lørdag, maj 14, 2016

Lyset skinner i mørket

Artikel i Adventnyt januar 2016

Og lyset skinner i mørket,
og mørket greb det ikke. Johannesevangeliet 1,5.

Indledning

I 2010 blev 33 minearbejdere i Chile genstand for alverdens opmærksomhed da de var indespærrede 700 meter under jorden i 69 dage. En af de ting man lagde mærke til, da de kom op var hvor påvirkede de var af at have været i mørke i så lang tid. De havde maske for øjnene og måtte meget lempeligt tilvænnes lyset ved jordens overflade. Men det illustrerede også, hvor taknemmelige vi skal være for lyset. Det tætteste jeg tror jeg kommer på disse minearbejderes oplevelse var et besøg i en sprække kaldet den sorte gryde i Helligdomsklipperne på Bornholm.

Lyset skinner i mørket

Lys og mørke bliver i Bibelen flittigt brugt som billeder på det åndelige liv. Det er stærke metaforer, der er lette at forholde os til fordi de er så elementære, men også fordi kontrasten er så tydelig. Den gode nyhed er, at lyset skinner i mørket.

Kendetegn ved mørke

Mørke er ofte forbundet med angst. Vi kender til det at være mørkeræd. Det er jo en fobi, hvor man egentlig ikke er mange for noget, for mørke eksisterer jo ikke. Der er bare ikke noget lys. Og hvis der vitterligt er noget at være bange for, så er det fordi, der er noget andet end mørke, der i virkeligheden er farligt. Der kunne være et monster eller noget andet ubehageligt. Alligevel kalder vi det at være mørkeræd – selvom det er et monster man er bange for.

Når Bibelen siger, at vi ikke skal frygte, så er det et mandat til at være modig i kraft af Guds løfte om at ære med os uanset om der er fare på færde eller ej.

Når man er i mørke mister man fornemmelsen af, hvilken retning man går i.  Det er et af de farligste kendetegn ved mørket. Måske tror man at man er på rette vej, men det er mere sandsynligt, at man ikke er det. Man kan altså være på afveje uden at vide det. Derfor finder man måske ikke ud af, at man skal vende om – og slet ikke hvad man skal vende sig mod eller fra.

I mørke kan man heller ikke se forhindringer eller farer. Man er forsvarsløs og uforberedt, og dermed svag. En af de ting, der morede mine lokale ledsagere i sprækken på Bornholm, var at se, hvordan jeg reagerede når jeg mødte forhindringer i mørket, der skulle passeres. De vidste lig, hvor det var, men jeg var uforberedt. På samme måde er det naturligvis med livet.

Lyset som vejleder

Lys kan vejlede på to måder. Enten som et fyrtårn, som man kan orientere sig efter. Det skal ses, så man kan vide, hvor man er, og dermed finde vej. Sådan var Guds plan med Israel. De skulle være et lys for verden, så folkene omkring dem, kunne se det, og komme og lære af dem.

“Rejs dig, og bliv lys, for dit lys er kommet.
Herrens herlighed er brudt frem over dig.
For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene;
men over dig bryder Herren frem,
hans herlighed viser sig over dig.
Folkeslag skal komme til dit lys
og konger til din stråleglans.” (Es. 60,1-3)

Sådan skulle Israel være et lys for folkeslagene. Men det gik desværre anderledes. Det gamle Testamente er fyldt med den ene beretning efter den anden om, hvordan de var ulydige og gjorde, hvad der var ondt i Herren øjne. Det gamle Testamente er en stor samling eksempler på, at lyset skinner i mørket, men mørket greb det ikke.

Den anden måde lys kan vejlede på er, følgende: Når nogen er faret vild i mørket og ikke kan finde vej, så er der nogen andre et andet sted, som savner dem. Derfor tænder de et lys, en lampe eller en projektør, og går ud for at lede efter dem. Det er på den måde Jesu disciple skulle være et lys for folkeslagene. “Gå ud i al verden og gør folkeslagene til mine disciple.” Vi skal gå ud i mørket og lede efter mennesker.

At finde den rigtige lampe

Måske kan livet sammenlignes med at stå i en lampeforretning. Man vil så gerne finde den helt rigtige lampe. Hjemme hos os synes jeg, at der mangler en læselampe ved sofaen. Af en eller anden grund er jeg tiltrukket af tanken om både at kunne sidde og ikke mindst ligge, når jeg læser. Men der er mange lamper i en lampeforretning, der ikke vil passe til formålet. Mange leder efter det rette lys, til at vejlede deres liv, ligesom jeg leder efter den rette lampe. Nogen søger lyset i krystaller, horoskoper og alt muligt andet, men det rette lys findes kun i evangeliet. Når man endelig har fundet lyset, så skal der så lidt til at ødelægge det igen. Mange forlader troen kort efter de har fundet den.

Lyset gør at vi ser virkeligheden som den er

Fotografi var i mange år min store interesse. Altså sådan helt gammeldags fototeknik fra før digitale billeder. En film eller et stykke fotopapir tåler kun den helt rette mængde lys. Selv den mindste mængde lys kan ødelægge en film eller et stykke fotopapir. Derfor er enhver fotograf yderst omhyggelig med at sikre sig, at det er mørkt, når en film rulles ud eller en pakke fotopapir åbnes. Mørket i mørkekammeret er absolut nødvendigt.

Men et billede kan aldrig blive til noget uden lys. Et kamera er i princippet bare en kasse, der kan holde lyset ude, og kassen har et hul, hvor man kan lukke lys ind. Det er lyset, der afgør, hvad der skal være på billedet. Man skal rette kameraet i mod det, man gerne vil have et billede af, så den rette kombination af lysnuancer lukkes ind til filmen idet man trykker på udløseren.

Som kristne må vi rette kameraet mod Jesus, så det lys, vi modtager, kommer fra ham. Så vil vi komme til at ligne ham, som billedet ligner sit motiv.

Mørket greb det ikke

Der kan være mange grunde til, at man ikke tager imod lyset. En grund kan være, hvis man har lukkede øjne eller bind for øjnene. I Johannes Åbenbaringen læser vi om menigheden i Laodikea, at den ikke ved, at den er fattig, blind og nøgen. Er det sådan at vi er åndeligt blinde, så vi ikke ser lyset?

En anden grund til at forkaste lyset, kan være hvis det tændes for kraftigt for hurtigt, så lukker man øjnene eller vender ansigtet bort. Hvor mange har ikke fået et forkert billede af evangeliet, fordi det blev præsenteret på en forkert måde. De så aldrig lyset, fordi det skar dem i øjnene, så de vendte sig bort. Andre ønsker ikke lyset, fordi de elsker synden og mørket. De er tilfredse med situationen som den er.

“Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.” (Joh. 3, 19-21.)

Der faldt mørke over jorden

Da Kristus udåndende på korset, faldt der mørke over hele jorden. Præcis som før skabelsen.

Alligevel er det klareste lys det, der skinner fra Golgata. Det minder os om Guds kærlighed til os. Vil du lade det lys oplyse dig? Der er ingen grund til at stå lyset imod.

Lad os hellere gribe lyset.

mandag, september 21, 2015

Er ordination et godt ord?


Kilde: V. Norskov Olsen, Myth and Truth: Church, Priesthood and Ordination, Loma Linda University press 1990
  • I KJV er ordet ”ordain” oversat fra mere end 20 forskellige hebraiske og græske ord med hver deres bibetydninger.
  • Latin blev den vestlige kirkes sprog på den tid, hvor det monarkiske bispedømme var konsolideret.
  • Det er tydeligt, at ordene ”ordo”  og ”ordinare” som de blev opfattet i det romerske samfund var med til at udvide kirkens hierarki med det resultat at det almindelige præsteskab og nådegaverne blev overflødiggjorte.
  • At de græske og latinske ord har forskellige medbetydninger, har ekklesiologiske konsekvenser

Udvalg af tekster, der i den engelske KJV har ordet ”ordain”.

Markus 3,14.15
”Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner.”
Græsk: poieo = at gøre

Apg 1,22
”en af dem bør sammen med os være vidne om hans opstandelse.”
Græsk: ginomai = at være

1 Tim 2,7
For det vidnesbyrd blev jeg indsat som forkynder og apostel
Græsk: tithemi = at placere, stille, udpege

Joh 15,16
”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt”
Græsk: tithemi = at plasere, stille, udpege

Tit 1,5
”Når jeg lod dig blive tilbage på Kreta, var det, for at du skulle ordne, hvad der endnu stod tilbage, og indsætte ældste i byerne, sådan som jeg havde pålagt dig det.”
Græsk: kathistemi = at forårsage, arrangere, give ansvar

Ap.G. 14,23
”I hver menighed udpegede de derpå ældste for dem, og efter bøn og faste overgav de dem til Herren, som de var kommet til tro på.”
Græsk: cheirotoneo = strække hånden ud, udpege

2 Kor 8,18.19
”Sammen med ham sender vi også den broder, som bliver rost i alle menighederne for sit arbejde for evangeliet, og ikke blot det: han er også blevet valgt af menighederne til at være vores ledsager med denne gave, som vi overbringer til Herrens ære og for at vise vores gode vilje.”
Græsk: cheirotoneo = strække hånden ud, udpege

tirsdag, april 21, 2015

Romerbrevet og fodbold

I Rom 6 bruger Paulus slaveri som en analogi på om man adlyder synden eller retfærdigheden. I Rom 7,1-6 bruger han ægteskabet som en analogi på det samme.


"The closest modern parallel perhaps is not change of employment but the transfer of a football professional, often at a great Price. He is not free after transfer to play for whom he likes, to shoot goals for his old team when they are playing his new one. Nor is he free under his new contract to be neutral. He has to play all out for his new club manager." John A T Robinson, "Wrestling with Romans"  page 75 

fredag, december 19, 2014

Paulus' overordnede strategi



I Romerbrevet bliver det tydeligt, hvilke elementer, der udgør Paulus’ overordnede strategi. Her evaluerer han, hvor langt han er nået, og hvad han agter at gøre fremover. Der er fire elementer, der hver især er knyttet til fire geografiske steder i hans virke. (Læs Rom 15,14-33)


For det første kan han konstatere, at han har ”fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus fra Jerusalem og vejen rundt helt til Illyrien” (v19). Vi må også overveje, om der er noget at vores arbejde, vi har fuldført, og som vi derfor kan lægge bag os.


For det andet prioriterer han at skabe enhed i kirken ved at rejse til Jerusalem med en gave til de jødiske kristne fra de græske kristne (v25-27). Denne enhed er væsentlig hvis de fremskridt, han har gjort i missionen ikke skal gå tabt. Vi må også gøre os umage i at bygge bro mellem de forskellige dele af vores fællesskab.


For det tredje ønsker han at etablere menigheden i Rom som en stærk base for en ny missionsmark i vest. Den skal være stærk, velfunderet i evangeliet og være rollemodel i enheden mellem de forskellige grupperinger i kristendommen. Kan vi se vores lokale fællesskab som sådan et trinbræt for kirken andre steder?


For det fjerde ønsker han at gøre nye landvindinger i Spanien for evangeliet. Han sætter ”en ære i kun at forkynde evangeliet dér, hvor Kristi navn ikke tidligere har lydt” (v20). Vi må have dette ultimative mål for vores arbejde i sigte. Tænk på, hvor mange mennesker, i Danmark for hvem evangeliet endnu ikke er forkyndt og for hvem Kristi navn ikke for alvor har lydt.



tirsdag, december 16, 2014

tirsdag, september 23, 2014

Om bøn

Min præcise adresse:
Mine sko, min seng, min plads ved spise bordet, husnummer, gadenavn, by, land, halvkugle, tredje planet fra solen, vores solsystem, Mælkevejen, galaksehob, universet, Guds tanke.

Perspektiv:
nedenfra = flodmundingen
Ovenfra = kildens udspring
Tinnet krat eller Randers fjord?

Bøn nedefra begynder med mine egne problemer.
Bøn oppefra begynder med Gud.

Når Jesus lærte sine disciple at bede, så skulle de begynde med at fokusere på, hvem Gud er.

Vor far, du som er i himlene
Helliget blive dit navn
Komme dit rige, ske din vilje.

Men vi er så optaget af at bøn handler om vores problemer. Ofte ber vi først, når vi virkelig er kommet i problemer. Men det er et forkert sted at starte.

Bøn er at tale med Gud som en ven. Hvis du kun taler med dine venner når du har brug for hjælp, eller hvis det første du siger når du taler med dem, er hvad de kan gøre for dig, så ved jeg ikke hvor længe de er dine venner.
Gud ophører ikke med at være din ven, hvis det er sådan du gør.
Men din bøn vil blive meget mere værdifuld for dig, hvis den først fokuserer på Gud, og dernæst hvad du ønsker hans hjælp til.
Det er derfor vi begynder med tilbedelse.

Når det så er sagt, tror jeg stadig vi er alt for tilbøjelige til ikke at bede Gud om hjælp.

Snak med Gud for at være i et forhold til ham. Det er en af de bedste måder at komme til at kende ham.

Bed ham om hjælp med udfordringerne i dit liv og tro på, at han kan og vil gøre det, der er bedst.

Åb 8,3 de helliges bønner

onsdag, juni 04, 2014

Bauckham on the book of Revelation

"Revelation is saturated with verbal allusions to the Old Testament. These are not incidental but essential to the way meaning is conveyed. Without noticing some of the key allusions, little of anything of the meaning of the images will be understood." p18


"It is one of the deepest ironies of Christian history that, when the Roman Empire became nominally Christian under the Christian emperors, Christianity came to function not so very differently from the state religion which Revelation portrays as Rome's idolatrous self-deification." p44


"Where faith in God the Creator wanes, so inevitably does hope for resurrection, let alone the new creation of all things. It is the God who is the Alpha who will also be the Omega." p51


"... the future of God is deliberately expressed by using the verb 'to come', because God's future is conceived as his eschatological coming to the world in salvation and judgement. But this 'coming' of God to bring his purposes for his creation to fulfilment is the coming of Christ." p63


"When the slaughtered Lamb is seen 'in the midst of' the divine throne in heaven (5:6; cf. 7:17), the meaning is that Christ's sacrificial death belongs to the way God rules the world." p64


"The Spirit of prophecy brings the words of the exalted Christ to his people on earth, endorses on earth the words the words of heavenly revelations, and directs the prayers of the churches to their heavenly Lord." p118


"God's kingdom must come - or God would not be God - but the predicted manner of its coming is conditional on human response and on God's freedom to embrace human freedom in his purpose." p149


"That very suffering of the righteous which, for the apocalyptic tradition, demands God's imminent intervention to establish his kingdom, is actually God's strategy for establishing his kingdom." p158


"It should not surprise us that possibilities of changing society by the use of power and influence in accordance with the values of God's kingdom are not envisaged." p163


Richard Bauckham, The Theology of the Book of Revelation, Cambridge University Press 1993

mandag, februar 03, 2014

The human face and shape of the Bible

"Numerous historical references and literary forms link the biblical writings with their times and backgrounds. Many of the Laws of Moses show remarkable parallels with other ancient Laws, such as those of Hammurabi. Patriachal custums and social conditions in Genesis reflect in a notable way the conditions in Mesopotamia and Egypt in the second millenium B.C. Significant parallels exist between some psalms and Canaanite religious literature, and between some biblical proverbs and their contemporary Egyptian proverbs. These other parallels between biblical and nonbiblical literature give the Bible a very human face.
(...)
The human shape of Scripture is unmistakable. Human authors - using human language, quoting human sources, operating in specific human contexts, decribing human emotions - are subject to all the weaknesses and failures of humanity."


Peter M van Bemmelen, "Revelation and Inspiration" in Handbook of Seventh-Day Adventist Theology Review and Herald Publishing Association, 2000.  p34.35





Tanker om "Den rige unge mand"

Manden spørger om at være god.
Jesus taler om at være fuldkommen.

Manden spørger om at få evigt liv.
Jesus taler om at "gå ind til livet" og at "komme ind i Himmeriget".

Manden var velhavende.
Jesus taler om at "have en skat i himlene".

torsdag, januar 09, 2014

Løse tankeløse tanker om kristen seksualmoral

En kristen seksualmoral må bygge på en forståelse af kærlighed.



Kærligheden beskrives af Paulus med ordene "kærligheden ophører aldrig". Dette falder godt i tråd med ordene: "Du må ikke bryde et ægteskab." Hvis ægteskabet bygger på en kærlighed, der aldrig ophører, så er det klart, at det ikke kan brydes. Her taler vi altså om ægteskabets afslutning, der dermed kun er "til døden jer skiller".



Men hvordan forholder det sig i den anden ende? Hvis ægteskabet bygger på kærlighed, og et ægteskab ikke må brydes, så kan det ikke indgås før, der er en kærlighed, der er kendetegnet ved, at den aldrig ophører. Denne kærlighed postulerer altså om fremtiden, at den vil vare ved. Dette gøres gennem aflæggelsen af et gensidigt løfte. Et løfte er en forpligtigelse man pålægger sig selv med gyldighed ind i fremtiden.



Hvis sex og kærlighed har noget med hinanden at gøre, og kærligheden aldrig ophører, så har det seksuelle forhold kun sin plads efter afgivelsen af løftet.



mandag, december 09, 2013

Mandela on Messiah


Our Messiah, who came to us in the form of a mortal man, but who by his suffering and crucifixion attained immortality. Our Messiah, born like an outcast in a stable, and executed like criminal on the cross. Our Messiah, whose life bears testimony to the truth that there is no shame in poverty: Those who should be ashamed are they who impoverish others. Whose life testifies to the truth that there is no shame in being persecuted: Those who should be shamed are they who persecute others.”
                                                     Nelson Mandela

Occasion: Zionist Christian Church Easter Conference
Date:  Sunday, April 03, 1994

torsdag, oktober 24, 2013

Historical perspective

"If history were finished and we were standing at its end, one would be able to narrate world history from the beginning to the end, and one would be able to estimate the significance of each part for the whole. But as we are not at the end, but in the midst of history, we always associate, consciously or unconsciously, recollections of the past with hopes and fears for the future, and interpret the past in respect of the future of our own present. With historical recollections we connect an outline of the whole of history, i.e. of the end of history."
               Jürgen Moltmann, The crucified God, p164.165

tirsdag, september 24, 2013

Moses voldsmand og mægler


Hvordan skal man reagere på uretfærdighed, når man ser den? Moses slog egypteren ihjel.
Da så han en egypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel. v12 Han så sig om til alle sider, og da han ikke så nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet. v13 Næste dag gik han igen ud, og da så han to hebræere i slagsmål. »Hvorfor slår du din kammerat?« spurgte han ham, der havde skylden. (2 Mos 2)

Hvad kunne Moses have gjort? ”Meldt det til politiet?” Sandsynligvis var det en del af uretten, at hebræerne ikke havde mange rettigheder over for egyptere. Han vælger et snigmord. En af de muligheder en undertrygt befolkning kan ty til, når de vil gøre modstand. Men denne strategi kan sjældent føre til sejr, og er i øvrigt afhængig af at man kan forblive skjult. Det lykkedes ikke for Moses.

Moses anvender i øvrigt lex talionis princippet, men som en selvtægt uden en dom. Da han senere forsøger at standse sine to landsmænds slagsmål, så siger voldsmanden: »Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel?« Altså beskrives dommeren som den, der eksekverer gengældelsen. Hvis offeret eller familien gør gengæld, så er det hævn, når en anden gør det gør vedkommende sig til dommer.

Men Moses går netop ikke direkte til gengældelsen i situationen med de to hebræere. Han forsøger med dialogen og spørger ind til, hvad konflikten består i. Den ikke voldelige konfliktløsning vanskeliggøres dog af, at hans forgående voldelige praksis er kendt. Dermed kan han ikke optræde som en troværdig mægler mellem de voldelige.

Når man således én gang har fået ”blod på hænderne”, vil der være en forventning fra andre om, at det kan ske igen. Vold avler en forventning om vold.

tirsdag, juni 25, 2013

Adventistkirken fylder 150 år

Adventistkirken blev organiseret i 1863 - dvs. der blev den såkaldte generalkonferens stiftet. Inden det - fra 1861 - var der blevet stiftet en række såkaldte konferenser - som var organiserede på delstatsniveau i USA. Generalkonferensen var en slags paraply for konferenserne. Den første konferens uden for USA blev stiftet i Danmark i 1880.

Jubilæet er markeret med en række artikler - her er de fleste på dansk:

Fra ANN (Adventist News Network):
http://adventist.dk/da/nyheder-og-presse/286-fra-den-store-skuffelse-til-generalkonference-syvende-dags-adventistkirken-fylder-150-ar&PID=4159
Børge Schantz i Udfordringen:
http://www.udfordringen.dk/kronik.php
Egil Bargfeldt i Kristeligt Dagblad:
http://www.kristendom.dk/artikel/507733:Indfoering--150-aar-med-Syvende-Dags-Adventistkirken
Oversat fra adventist.org i Adventnyt:
http://issuu.com/adventistkirken/docs/2013-07adventnyt

Af disse artikler er den sidste efter min mening den mest dækkende.

Det er interessant at sammenligne en passage i artiklen fra Adventnyt med en passage i artiklen fra Udfordringen.

Adventnyt:
"Og det er alt for lidt kendt, at de fleste af de troende i 1850'erne var indædte modstandere af slaveriet ..." Adventnyt juli 2013 side 11
Udfordringen:
 "For trods alt fandt stiftelsen af det nye samfund sted midt under den amerikanske borgerkrig for slaveriets ophævelse (1861-65), som de advent-kristne ikke viste meget interesse for, idet man mente, at Jesu Genkomst ville løse slaveri-problemerne." Udfordringen uge 24/2013
Var de indædte modstandere af slaveriet og/eller viste de ikke megen interesse for borgerkrigen?
Sandheden er, at det var indædte modstandere af både slaveriet og krigen, og at de holdt med Nordstaterne. De var abolitionister og pacifister og anså ikke krig, som løsningen på slaveriet. De var endog meget optaget af både spørgsmålet om slaveriet og krigen. Jeg vil gå så langt som at sige, at abolitionisme og pacifisme var to af deres største mærkesager - og at dette var centralt for deres selvforståelse.

Her er en oversigt over artikler om emnet:
Jeff Boyd, "A BRIEF HISTORY OF SEVENTH-DAY ADVENTISTS IN THE UNITED STATES REGARDING MILITARY SERVICE: CONVICTIONS IN TRANSITION"
Douglas Morgan, "Following the Prince of Peace in a time of war"
Douglas Morgan, "Between pacifism and patriotism"
"Why adventists took a noncombatant stand"
Bert Williams, "Going wrong with confidence"
Ronald Lawson, "ONWARD CHRISTIAN SOLDIERS?: THE ISSUE OF MILITARY SERVICE WITHIN INTERNATIONAL ADVENTISM"
Adventist Today: "Adventist General Conference Organized 150 Years Ago this Week"
Erin Reid, "“The Army of the Lord”: Principle, Precept, and Practice in Antebellum Adventist Abolitionism 1856-61"
Trevor O’Reggio, "Slavery, Prophecy, and the American Nation"

tirsdag, maj 21, 2013

1 Timotheus og kvindelig ordination

1 Timotheus' brev er ret interessant i lyset af spørgsmålet om kvinders ordination. Jeg har svært ved at komme i tanker om noget dogmatisk standpunkt i kristendommen, som ikke også har sine "problemtekster". I spørgsmålet om kvindelige præster er 1 Tim 2,12 nok den mest problematiske tekst.
 
 
Brevet er skrevet for at styrke og vejlede Timotheus, som er ung (4,14), men som ældsterådet har udrustet med en nådegave og profeteret om under håndspålæggelse (1:18; 4,15). Den opgave han er blevet indsat til består af: "skriftlæsningen, formaningen og undervisningen". Paulus omtaler sin egen tjeneste som "forkynder og apostel" og som "hedningers lærer i tro og sandhed" - i denne tjeneste er han blevet "indsat" (2,7).
 
 
Han er blevet bedt af Paulus om at blive tilbage i Efesos medens Paulus selv er rejst videre til Makedonien. Hans opgave er at "påbyde visse folk, at de ikke må føre vranglære eller holde sig til myter og endeløse stamtavler" (1,3.4) Disse "ugudelige myter" betegner Paulus som "kællingehistorier" (4,7).
 
 
Disse personer har et stærkt ønske om at "være lærere i loven", men de har ikke forudsætningerne, for de "forstår hverken det, de selv siger, eller hvad det er, de udtaler sig så sikkert om" (1,7). Der var åbenbart ikke nogen mangel på ambition i Efesos, når det kommer til lederskab i kirken, og Paulus formaner: "Hvis nogen ønsker at blive tilsynsmand (episkopos), er det et vigtigt arbejde, han tragter efter". Det er så vigtigt med godt lederskab, at man ikke skal give det til hvem som helst.
 
 
Hele Timotheus' virke i Efesos er altså knyttet op på, at han selv skal være lærer, og at han skal nægte visse andre at være det. Derfor handler en stor del af Paulus' instruktioner til Timotheus om, hvordan han skal indsætte personer i tjenesten i menigheden. Når han gør det, skal han gøre det ved håndspålæggelse, men han skal ikke gøre det for hastigt (5,22). Det er vigtigt, at de personer han indsætter i to af de kirkelige embeder tilsynsmænd og menighedstjenere (episkopoi, diakonoi) har de rigtige egenskaber (3,2-13). Interessant nok beskriver Paulus ikke egenskaberne for en ældste (presbyteros), men omtaler deres funktion med stor værdighed. "Ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt agtelse, særlig de, der slider med forkyndelse og undervisning." (5,17) Lærerembedet er vigtigt og centralt, derfor skal det vises respekt. Desuden skal man ikke umiddelbart godtage kritik af en ældste (5,19).
 
 
I menigheden omtales problemer med kvinder, der forsøger at få status som "enker", hvilket indebar, at man kom under menighedens forsørgelse. Paulus gør den del for at adressere denne problematik. Han beskriver nøje, hvilke kriterier der skal opfyldes for at man bliver berettiget til denne enkestatus. (5,1-16) Problemet med disse wannabe enker er, at de er "snakkesalige" og at de har en tendens til at "blande sig i ting, som ikke kommer dem ved, og sige ting, som ikke passer".
 
 
Udover at adressere problemerne omkring enkerne, giver Paulus også nogle formaninger til kvinderne generelt. Disse instruktioner lyder således:
 
"Ligeledes vil jeg, at kvinder skal være ærbart og ikke prangende klædt, deres pynt skal ikke være kunstfærdige håropsætninger og guld eller perler eller dyrt tøj, men gode gerninger, som det sømmer sig for kvinder, der vedkender sig deres gudsfrygt. En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed. For Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet. Men frelses skal hun, ved barnefødslen – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed" (2,9-15).

Paulus tillader altså ikke en kvinde at optræde som lærer. Dette gør han i en sammenhæng, hvor han også har synspunkter om kvinders påklædning, hendes forhold til sin mand samt hendes moderrolle.
 
 
Man skal nok være påpasselig med en alt for rigid læsning af Paulus. F.eks. er hans formulering om, hvordan kvinder bliver frelst, nok ikke ligefrem udtømmende. Han kvalificerer ganske vidst sit ordvalg, så man ikke forstår ham derhen, at en ugudelig kvinde bliver frelst blot hun har børn. Men man kunne ud fra en ureflekteret læsning af denne tekst alene blive i tvivl om, hvorvidt barnløse kvinder kan blive frelst. - Men selvfølgelig mener Paulus ikke det.
 
 
I sine instruktioner om "de unge enker" opfordrer han dem til at gifte sig på trods af, at han i 1 Kor 7 beskriver det at forblive ugift som et ideal.
 
 
Desuden er Paulus' instruktioner om at en tilsynsmand skal være "én kvindes mand" (3,2) og kunne "få sine børn til at vise lydighed" (3,4) ikke et krav, han selv som ugift så sig forpligtet af. Den konsekvent rigide ureflekterede læser kan ikke forestille sig en ugift mand eller en barnløs mand som præst.
 
 
Hvis ikke Paulus i sin afvisning af kvindelige lærere i dette brev, kan læses som værende begrænset af den konkrete historiske og kulturelle kontekst, så må den konsekvente bogstavelige læsning også anvendes på hans råd til slaverne i samme brev:
"Alle, som er under slaveåg, skal vise deres herrer al den ærbødighed, de har krav på, for at Guds navn og læren ikke skal blive til spot. Og slaver, som har troende herrer, må ikke vise dem mindre ærbødighed, fordi de er brødre, men skal tjene dem endnu bedre, fordi de er troende og kære brødre, som selv lægger vægt på at gøre godt mod dem. Sådan skal du lære og formane." (6,1.2)
 
 
Slaveherrer har altså "krav på" ærbødighed. Dette begrundes med at Guds navn og den kristne lære "ikke skal blive til spot". Jeg kan ikke forstå dette anderledes end, at man på den tid og i den kultur opfattede det som meget upassende, hvis slaver ikke viste respekt overfor deres herrer. I dag i vores kultur ville det modsatte være tilfældet, og hvis kristne i dag gik ind for det standpunkt ville Guds navn og den kristne lære i sandhed "blive til spot". Samme logik gælder spørgsmålet om kvindelige præster. I hvert fald når det gjaldt kvinders påklædning var begrundelsen "som det sømmer sig for kvinder" (2,10), altså skik og brug - det vi også kalder kultur.
 
 
Retfærdigvis skal det nævnes, at den specifikke begrundelse for Paulus' modstand mod kvindelige præster skal findes i hans fortolkning af 1 Mosebog kapitel 2 "Adam blev skabt først, derefter Eva" (1 Tim 2,13) og 1 Mosebog kapitel 3 "det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet" (1 Tim 2,14). Altså er Paulus' begrundelse ikke knyttet til den historiske, lokale eller kulturelle kontekst, men hans forståelse er baseret på Bibelens indledende tekster, som jo som regel er et godt sted at gå hen, når man vil vide, hvad der er grundlæggende og essentielt. Men man skal være forsigtig med at læse ting ind i teksten. At manden blev skabt først og at kvinden syndede først er ganske vist klart i teksten, men om teksten siger noget forholdet mellem kønnene når det gælder lederroller i menigheden er en anden diskussion.
 
 
Paulus er grundlæggende optaget af, at menigheden i Efesos ikke bliver vildledt af deres lærere. Den vildledning Paulus ser begyndelsen til beskriver han som "den kundskab (gnosis), der med urette kaldes sådan" (6,20). Hvis der er en reference til gnosticisme, så er det værd at overveje, om det faktum at gnostikerne havde kvinder i lederroller, spiller ind på hans bemærkninger. I Efesos spillede kvinder en stor rolle i byens stolthed Artemis-templet. Var det en genvej til at undgå vildledning i Efesos under indflydelse fra enten Artemis-kulten eller en spirende gnosticisme, at udelukke kvinder fra læreembedet?
 

tirsdag, marts 19, 2013

Sandheder og løgne

"Hvilken sandhed kan opnås fra løgnen?" Sådan spørger den vise forfatter af det gammeltestamentlige apokryfe skrift Siraks bog (Sir 34,4). Det er et interessant spørgsmål, som i sin sammenhæng er ment retorisk og som en advarsel mod at blive vildledt af drømme og spådomme.

Men om man kan få noget sandt ud af en løgn, kommer måske an på om man ved, det er en løgn. Den, der er bedst til at lyve er den, som kan skjule, at løgnen er en løgn. Hvis man derimod afslører løgnen, så kommer sandheden frem. Den væsentligste sandhed er måske, at det man troede var sandt, måske ikke er det alligevel. Dette skyldes ikke altid løgn men kan også skyldes manglende viden. For at der kan være tale om løgn må der være nogen, der kender sandheden, og som ønsker at skjule den og vildlede andre fra den.

Den anden vej rundt, kan man som Johannes sige, at "ingen løgn kommer af sandheden" (1 Joh 2,21). Det kan godt være at sandheden er ilde hørt, og måske må man i visse tilfælde forskåne nogen fra at høre den, men løgnen siger dog den sandhed, at løgneren ikke er til at stole på. Det er dog en sandhed, som den dygtige løgner kan holde skjult for andre. Men kan løgneren holde denne sandhed skjult for sig selv? Den svenske forfatter Magnus Malm formulerer det på følgende måde: "Sandheden tager ikke sin begyndelse i, hvad jeg siger til andre, men i hvad jeg siger til mig selv." Hvis vi søger efter at være sande, er det måske lettere at tale sandt.

Hvad er værst, at Rolf ikke er ren, eller at han har påstået at være det? At man har snydt er ikke godt for tilliden, men når man indrømmer sine fejltrin, er det sjældent en løgn. Man kan dog indrømme eller sige undskyld på en måde, der dækker over sandheden. Dels kan man vente med at bekende sine synder indtil de alligevel er ved at komme frem i lyset, dels kan man i indrømmelsen komme med halve sandheder og dermed efterlade et spillerum for løgnen.

Så længe løgnen findes, så bliver evnen til at skelne mellem sandhed og løgn altafgørende.
Som Anne Linnet så smukt har udtrykt det:

"For når vennerne forsvinder og når livet er betrængt
Ser man alt med ganske andre øjne
Man øver sig og bliver langsomt bedre til at se
Og skelne mellem sandheder og løgne"

Denne evne til at skelne kommer med erfaringen. Men faren er jo, at mistilliden bliver så stor, at man tror, at sandheden er en løgn. Hvilken løgn er den største? At man tror løgnen er sand, eller at man tror, at sandheden er løgn?




onsdag, marts 06, 2013

Rejsen - en fortælling om livet

www.rejsen.net/
www.facebook.com/enfortaellingomlivet


Som et led i lanceringen af det nye magasin Rejsen, var vi nogle, der stillede op ved en fodboldturnering på Vejlefjordskolen i weekenden under navndet Rejseholdet.



Jeg vil i næste uge begynde en studiegruppe på Vejlefjordskolen med navnet  Rejsebureauet, hvor vi læser og drikker kakao.

mandag, oktober 29, 2012

Lykke

"Når man ønsker sig noget brændende, så optændes man af en særlig forestilling om tilfredsstillelsen af dette behov. Man kredser om tidspunktet, hvor det skal ske og mener at vide, hvad det vil gøre ved en. Heri består næringen, selve saltet til opbringelse af det, man kender som følelsen af lykke"
              Jussi Adler-Olsen, Washington dekretet, s330
 
Jeg ved ikke om, om det er begær eller længsel, der beskrives her eller om det kan gælde for begge. Så er der måske en følelse af lykke, der er god og en, der ikke er.

tirsdag, oktober 02, 2012

Jesus vidste, hvad han gjorde

"Jesus did not suffer passively from the world in which he lived, but incited it against himself by his message and the life he lived"
 Jürgen Moltmann, The Crucified God, p.51


mandag, september 24, 2012

Uddannelsesfilosofi

”Sand uddannelse betyder mere end blot at følge en bestemt studi­eplan. Den betyder mere end en forberedelse til det nuværende liv. Den omfatter hele mennesket og hele det tidsrum, som et menneske har mulighed for at gennemleve. Den er den harmoniske udvikling af de fysiske, sjælelige og åndelige evner. Den forbereder den studerende til glæden ved at tjene i denne verden og til den mere ophøjede glæde ved en rigere tjeneste i den kommende verden.”
    Ellen G. White, Uddannelse, side 13