torsdag, oktober 22, 2009

Notater til 4 Mosebog 9 og 10


Kapitel 9 handler om påsken. De var jo den aften, israelitterne blev udfriet fra Egypten efter, at den tiende plage med dødens engel havde dræbt alle førstefødte. Men hvor engelen var gået forbi hos israelitterne, der fejrede påske. Ordet påske kommer fra ordet "gå forbi" – hebræisk pasach. Dermed blev israelitternes førstefødte altså forskånet eller "frelst". Det er noget, der forpligter. Og det blev et vigtigt tema i Israels gudsdyrkelse, at det første fødte tilhørte Jahve – det gjaldt endda helt ned til det første neg af høsten. (Se 3 Mos 23,10) Efter udvandringen gav Herren følgende befaling: "Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg." (2 Mos 13,2)

Dette danner baggrund for udvælgelsen af levitterne, hvilket der er et stort emne her i begyndelsen af 4 Mosebog. Gud gjorde nemlig det, at i stedet for alle de førstefødte, så tog hele Levis stamme deres plads. Som der står i 4 Mos 8,17.18.: "For alle førstefødte blandt israelitterne tilhører mig, både mennesker og dyr. Jeg helligede dem til mig, da jeg dræbte alle førstefødte i Egypten, og jeg udtog levitterne i stedet for alle de førstefødte blandt israelitterne …"

For at man kunne sikre sig, at denne "byttehandel" var rimelig, skulle man holde mønstring. Dette beskrives i kapitel 3. Man talte levitterne og fik tallet 22 000. Så talte man de førstefødte og fik tallet 22 273 altså 273 for mange. Løsningen på denne difference blev følgende: "Til frikøb af de 273 af israelitternes førstefødte, som overstiger levitternes antal, skal du tage fem sekel for hver person …" (4 Mos 3,46)

På den måde danner påsken grundlaget for levitternes kald til at tjene i helligdommen. Deres opgaver beskrives nøje i kapitel 4, og deres indsættelse beskrives i kapitel 8.


Påskebestemmelser

Her i kapitel 9 læser vi så om det, der vel er 1-årsdagen for udvandringen af Egypten. "I det andet år, i den første måned, efter at israelitterne var draget ud af Egypten …" (4 Mos 9,1) Dette må antages at være inklusiv tidsangivelse, så det første år er det år, hvor udvandringen fandt sted – altså er der gået et år.

De skal holde påske den 14. dag i den første måned. Men så opstår der en situation, hvor nogle er urene pga. berøring af lig. Denne situation rejser et spørgsmål om hvorvidt de skal og kan fejre påske. Moses spørger Herren til råds, og på den måde kommer der nogle nye befalinger om påskefejringen – altså nogle tilføjelse, der kan tage højde for forskellige omstændigheder.

Regelen bliver, at de, der er urene eller på rejse, når der er påske, skal fejre den en måned senere. (4 Mos 9,10-13)

Der tilføjes så i samme ombæring en bestemmelse om, at de fremmede, som bor hos dem og som ønsker at holde påske, de skal gøre det på lige fod med israelitterne. "Når en fremmed bor som gæst hos jer og vil holde påske for Herren, skal han gøre det i overensstemmelse med forordningen og forskriften om den. Én og samme ordning skal gælde for jer, for de fremmede og for landets egne." (4 Mos 9,14)

Her nævnes ikke som i 2 Mos 12, at forudsætningen er, at de lader sig omskære. Men det kan være underforstået.

Udtrykket der bruges her om den fremmede er det hebraiske ger der betegner en, der ikke er født israelit, men som har valgt at bo hos Israel og følge Toraen.

Andre betegnelser i GT om fremmede er:

ben-nekar - en udlænding

tosab - en midlertidig gæst

sakir – en daglejer eller "fremmedarbejder"


Skyen over helligdommen

4 Mos 9,15-23 beskriver helt enkelt, hvordan skyen altid var over "boligen, Vidnesbyrdets telt". Om aftenen var der noget, der så ud som ild. Når skyen bevægede sig flyttede hele lejren efter. Dette har sammenhæng med beskrivelsen i kapitel 2 om, hvor dan lejren skulle organiseres, og efter hvilke procedure, den skulle pakkes ned og flyttes. Der skulle være fire fanehære:

  1. Judas fanehær på østsiden:
    1. Judas stamme
    2. Issakars stamme
    3. Zebulons stamme.
  2. Rubens fanehær på sydsiden:
    1. Rubens stamme
    2. Simeons stamme´
    3. Gads stamme
  3. Efraims fanehær på vestsiden:
    1. Efraims stamme
    2. Mannasses stamme
    3. Benjamins stamme
  4. Dans fanehær på nordsiden:
    1. Dans stamme
    2. Ashers stamme
    3. Naftalis stamme

I midten skulle Levis stamme så være sammen med tabernaklet.


Sølvtrompeterne

Man havde to sølvtrompeter.

Når der blev blæst i den ene, så skulle lederne for hver stamme møde op.

Når der blev blæst i begge, så skulle lejrende bryde op. Der blev så blæst en gang for hver fanehær. Dette var alarmsignalet.

Der kunne også blæses for at sammenkalde hele forsamlingen eller når de skulle gå i krig og endeligt ved festerne og nymånedagene.

Når man blæste for at gå i krig så var det også for at kalde på Gud. "Så vil Herren jeres Gud blive mindet om jer, og I vil blive frelst fra jeres fjender." (4 Mos 10,9)

Når man blæste på en fest dag, så ville det også være for at kalde på Gud. "… det skal bringe jer i erindring for jeres Gud." (4 Mos 10,10)


Moses' svoger Hobab

4 Mos 10,29-36

De er jo lejret ved det bjerg, der både har navnet Horeb og Sinai. Det var det bjerg, der så i nærheden af Moses' svigerfars lejr i Midjan. Det var der han så den brændende tornebusk. Det var her han fik de 10 bud. Nu skal de rejse videre.

Interessant nok beder de Hobab om at rejse med for at være deres guide. "Du ved jo, hvor vi kan slå lejr i ørkenen; du skal være øje for os." (4 Mos 10,31)

Hvorfor skulle de bruge ham til at vise vej, hvis Herren gjorde det gennem skystøtten?

3 comments:

The Sandovals sagde ...

hi lasse! me and my little family just moved into the same complex as you... we are missionaries here and have worked with various churches. We go to Regen now and both Thomas and Bobby from Cafekirken mentioned it would be good if we connected. I've translated some of your blog into English and it's really great stuff!

Anyways, I'd love to meet if you are up for it?

The Sandovals sagde ...

ha. email me at stephen@idcommunity.dk

Lasse Bech sagde ...

Year, let us take over the whole building!