hidtil.

Teologi kan stadig blive brugt til at beskrive forskellige kirkeretningers sær-kendetegn, men for at bidrage og berige andre kirketraditioner. Der vil være samtale på tværs af kirkeskel for at lytte til hinanden og lære af hinanden - også af de "mærkesager" som de forskellige bidragsydere til samtalen bringer med i deres baggage. De omtalte kirkeskel vil derfor ikke forblive skel i den forstand, at de splitter mennesker, men blot fortæller noget om, hvem de forskellige er. Alle har sin historie og det er en del af hvem de er.

Der vil stadig kunne være kirkeskel, men mere som skel mellem naboer i et villakvarter, hvor folk lever i harmoni, fællesskab og omsorg for hinanden.

Det vanskeligste skel bliver måske skellet mellem moderne og postmoderne, da teologi i det moderne paradigme havde en kløftskabende funktion. Nu i det postmoderne kan de præcis samme skel i stedet opfattes som medvirkende til en smuk mangfoldighed.

OK, man vil ikke længere opretholde præcis de samme skel, men de vil stadig kunne spores. Men i en forvandlet form, der blot gør "villakvarteret" mere fascinerende og smukt.

Jeg tænker videre i billedet med et villakvarter...
Der er to muligheder:
1. at man kører ind med bulldozerer og rydder det eksisterende med jorden, så der ikke er noget andet tilbage end en helt plan mark. Derefter bygger man så typehuse, som er ens, men resultatet er et dødkedeligt kvarter, uden historie med al det heraf følger for identitet.

2. at man renoverer og viderefører den stil og de former, der er blevet skabt gennem tiden, men laver de ændringer, der skal til for at det hele ikke forfalder, samt tør bygge nyt hele tiden. De værste mure mellem mennesker rives måske ned for at skabe lyse og åbne mødesteder. Men konturerne og arven og historien kan stadig ses tydeligt som en inspiration til det liv, der foregår, og som altid kun kan foregå i nutiden.

Det er de to alternativer der er til kun at restaurere og bevare tingene præcis som de er.

Teologi ....
Det vil der stadig være masser af. Det vil stadig spille en stor rolle, men det vil være på en anden måde ind hidtil.

Se her: Wikipedia om emerging church (dansk)

Læg særligt mærke til dette: "Et ønske om at genlæse Bibelen i forhold til dens historiske og kulturelle samtid, for at finde frem til en rekonstrueret teologi, der er fri for modernistiske fortolkninger."

En rekonstrueret teologi...
En bestemt måde at læse Bibelen på, som bidrager til et resultat.

Problemer ved "modernistiske fortolkninger" er:
1. At vise, at vi har ret og de andre ikke har
2. Systematisk teologi, der dybest set er et forsøg på, at præsentere et mere renpudset produkt end Bibelen med alle dens finurligheder og besynderligheder.
3. Proof-text metode, der fører til læresætninger, og giver et misvisende indtryk af at være "bibeltro". Hvis Gud ville have haft en række "bevis-tekster", så havde han nok givet os Bibelen i det format i stedet for poesi, historier, menneskeskildringer etc.

Hvad er det så for en teologi vi kommer til at sidde tilbage med i den kirke, der spirer frem?

Det bliver mindre "pænt", sammenhængende og entydigt.
Derimod vil det afspejle Bibelen og være mere sammensat, broget, "uslebet" og "under opbygning".
Der vil være selvmodsigelser, inkonsekvenser, "huller" og paradokser.

Det vil være mere en teologi, der konverserer med livet, samfundet og videnskaben. Ret praksis er vigtigere end ret lære. Men hvad er så ret praksis ... Jesus viser os det.

Nøgleord vil være: samtale, generøsitet, barmhjertighed, retfærdighed, spiritualitet, mangfoldighed.

"Både-og" frem for "enten-eller"

Mission og teologi hænger også sammen. Der er en konstant samtale mellem Bibel og mission. Det er teologien i fremtidenskirke.

Den kirke der spirer frem, spirer frem af den modernistiske kirke, men den er ikke anti-moderne, den er bare post-moderne. Derfor kan den udvise en tålmodighed med dem, der lever i et paradigme, der er på retur. Den kan rumme det, for det moderne er også en del af den historie, vi befinder os midt i, og har bragt os til der vi er i dag og er på vej hen.

Derfor bliver der ikke tale om et opgør med det eksisterende, men blot at bevæge sig videre.

Adventbevægelsen og bibeltolkning - historisk perspektiv

2007-03-17T22:38:00.000+01:00

Research i forbindelse med forberedelserne til det foredrag jeg holdt i begyndelsen af marts om "Bibeltolkning i Adventbevægelsen - historisk perspektiv" ved Bibelkonferencen i Køge første fredag i marts.

Bibelkonferencen i Køge marts 2007. Research

Herbert Douglas, 1919 Bible Conference, Messenger of the Lord
http://www.whiteestate.org/books/mol/Chapt38.html

Tim Crosby, Why I don´t believe in Sola Scriptura (Udskrevet)
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN1987-10/index.djvu?djvuopts&page=11

George Reid, Adventist Hermeneutics
http://www.adventistbiblicalresearch.org/documents/Adventist%20Hermeneutics.htm

http://www.adventistbiblicalresearch.org/documents/Authority%20of%20the%20Bible.htm

http://www.adventistbiblicalresearch.org/documents/Inspiration.htm

http://www.adventistbiblicalresearch.org/documents/Inspiration%20&%20Authority.htm

http://www.adventistbiblicalresearch.org/documents/Bible%20Final%20Authority.htm

http://www.adventistbiblicalresearch.org/documents/historicalcriticism.htm

http://www.adventistbiblicalresearch.org/documents/interp%20scripture%20davidson.pdf

En Route to a "Plain Reading" of Scripture

A Response to Samuel Koranteng-Pipim's, Receiving the Word
By Alden Thompson
Spectrum 26:4 (January 1998), 50-52. (Udskrevet)
http://people.wwc.edu/staff/thomal/writings/reviews/enroute.htm

Lawrence Geraty, Beyond Fundamentalism, a short history of adventist ot scholarship
http://www.spectrummagazine.org/spectrum/archive11-15/13-2geraty.pdf

Donald Casebolt, Is EGW’s interpretation of bible prophecy final?
http://www.spectrummagazine.org/spectrum/archive11-15/12-4casebolt.pdf

Bert Havoliak and Gary Land, The context of 1919 Bible Conference
http://www.spectrummagazine.org/spectrum/archive11-15/12-4haloviak.pdf

Alden Thompson, Theological Consultation II
http://www.spectrummagazine.org/spectrum/archive11-15/12-2thompson.pdf

Hans K LaRondelle, The heart of historicism
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN2005-09/index.djvu?djvuopts&page=22

Gilbert Valentine, A slice of history
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN2003-02/index.djvu?djvuopts&page=5

Keith Burton, Contextual hermeneutics
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN2000-03/index.djvu?djvuopts&page=27

Damsteegt
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN1999-04/index.djvu?djvuopts&page=24
(Millers rules of interpretation bl.a.)

Roy Gane, om historisk-krisitsk metode
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN1999-03/index.djvu?djvuopts&page=6

i samme nummer:
Robert Johnston, A case for a balanced hermeneutic
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN1999-03/index.djvu?djvuopts&page=10

William Johnson, Nine foundations for an adventist hermeneutics
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN1999-03/index.djvu?djvuopts&page=13

Fritz Guy, How scripture should function in theology
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN1999-03/index.djvu?djvuopts&page=18

Temanummer om hermeneutics:
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN1999-03/index.djvu?djvuopts&page=2

William Shea, How shall we understand the Bible
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN1996-03/index.djvu?djvuopts&page=13

Temanummer: Interpreting the Bible
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN1996-03/index.djvu?djvuopts&page=3

George Reid, Is the Bible our final authority?
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN1991-11/index.djvu?djvuopts&page=6

George Knight, Crisis in authority
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN1991-02/index.djvu?djvuopts&page=6

Why Consultation II
http://www.adventistarchives.org/docs/MIN/MIN1982-02/index.djvu?djvuopts&page=26

Ray Cottrell, The ethos of adventism
http://www.atoday.com/magazine/archive/1999/marapr1999/extras/ethosadventism.html

Ervin Taylor, Interpreting the Bible, receiving the Word
http://www.atoday.com/magazine/archive/1997/marapr1997/news/InterpretingBible.shtml
(om Pipim)

Raymond Cottrell, The story of the Bible commentary
http://0-astatine.llu.edu.catalog.llu.edu/docs/AH/AH-V18N1/index.djvu?djvuopts&page=25

Gilbert Valentine, Prescott – architect of a bible centered curriculum
http://0-astatine.llu.edu.catalog.llu.edu/docs/AH/AH-V08N1/index.djvu?djvuopts&page=26

Historische und kritische Überlegungen zur historisch-kritischen Methode
Rolf J. Pöhler, ThD, Friedensau
http://www.thh-friedensau.de/dozenten/poehler/sc3.html

Seventh-day Adventists and the ‘Sola Scriptura’ Principle
Rolf J. Pöhler
http://www.thh-friedensau.de/dozenten/poehler/ea3.html

Die heilige schrift in bekenntnis und Gottesdienst-praxis der STA
Rolf J. Pöhler
http://www.thh-friedensau.de/dozenten/poehler/ea86.pdf