En bøn for jorden

Notater til 4 Mosebog 9 og 10

Kapitel 9 handler om påsken. De var jo den aften, israelitterne blev udfriet fra Egypten efter, at den tiende plage med dødens engel havde dræbt alle førstefødte. Men hvor engelen var gået forbi hos israelitterne, der fejrede påske. Ordet påske kommer fra ordet "gå forbi" – hebræisk pasach. Dermed blev israelitternes førstefødte altså forskånet eller "frelst". Det er noget, der forpligter. Og det blev et vigtigt tema i Israels gudsdyrkelse, at det første fødte tilhørte Jahve – det gjaldt endda helt ned til det første neg af høsten. (Se 3 Mos 23,10) Efter udvandringen gav Herren følgende befaling: "Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg." (2 Mos 13,2)

Dette danner baggrund for udvælgelsen af levitterne, hvilket der er et stort emne her i begyndelsen af 4 Mosebog. Gud gjorde nemlig det, at i stedet for alle de førstefødte, så tog hele Levis stamme deres plads. Som der står i 4 Mos 8,17.18.: "For alle førstefødte blandt israelitterne tilhører mig, både mennesker og dyr. Jeg helligede dem til mig, da jeg dræbte alle førstefødte i Egypten, og jeg udtog levitterne i stedet for alle de førstefødte blandt israelitterne …"

For at man kunne sikre sig, at denne "byttehandel" var rimelig, skulle man holde mønstring. Dette beskrives i kapitel 3. Man talte levitterne og fik tallet 22 000. Så talte man de førstefødte og fik tallet 22 273 altså 273 for mange. Løsningen på denne difference blev følgende: "Til frikøb af de 273 af israelitternes førstefødte, som overstiger levitternes antal, skal du tage fem sekel for hver person …" (4 Mos 3,46)

På den måde danner påsken grundlaget for levitternes kald til at tjene i helligdommen. Deres opgaver beskrives nøje i kapitel 4, og deres indsættelse beskrives i kapitel 8.

Påskebestemmelser

Her i kapitel 9 læser vi så om det, der vel er 1-årsdagen for udvandringen af Egypten. "I det andet år, i den første måned, efter at israelitterne var draget ud af Egypten …" (4 Mos 9,1) Dette må antages at være inklusiv tidsangivelse, så det første år er det år, hvor udvandringen fandt sted – altså er der gået et år.

De skal holde påske den 14. dag i den første måned. Men så opstår der en situation, hvor nogle er urene pga. berøring af lig. Denne situation rejser et spørgsmål om hvorvidt de skal og kan fejre påske. Moses spørger Herren til råds, og på den måde kommer der nogle nye befalinger om påskefejringen – altså nogle tilføjelse, der kan tage højde for forskellige omstændigheder.

Regelen bliver, at de, der er urene eller på rejse, når der er påske, skal fejre den en måned senere. (4 Mos 9,10-13)

Der tilføjes så i samme ombæring en bestemmelse om, at de fremmede, som bor hos dem og som ønsker at holde påske, de skal gøre det på lige fod med israelitterne. "Når en fremmed bor som gæst hos jer og vil holde påske for Herren, skal han gøre det i overensstemmelse med forordningen og forskriften om den. Én og samme ordning skal gælde for jer, for de fremmede og for landets egne." (4 Mos 9,14)

Her nævnes ikke som i 2 Mos 12, at forudsætningen er, at de lader sig omskære. Men det kan være underforstået.

Udtrykket der bruges her om den fremmede er det hebraiske ger der betegner en, der ikke er født israelit, men som har valgt at bo hos Israel og følge Toraen.

Andre betegnelser i GT om fremmede er:

ben-nekar - en udlænding

tosab - en midlertidig gæst

sakir – en daglejer eller "fremmedarbejder"

Skyen over helligdommen

4 Mos 9,15-23 beskriver helt enkelt, hvordan skyen altid var over "boligen, Vidnesbyrdets telt". Om aftenen var der noget, der så ud som ild. Når skyen bevægede sig flyttede hele lejren efter. Dette har sammenhæng med beskrivelsen i kapitel 2 om, hvor dan lejren skulle organiseres, og efter hvilke procedure, den skulle pakkes ned og flyttes. Der skulle være fire fanehære:

1. Judas fanehær på østsiden:
   
   1. Judas stamme
      
   2. Issakars stamme
      
   3. Zebulons stamme.
      
2. Rubens fanehær på sydsiden:
   
   1. Rubens stamme
      
   2. Simeons stamme´
      
   3. Gads stamme
      
3. Efraims fanehær på vestsiden:
   
   1. Efraims stamme
      
   2. Mannasses stamme
      
   3. Benjamins stamme
      
4. Dans fanehær på nordsiden:
   
   1. Dans stamme
      
   2. Ashers stamme
      
   3. Naftalis stamme
      

I midten skulle Levis stamme så være sammen med tabernaklet.

Sølvtrompeterne

Man havde to sølvtrompeter.

Når der blev blæst i den ene, så skulle lederne for hver stamme møde op.

Når der blev blæst i begge, så skulle lejrende bryde op. Der blev så blæst en gang for hver fanehær. Dette var alarmsignalet.

Der kunne også blæses for at sammenkalde hele forsamlingen eller når de skulle gå i krig og endeligt ved festerne og nymånedagene.

Når man blæste for at gå i krig så var det også for at kalde på Gud. "Så vil Herren jeres Gud blive mindet om jer, og I vil blive frelst fra jeres fjender." (4 Mos 10,9)

Når man blæste på en fest dag, så ville det også være for at kalde på Gud. "… det skal bringe jer i erindring for jeres Gud." (4 Mos 10,10)

Moses' svoger Hobab

4 Mos 10,29-36

De er jo lejret ved det bjerg, der både har navnet Horeb og Sinai. Det var det bjerg, der så i nærheden af Moses' svigerfars lejr i Midjan. Det var der han så den brændende tornebusk. Det var her han fik de 10 bud. Nu skal de rejse videre.

Interessant nok beder de Hobab om at rejse med for at være deres guide. "Du ved jo, hvor vi kan slå lejr i ørkenen; du skal være øje for os." (4 Mos 10,31)

Hvorfor skulle de bruge ham til at vise vej, hvis Herren gjorde det gennem skystøtten?

Far og søn – en dialog her til morgen

Far: Vil du have et glas mælk?

Søn: Ja

Søn: Mælken er iskold.

Far: Ja, det er den i hvert fald.

Søn: Har vi is?

Far: Nej, det tror jeg ikke!

Søn: Hvorfor har vi ikke is?

Far: Fordi vi ikke har penge.

Søn: Hvornår får vi penge?

Far: Tja, det er ikke godt at vide – måske efter jul engang.

Søn: Hvornår er det jul?

Far: Det er det snart – om et par måneder.

Søn: Det har næsten lige været jul.

Far: Nej, det er da længe siden.

Søn: Kan du huske en gang det var jul – så byggede mor og mig en snemand med en gulerodsnæse.

Bibel rejser Danmark og verden rundt

Pressemeddelelse

Bibel rejser Danmark rundt på 48 timer
Mandag midnat kommer en bog til Roskilde. Det er ikke en hvilken som helst bog, men et særeksemplar af Bibelen, som i løbet af 48 timer skal rejse hele Danmark rundt og besøge adventistkirker i 40 forskellige byer.

Til lands og i luften
Danmark er ganske vist ikke så stort, men en sådan tur kræver alligevel alle døgnets timer, og nogle af besøgene er nødt til at være på lidt skæve tidspunkter.

For at kunne nå hele vejen rundt, foregår turen både til lands og i luften. Turen begynder ved, at bibelen ankommer til Aarhus Lufthavn med privatfly. Herfra køres sydpå igennem Jylland, og flyves fra Als til Nordjylland, og videre igen til Fyn og Sjælland. Fly er også nødvendigt for at nå en sviptur til Bornholm. Turen slutter i hovedstadsområdet mandag aften.

Jorden rundt på 650 dage
Danmarksstafetten er en mini-version af denne bibels verdensturne. "Follow the Bible" er navnet på en længere opdagelsesrejse over 650 dage til seks kontinenter. Projektet er iværksat af Syvende Dags Adventistkirken for at inspirere folk til at læse i Bibelen.

Særudgaven af Bibelen er i storformat, og hver af Bibelens bøger er trykt i forskellige sprog - 66 i alt, hvor dansk også er ét af dem.

Bibelen i Roskilde
Denne rundrejse i Danmark afsluttes i Roskilde, hvor der vil være NATKIRKE med tema om, hvordan Bibelen er et lys i mørket. Her vil være tid til stille meditativ eftertanke og bøn, samt oplæsninger fra Bibelen. Alle er velkomne i Adventkirken på Sankt Clara Vej 1, hvor kirken vil være åben fra 23:30 til 00:30.

Lukasmagasinet
I forbindelse med Bibelens rundrejse i Danmark lanceres ’Lukasmagasinet’ hvilket er Lukasevangeliet udgivet i en helt ny form, nemlig som et magasin. På 80 illustrerede sider formidles den oprindelige tekst på en ny og original måde. Magasinet lanceres i hele Danmark, og vi vil i Roskilde stå og dele det ud på Stændertorvet lørdag den 22. august i tidsrummet 13-15 og mandag den 24. august 15-17, hvor vi selvfølgelig også vil gøre opmærksom på vores NATKIRKE arrangement i forbindelse med Bibelrundrejsen.

Yderligere information
Om Danmarksstafetten: www.followthebible.dk – her kan turen bl.a. følges live undervejs
Om verdensturnéen: www.followthebible.net
Om Adventistkirken: www.adventist.dk

Rodney Clapp om kirken og dens mission

Her er et par citater fra en udmærket bog om kirken fra forlaget Boedal

”Mission i dag er marketing, og præster i dag forventes at være sælgere. Markedsføringspræsten appellerer til ønsker og behov, som allerede formodes at eksistere hos de uomvendte. …
Når mission er markedsføring, bliver Gud ikke andet end den, der skal stå som garant for (ja, sponsor for) det, som markedet allerede har bestemt er godt og værdifuldt.” (Rodney Clapp, Et særskilt folk, Boedal 2004. s132)

”Det, Jesus kalder os til, er ikke en simpel videregivelse af information, ikke blot en indre erkendelse, men en oplæring af disciple fra alle nationer til at ”holde alt det, som jeg har befalet jer” (Matt 28,18.20). Sagt med vore ord ønsker han, at mennesker føres ind i en ny og anderledes livsform – og samtidig hjælpes til at tage afsked med den gamle livsform, der indtil nu har været bestemmende for dem og har gjort dem til det, de er.” (Rodney Clapp, Et særskilt folk, Boedal 2004. s134)

”Mission i en ikke-konstantinsk ramme kræver, at mission ikke forstås som blot det at meddele nogen et budskab, men som en optagelse i Guds verdensforandrende rige. Det er ikke nok at tænke på mission som proklamation. … Ikke alt, hvad kirken gør, er mission, men alt, hvad kirken gør – og er – relaterer til mission. Mission i sig selv bliver da ikke et spørgsmål om at prædike eller føje nye navne til kirkens medlemsliste. Det er snarere en række aktiviteter, inklusive prædiken, undervisning, menighedstjeneste, ja, bare det at invitere til et simpelt måltid mad – alt sammen evangeliserende aktiviteter, når de bare i en eller anden forstand tager sigte på at drage mennesker og give dem adgang til ”et fællesskab, et tankesæt, en samling af viden, en livsform”. (Rodney Clapp, Et særskilt folk, Boedal 2004. s134)

Der er virkelig nogle ting at tage fat i her for kirken - jeg føler mig meget udfordret. Jeg har lyst at realisere det, han skriver, men finder det svært. Tror det er lederskab, der er brug for.


Mission er ikke markedsføring
Måske går vi galt i byen fordi vi prøver at "sælge" os selv som kirke. Det er lidt af et dilemma, fordi der overfor dette problem står den mulighed at tradition kan gøre kirken og ikke mindst troen mere fjern, end den behøver at være for det moderne menneske.

Mission er ikke videregivelse af information
Vores opgave kan altså ikke reduceres til at formidle et budskab, men det handler om at praktisere en livsform. Det er også en udfordring fordi vi så let lader vores liv forme af kulturen, samfundet, omstændighederne og vores behov for kontrol, tryghed og tilfredsstillelse Den livsform vi skal praktisere og lære andre at praktisere er det som Jesus viser, hvor det handler om at give afkald på sig selv for den anden. Det ligger ikke naturligt for os.

Det, der let sker er, at kristendommen bliver defineret af vores tanker om, hvordan vi mest effektivt får den til at blive en succes. Og vores opfattelse af, hvad succes er - nemlig om der er gode salgstal - er måske netop det problem, som Jesus forsøger at vise verden, at vi har. Risikoen bliver altså, at vi sponserer det livssyn, den tankegang, det værdisæt, den praksis, som Jesus forsøger at hjælpe os ud af.

Kaos i Københavns lufthavn

Denne video er fra bagagebånd 7 i Københavns lufthavn i går. Havde jeg optaget 20 sekunder inden, ville det have været ret sjovt. Dette klip viser de passagerer, der som jeg stod og ventede efter de har ryddet op. Der væltede bare ud med kufferter så der var et lille bjerg ude på gulvet.

Har også et par fotos, der viser det lidt bedre.


Det var ærligt talt lidt irriterende at stå og glo på det bånd i næsten 3 timer som en anden fabriksarbejder. Al bagagen fra vores fly viste sig at være blevet glemt i et hjørne af lufthavnen. Samtidig kom der pludselig kufferter fra 5 fly. Ikke nok med det. Folk stod og ventede på bånd 8 mens deres kufferter var blevet sendt til bånd 7.


Imens der stod mindst 30 kufferter på gulvet lød det med jævne mellemrum i højtaleren: "This is a security anouncement ..." med advarsel om ikke at lade sin kuffert stå uden opsyn. Ja, tak, dette var jo en sikkerhedsbrist uden lige. Utroligt når man er så nøjeregnende, at man konfiskerer en halv flaske vand ...

Genmodificeret?

Det er godt nok meget majs!

Jyllands Posten ændrede en overskrift

Tidligere i dag var der et indlæg på jp.dk med titlen: "Pas på: Nu starter sigøjner sæsonen"
Jeg skrev til journalisten og redaktionen og nu er overskriften ændret til : "Pas på: Nu kommer tricktyvene" og den kan læses her:
http://jp.dk/indland/krimi/article1642066.ece

Titlen fremgår stadig når man googler sætningen "Nu starter sigøjner sæsonen" men når man klikker på googles søgeresultat er artiklen fjernet. Den fremkommer dog stadig på diverse feeds som f.eks. her:
http://news.dk/tags/Sig%F8jners%E6sonen

Jeg har ikke fået svar tilbage, og kan derfor ikke vide om ændringen skyldes min henvendelse eller om der har været andre henvendelser.

Men hvad mange forsøgte forgæves i forbindelse med Muhammedkrisen er nu lykkedes. Det relaterer også lidt til "perle"/"perker" debatten.

Her er hvad jeg skrev til JP:

Kære Lars Sejr (cc: redaktionen)

Jeg studser lidt over, at du omtaler sigøjnere med det ordvalg som der er i dit indlæg på jp.dk.

Du gør selvfølgelig opmærksom på et relevant problem og det er som sådan en legitim ”historie”.

Alligevel synes jeg du må finde en anden måde at omtale dette på, som ikke er så stigmatiserende for et helt folkeslag.

Tror næppe du ville have skrevet om ”negersæsonen”, hvis det var flygtninge fra Afrika eller ”jødesæsonen”, hvis det var israelske turister.

Jeg anerkender, at man let kan komme galt af sted med at formulere sig ”politisk korrekt”.

Det er ikke selve ordet sigøjner, der nødvendigvis er et problem - men helheden i indlægget fremstår efter min mening meget uheldigt.

Jeg tænker at ordet ”neger” i sig selv er blevet vanskeligt at bruge, mens ordet ”jøde” sagtens kan anvendes i de rette sammenhænge.

Ordene ”eskimo” og ”sigøjner” ligger måske et sted i mellem.

Men som sagt er min anke ikke over selve ordet, men den måde det fremstår som en generaliserende beskrivelse med brug af ord som ”udseende typer” og at nu kommer ”sæsonen” for denne etniske gruppe som omtales som kriminelle. Og møder man nogen af dem, skal man passe på.

Jeg betvivler ikke, at kriminalitet er et problem i dette folkeslag som sikkert alkoholisme er blandt grønlændere, men alligevel må man kunne skrive om det uden at spille med på karikaturen. Det er betydeligt mere problematisk end, hvis vi havde talt om ”dumme århusianere” eller ”fulde svenskere”, da der er mørke kapitler i historien med folkemord og had mod visse folkeslag.

Det støder mig faktisk – ikke mindst da jeg selv har naboer, der er Romaer.

Håber du kan se, at der er grænser for hvor politisk ukorrekt man bør være.

Med venlig hilsen

Lasse Bech, København

Jul, afmagt og ideal

Da Jesus-barnet blev født gjorde Gud sig afmægtig. Filipperbrevets rammende beskrivelse af inkarnationeen lyder: "han, som havde Guds skikkelse...gav afkald på det ....blev mennesker lig". (Fil 2,6.7.) Kristus gav afkald på sin magt. Han tog springet fra almagt til afmagt, og gjorde sig dermed ligeværdig med os. Kristi menneskelighed betyder, at vi bliver forstået i vores afmagt. Gud forstår, at det ikke er let at være menneske. Det er ikke let at være mig, og Gud ser det og har forståelse for det. Jeg er set og forstået. Men endnu vigtigere: i Jesus (indbefattende inkarnationen og passionen) får jeg svar på det store religionspsykologiske spørgsmål: "Har jeg betydning i dine øjne?" Jeg har betydning i Guds øjne. Han ser mig og synes om mig. Mit selvværd bygges op - når jeg da ellers forstår dette.

Samtidig er Jesus i inkarnationen også MENNESKET i fejlfri tilstand. Som hebræerbrevets fodnote til hans menneskelighed "dog uden synd" (Hebr 4,15) udtrykker det. Han er idealmennesket "den anden Adam". Han er vores forbillede til efterfølgelse. Altså er det syndfri menneske blevet vores ideal. Her bliver det kompliceret. Vi skal på den ene side have syndserkendelse. Dette bliver vort selvbillede. Jeg er en synder. På den anden side har jeg et ideal - den syndfri. Afstanden mellem mit selvbillede og mig ideal bliver åbenbar. Hvad gør dette så ved min følelse af afmagt? Den bliver maksimeret. Og mit selvværd kan næsten kun svækkes, hvis Jesus udelukkende er mit forbillede i syndfrihed.

Nu er det måske i virkeligheden et andet aspekt ved inkarnationen, som først og fremmest skal fungere som forbillede for os. Tilbage til teksten i Filiperbrevet: "I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus..." og så kommer hele smøren om, at han gav afkald. Jesus bliver altså et eksempel for os på medmenneskeligheden. Vi skal give afkald på vort eget af hensyn til hinanden. Vi skal lære, at andre skal have betydning i vores øjne - så stor betydning, at det kan koste os noget.

Glædelig jul!

På rejse i troen

Så er det på fredag kl 18-20 i Nærum Gymnasium det sker ...

Se mere her

Indsamlig

Her er hvad jeg lavede mandag og tirsdag:
Artikel i Vejle Amts Folkeblad

Guldkorn

Guldkorn fra Henri Nouwens lille bog "På vegne af Jesus", Boedal 2007

"Fremtidens ledere er personer, som i deres samtid vover at påberåbe sig deres irrelevans som et guddommeligt kald, der tillader dem at solidarisere sig dybt med den lidelse, der lurer bag al succes' glimmer, og at formidle Jesu lys netop der." side 21

"Men hvis man er sikkert rodfæstet i et nært, personligt forhold til livets kilde, kan man være fleksibel uden at være relativistisk, overbevist uden at være skråsikker, konfronterende uden at være angribende, mild og tilgivende uden at være blød og eftergivende og et sandt vidne uden at være manipulerende" side 27

"Når spiritualitet reduceres til tom snak om åndelighed, bliver livet i legemet reduceret til kødelighed." side 37

”Bekendelse og tilgivelse er netop de discipliner, hvorved kødelighed og tom, åndelig snak kan undgås, og inkarnationen i sandhed kan udleves. Gennem bekendelse bringes mørkets magter ud af deres kødelige isolation og frem i lyset, hvor de synliggøres for fællesskabet. Gennem tilgivelse bliver de afvæbnet og bortvist, og det bliver muligt på ny at integrere krop og ånd.” side 37

"Noget af det mest ironiske ved kristendommens historie er, at dens ledere igen og igen gav efter for fristelsen til magt - politisk magt, militær magt, økonomisk magt eller moralsk og åndelig magt - på trods af, at de til stadighed mente at tale på vegne af den Jesus, som ikke insisterede på sin guddommelige magt, man gav afkald på sin ret og blev som os. Fristelsen til at se magt som et belejligt redskab til at proklamere evangeliet er den største af alle. (...) Jesus spørger: "Elsker du mig?" Vi spørger: "Må vi sidde ved din højre og venstre hånd i dit Rige?" (Matthøus 20,21.)" side 40.41

Debat om Adventistkirkens identitet

I det seneste nummer af Adventnyt lyder opfordringen fra landsformanden: "Deltag i debatten!" (side 3).

Man har lavet et dokument, som man gerne vil have respons på. Dokumentet kan læses her:
http://www.adventist.dk/Default.aspx?ID=6452

Jeg vil hermed give opfordringen videre til diverse bloggere om at kommentere og debattere dette oplæg.

Jeg håber selv, at vende tilbage med et par betragtninger.

Sankt Hans aften

Båltale - Roskilde Adventikirkes bålplads

”Højtiden sankthans eller Sankt Hans er det fordanskede helgennavn for Johannes Døberen, der skulle være blevet født den 24. juni. Den 24. juni kaldes derfor sankthansdag (Skt. Hans' dag), og eftersom man i nordisk tradition afholder højtider aftenen før, fejres sankthansaften den 23. juni, ligesom juleaften holdes dagen før Juledag. ” (kilde: Wikipedia)

Der er ikke noget særligt belæg vor at vide, hvilken tid på året hverken Jesus eller Johannes er døbt, men Luk 1,26 står der: ” Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret,” Altså er Johannes 6 måneder ældre end Jesus. Så hvis man først har lagt juleaften den 24. december, så giver Sankt hans aften sig selv. Så kan det selvfølgelig undre, at sankthans aften er den 23. når nu juleaften er den 24. - jeg kan ikke helt regne det ud, men lur mig om ikke det er noget med at månedernes længder?

Hvad skal vi så tænke på i forbindelse med Johannes Døbers fødselsdag? Jo, vi kunne jo tænke på så mange ting omkring Johannes, men hvis der er en ting, der mere end noget, kendetegnede Johannes, så var det, at han altid rettede opmærksomheden væk fra sig selv og hen mod Jesus. Så handler det altså ikke så meget om Johannes som om Jesus. ”Han skal blive større og jeg skal blive mindre” sagde Johannes.

En af de mest populære sankthansaften traditioner er at synge Holger Drachmanns midsommervise fra 1885 ved bålet. Den er da også dejlig og livsbekræftende.

Han siger, at ”vi elsker vort land”. Men på en eller anden måde viser vort land sig fra sin bedste side ved midsommer. Derfor siger han:

” men den skønneste krans,
bli'r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.”

Det er ”de varme hjerter” som han omtaler, der måske kommer tydeligst frem – som han siger ”ved midsommer mest”.

” da går ungdom til dans
på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit
over engen sig tumler.”

Det er det, der er så livsbekræftende et billede. Den ubekymrethed, der kan være i et fredeligt land, at de unge kan danse – som var de føl og lam, der leger på marken.

Det er også et billede, der er en del af Guds vision om fredens rige. Hør profeten Zakarias i 8,4.5:

”Dette siger Hærskarers Herre:
På ny skal gamle mænd og kvinder sidde
på Jerusalems torve
hver med sin stok i hånden,
fordi de er gamle.
v5 Byens torve skal fyldes
af drenge og piger,
der danser på torvene.”

Når ungdommen danser, så hviler der en fred over landet.

I 3 vers uddyber han dette billede med fred. Vi vil fred her til lands…

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
under mark over strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli'r tvivlende kolde.

Hvem er den egentlige heks vi tænder bål for at brænde? Det er ”ufredens ånd”.

Hvad er det vi vil her i det land vi elsker? Vil vi fred?

Hvis vi vil den, så foreslår Drachmann, hvordan den kan vindes: ”Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.”

Så i første vers talte han om at det var ”sommerens hjerter, så varme og glade”, der gjorde sankthans til den tid, vi ser ”den skønneste krans” altså det land vi elsker i din største skønhed.

Og her i sangens sidste sætning, er det de kolde hjerter, der er den største trussel mod den fred vi vil her til lands.

Vi kan spørge:
Vil vi fred her til lands?
Har vi varme hjerter, eller er de blevet kolde?
Kan vi genkende det land vi elsker?
Sankthansaften skal egentlig minde os om Johannes Døberen. Johannes Døberen minder os om Jesus. Jesus er fredsfyrsten, der minder os om at være fredsstiftere og fjendeelskere, der vender den anden kind til, når vi bliver slået.

Jesus sagde: ” Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.”

Gi os Danmark tilbage! For vi elsker vort land.
Gi os varme hjerter! For vi vil fred her til lands!
Lad os tænde bål mod ufredens ånd, og drive den ud af vort land!

Theofilus

Indledning

Vi bruger ofte bibelen, men tænker ikke altid over, at det i første omgang ikke er skrevet til os.

En af dem, det i første omgang var skrevet til var Theofilus.

Vi ved meget lidt om ham, så måske er det lidt ambitiøst at forsøge at sige noget om ham, men han er vigtig på den måde, at han er den primære modtager af en væsentlig del af det ny testamente. Måske kan det, at vi forsøger at finde hans perspektiv, hjælpe os til at finde ind til kernen af det budskab som vi holder så meget af.

Jeg tænker, at Theofilus måske ikke var så meget anderledes end os og mange andre mennesker i dag, og måske har vi rigtig meget tilfælles med ham. Måske er vi i en vis forstand Theofilus.

Hvem var Theofilus?

1. Han var en som Lukas skrev to bøger til.
2. Han var en fornem person. Sandsynligvis en højtstående græker eller romer.
3. Han var blevet undervist om Jesus.
4. Han havde brug for at vide, hvor pålideligt det var, det han var blevet undervist i.
5. Han havde brug for de to bøger
1. En om Jesus
2. En om Helligånden og de første kristne
6. Han havde efter Lukas’ mening brug for noget grundigt og fyldestgørende

Hvad siger de lærde om Theofilus?

Formentlig en fornem person, som måske har bekostet udgivelsen af evangeliet.

Navnet antyder, at han var græker. Navnet betyder ”den Gud har kær” eller ”Guds ven” eller ”den som elsker Gud”.

Måske er forklaringen i Apg 4,36 af betydningen af det hebræiske navn Barnabas en indikation af at han ikke kan hebræisk.

En vis Theofilus nævnes i brevene 1. og 2. Clements som en højtstående person i Antiochia. Da Lukas muligvis selv er en proselyt fra Antiochia er det muligvis den samme person.

Sandsynligvis en hedning, som oplevede tvivl om sit tilhørsforhold til ”det nye samfund”.

En rangsperson, der har sat sig i forbindelse med ”det ny samfund” men er i tvivl om han hører til dette brogede og forfulgte fællesskab.

Måske er der mange i dag, der har et lignende forhold til kristendommen. De er troende, men er i tvivl om de hører til i kirken.

Lukas skriver ikke til Theofilus alene, men til alle hedninger, som følte sig lidt udenfor i en hovedsagelig jødisk bevægelse. Men også jøde-kristne ville kunne bruge budskabet som motivation til at krydse den barriere at skulle nå hedningefolkene. De kunne også bruge det til at forklare mange jøders afvisning af Jesus.

Titlen ”højtærede” er samme tiltale som landshøvdingerne Felix (23,26; 24,3) og Festus (26,25) får i bogen. Det er en romersk ærestitel.

Navnet Theofilus kan være et han fik ved dåben.

Vi for at vide, at han i forvejen er blevet undervist før denne skriftlige undervisning. Der refereres altså til en mundtlig undervisning han har modtaget – muligvis ved din dåbsforberedelse.

En skeptiker kan have forsøgt at overbevise ham om at det han byggede sin tro på var ”fabler og myter”.

Lad os se på de relevante tekster:

Luk 1,1-4

”mange andre” – hvor mange andre evangelier? Er 3 mange? Der har måske allerede i hvert fald da Lukas evangeliet blev færdigredigeret været denne strid om, hvilke evangelier, der egentlig er troværdige. Lukas argumenterer for troværdigheden af hans gengivelse.

”overleveret” – dette viser noget om, hvilken form historien om Jesus havde i begyndelsen før evangelierne blev nedskrevet.

Men hvem er det, der har overleveret det – det er det afgørende! Hvem er kilderne Lukas bruger?

Kilder: ”dem, der fra begyndelsen var

a) ”øjenvidner”

b) ”ordets tjenere”

Måske var der nogen, der forsøgte at komme med deres udgave af Jesus uden at være øjenvidner og være indsat af Jesus til tjenesten.

Lukas fortæller så om sin metode – nemlig research:

”nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge.”

Hvordan fungerer Bibelens inspiration? Her får vi i hvert fald et eksempel på, hvordan det kan foregå. Autoriteten i Lukas’ to bøger ligger måske ikke så meget i at han har fået åbenbaringer fra Gud, men i hvilke kilder han bygger på. Det var nogen, der havde været sammen med Jesus og var blevet udpeget af Jesus.

Formålet med evangeliet:

”for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i”

Måske er evangelierne ikke skrevet for at få nogen til at tro på Jesus, men for at de, der er kommet til at tro på ham, kan blive instrueret i at følge ham.

Ap.G. 1,1-2

”min første bog” – altså Lukas evangeliet

Hvad handler evangeliet om?

”alt det Jesus

a) gjorde

b) lærte

Allerede her har vi en meget god beskrivelse af, hvad Jesus’ tjeneste indebar, og hvad vores virke som kirke måske skal indebære.

a) handling

b) og undervisning

”fra begyndelsen til han blev taget op til himlen” – det er det tidsspektrum evangeliet dækker.

”efter han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle han havde udvalgt”

Det var ved Helligånden Jesus gav befalinger, da han var her. Det stemmer med, at Jesus først for alvor begyndte at undervise efter at han ved sin dåb var blevet salvet med Helligånden. Det stemmer også med det generelle fokus havde på Helligåndens virke. Theofilus kan forvente en levende erfaring af Helligånden i sit eget liv.

Jesu befalinger til apostlene – fremhæves. Kristendommen handler i høj grad om at lære, at holde alt det Jesus har befalet – sådan formulerer Mattæus det i hvert fald i den såkaldte missionsbefaling. Og som Lukas pointerer, så er det de befalinger, der er givet til de apostle han udvalgte. Der var ganske tidligt i kirkehistorien megen diskussion om alternative evangelier og forskellige bud på, hvad Jesus egentlig havde sagt. Derfor fremhæves apostlenes rolle som de sande autoriteter til at udtale sig om, hvad det egentlig var Jesus havde befalet.

Blandt Jesu undervisning fremhæves særligt i vers 3, den undervisning Jesus gav i de fyrre dage mellem sin opstandelse og sin himmelfart. Den undervisning får måske en særlig vægt, fordi den nu gives til en gruppe disciple, der nu kan se Jesu tjeneste i retrospekt og i lyset af kors og opstandelse. Før korset havde disciplene nok en stor uklarhed omkring hvad Jesu mission egentlig gik ud på. I de fyrre dage mellem opstandelsen og himmelfarten lytter de måske til Jesu befalinger med en helt anden modenhed og forståelse.

Hvad vil være vigtigt for en menighed, der kan identificere sig med Theofilus?

Vi kan også spørge: ”Hvis Lukas evangeliet og Ap.G. var skrevet til os, hvad ville så være vigtigt for os?”

1. At vise hvem Jesus er
2. At vise hvem Helligånden er, og hvordan han arbejder
3. Det Jesus gjorde og sagde optager os
4. At være en menighed fyldt med Helligånden
5. At være en menighed, hvor fokus er blevet flyttet fra
1. ”jøder” til ”hedninger” – altså fra de allerede udvalgte til de endnu ikke udvalgte
2. De 99 til den ene
3. ”retfærdige” til fortabte
4. Rene til ”urene”
5. Alt dette i lyset af Luk 15 og Ap.G 10 jf. dugen som Peter ser.
6. En menighed, hvor Jesu liv og den første menighed studeres.
1. Temaerne i disse bøger (Luk – Ap.G.) er temaer i en sådan menighed.

i. Tema: Bøn – ni af Jesu bønner

ii. Tema: Helligånden

iii. Tema: Glæde

iv. Tema: Der er en fortsættelse af historien om Jesus – Kirken er den fortsættelse.

7. En menighed, hvor pålideligheden af kristendommen underbygges.

Dagligdags spiritualitet - morgen og aften

Forslag 1 kommer fra Thomas a Kempis og egner sig til morgenbøn

"Hver Dag bør vi forny vort Forsæt og opmande os til Nidkærhed, som om vi i Dag først havde begyndt vor Omvendelse, og sige: Hjælp mig, Herre, min Gud i det gode Forsæt og i din hellige Tjeneste; og forund mig, at jeg i Dag maa begynde for Alvor; thi hvad jeg hidtil har gjort er intet."
Kristi Efterfølgelse Første bog nittende kapitel, vers 1


Forslag 2 kommer fra Magnus Malm og egner sig til aftenbøn

"10-15 minutters tilbageblik på dagen kan blive hver aftens øvelse i at opdage, hvordan Kristus kommer til os i hverdagens mylder. Vi er måske vant til snarere at tænke os aftenbønnen som en øvelse i at lukke døren til over for dagens virvar og vende os til Gud - hinsides dette forstyrrende virvar. Her øver jeg mig konkret i inkarnationens hemmelighed og åbner i stedet erindringens dør på vid gab mod dagens erfaringer."
Magnus Malm, Hvisken fra katakomberne, side 153

Koranen - Sura 1

Jeg er i gang med at læse Koranen - den nye danske udgave oversat af Ellen Wulff. Jeg gør det naturligvis ikke som ekspert på nogen måde. Derfor må alt hvad jeg skriver tages med det forbehold, at jeg blot reflekterer over teksten ud fra de forudsætninger, som jeg har. Derfor er der selvfølgelig risiko for, at jeg misfortolker noget. Jeg tager derfor gerne imod råd fra andre, der ved mere end jeg. Mit ønske med at læse Koranen er simpelt, ja næsten banalt - at vide, hvad der står i den - hverken mere eller mindre.

Alle suraer (jeg ved ikke engang om det er sådan man kalder flertal af sura) - altså kapitlerne - i Koranen begynder med ordene "I den nådige og barmhjertige Guds navn." Jeg har også fået den opfattelse, at det er det samme man siger, når man halalslagter et dyr. Det er jo en titel om Gud, som jeg kun kan tilslutte mig - altså den stemmer fint med det gudsbillede jeg har.

Sura 1 er kort, herefter kommer suraerne i størrelsesorden med den største (Sura 2) først.

Sura 1 er en smuk lovprisning, som man som kristen eller jøde vist sagtens kan sige "amen" til og endda bruge som bøn.

Det sidste vers (vers 7) kan man dog grunde lidt over - men det samme gør sig gang på gang gældende, når man læser i Bibelen f.eks. Salmernes bog.

Verset lyder således: (med vers 6 for at give sammenhæng)
"Led os ad den lige vej!
Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde;
ikke den, der følges af dem, som vreden rammer eller af de vildfarne."

Det store spørgsmål bliver selvfølgelig, hvad de to veje præcis er, men hvis man blot kan tænke på den lige vej som Guds vej, så er det vel det afgørende.

Jeg er blevet glad for Sura 1 og vender af og til tilbage til den.

Tid til at slå et slag for religionsfriheden - uddybende bemærkninger

Efter en kommentar pr. mail til mit seneste indlæg, kommer her nogle uddybende bemærkninger.

Mit budskab i en kompleks debat er helt enkelt, at jeg ser en tendens til et pres på religionsfriheden i tiden. At de to yderpartier på hver fløj har haft en diskussion om de er hhv. anti-religiøse eller anti-muslimske, er i sig selv bekymrende, da de begge kan være afgørende parlamentarisk grundlag for forskellige regeringsdannelser.

Problemet med at være "anti", er som jeg ser det, hvis man politisk gennem lovgivning vil modarbejde en eller måske alle religioner. Det er jeg principielt imod. At begge partier, så er landet på, at de ikke er hverken anti-religiøse eller anti-muslimske er jeg da glad for.

Når jeg skriver, at integrationsministeren mener at kristendommen er en "bedre" religion end islam, så er det ikke for at kritisere hende for det, men for at påvise, at man altså godt kan have en mening uden at ville lovgive. Som jeg læser det, er hun af den mening at et muslimsk tørklæde på en dommer kan være problematisk, men hun er imod, at der skal lovgives om det. Hun er også af den mening at et kristent symbol på en dommer ikke nødvendigvis er et lige så stort problem. Hun anser altså ikke religionerne for at være lige gode, men hun står bare fast på et synspunkt om religionsfrihed.

Min egen holdning til dommere med religiøse symboler er ikke afklaret i detaljen, og det er heller ikke mit ærinde at sige noget om det. Mit ærinde er, at den måde debatten har forløbet på er betænkelig. F.eks. virker det til at der for socialdemokraterne er gået spin i det, så drivkraften bliver, hvordan man kan tage konkurrencen op med DF om at være imod muslimerne.

Det skal i al fairness siges, at da Lene Espersen meldte ud, hvad "regeringens" (læs: det lille koordinationsudvalg bestående af de mest magtfulde ministre) holdning var, så gjorde hun meget ud af, at tale for religionsfrihed. Det synes jeg hun fik kommunikeret meget godt.

Tid til at slå et slag for religionsfriheden

Enhedslisten diskuterede fornyligt seriøst om de var et anti-religiøst parti eller om de var et ikke-religiøst parti.

Dansk Folkeparti diskuterer om de (et stykke af vejen) er et anti-muslimsk parti eller et anti-islamisk parti. (Her glemmer de vist igen den lille men ikke uvæsentlige forskel mellem islamisk og islamistisk.) Søren Krarup anerkender ikke islam som en religion.

Integrationsministeren har fået mundkurv på i forhold til at udtrykke sine personlige synspunkter om religionsfrihed (et værdispørgsmål, hvor der måske har været tradition for, at man ikke behøvede holde sig til partidisciplinen). En læsning af hendes kronik viser tydeligt, at hun mener kristendommen er en bedre religion end islam, og at hun er skeptisk overfor en dommer med tørklæde.

Nu synes jeg det er på tide at slå et slag for religionsfriheden.

Det er en traditionel mærkesag for adventisterne. Se følgende links:

http://www.nadfreedom.org/
http://www.libertymagazine.org/
http://religiousliberty.info/
http://www.adventistreview.com/article.php?id=532
http://www.irla.org/index.html

Tegninger

Det her sætter da virkelig hele sagen om Muhammedtegningerne i perspektiv!

http://politiken.dk/indland/article499155.ece

Louis Vuitton forsøger at standse denne tegning, som er en ytring for at få opmærksomhed på Dafur.