Debat om Adventistkirkens identitet

I det seneste nummer af Adventnyt lyder opfordringen fra landsformanden: "Deltag i debatten!" (side 3).

Man har lavet et dokument, som man gerne vil have respons på. Dokumentet kan læses her:
http://www.adventist.dk/Default.aspx?ID=6452

Jeg vil hermed give opfordringen videre til diverse bloggere om at kommentere og debattere dette oplæg.

Jeg håber selv, at vende tilbage med et par betragtninger.

Sankt Hans aften

Båltale - Roskilde Adventikirkes bålplads

”Højtiden sankthans eller Sankt Hans er det fordanskede helgennavn for Johannes Døberen, der skulle være blevet født den 24. juni. Den 24. juni kaldes derfor sankthansdag (Skt. Hans' dag), og eftersom man i nordisk tradition afholder højtider aftenen før, fejres sankthansaften den 23. juni, ligesom juleaften holdes dagen før Juledag. ” (kilde: Wikipedia)

Der er ikke noget særligt belæg vor at vide, hvilken tid på året hverken Jesus eller Johannes er døbt, men Luk 1,26 står der: ” Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret,” Altså er Johannes 6 måneder ældre end Jesus. Så hvis man først har lagt juleaften den 24. december, så giver Sankt hans aften sig selv. Så kan det selvfølgelig undre, at sankthans aften er den 23. når nu juleaften er den 24. - jeg kan ikke helt regne det ud, men lur mig om ikke det er noget med at månedernes længder?

Hvad skal vi så tænke på i forbindelse med Johannes Døbers fødselsdag? Jo, vi kunne jo tænke på så mange ting omkring Johannes, men hvis der er en ting, der mere end noget, kendetegnede Johannes, så var det, at han altid rettede opmærksomheden væk fra sig selv og hen mod Jesus. Så handler det altså ikke så meget om Johannes som om Jesus. ”Han skal blive større og jeg skal blive mindre” sagde Johannes.

En af de mest populære sankthansaften traditioner er at synge Holger Drachmanns midsommervise fra 1885 ved bålet. Den er da også dejlig og livsbekræftende.

Han siger, at ”vi elsker vort land”. Men på en eller anden måde viser vort land sig fra sin bedste side ved midsommer. Derfor siger han:

” men den skønneste krans,
bli'r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.”

Det er ”de varme hjerter” som han omtaler, der måske kommer tydeligst frem – som han siger ”ved midsommer mest”.

” da går ungdom til dans
på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit
over engen sig tumler.”

Det er det, der er så livsbekræftende et billede. Den ubekymrethed, der kan være i et fredeligt land, at de unge kan danse – som var de føl og lam, der leger på marken.

Det er også et billede, der er en del af Guds vision om fredens rige. Hør profeten Zakarias i 8,4.5:

”Dette siger Hærskarers Herre:
På ny skal gamle mænd og kvinder sidde
på Jerusalems torve
hver med sin stok i hånden,
fordi de er gamle.
v5 Byens torve skal fyldes
af drenge og piger,
der danser på torvene.”

Når ungdommen danser, så hviler der en fred over landet.

I 3 vers uddyber han dette billede med fred. Vi vil fred her til lands…

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
under mark over strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli'r tvivlende kolde.

Hvem er den egentlige heks vi tænder bål for at brænde? Det er ”ufredens ånd”.

Hvad er det vi vil her i det land vi elsker? Vil vi fred?

Hvis vi vil den, så foreslår Drachmann, hvordan den kan vindes: ”Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.”

Så i første vers talte han om at det var ”sommerens hjerter, så varme og glade”, der gjorde sankthans til den tid, vi ser ”den skønneste krans” altså det land vi elsker i din største skønhed.

Og her i sangens sidste sætning, er det de kolde hjerter, der er den største trussel mod den fred vi vil her til lands.

Vi kan spørge:
Vil vi fred her til lands?
Har vi varme hjerter, eller er de blevet kolde?
Kan vi genkende det land vi elsker?
Sankthansaften skal egentlig minde os om Johannes Døberen. Johannes Døberen minder os om Jesus. Jesus er fredsfyrsten, der minder os om at være fredsstiftere og fjendeelskere, der vender den anden kind til, når vi bliver slået.

Jesus sagde: ” Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.”

Gi os Danmark tilbage! For vi elsker vort land.
Gi os varme hjerter! For vi vil fred her til lands!
Lad os tænde bål mod ufredens ånd, og drive den ud af vort land!

Theofilus

Indledning

Vi bruger ofte bibelen, men tænker ikke altid over, at det i første omgang ikke er skrevet til os.

En af dem, det i første omgang var skrevet til var Theofilus.

Vi ved meget lidt om ham, så måske er det lidt ambitiøst at forsøge at sige noget om ham, men han er vigtig på den måde, at han er den primære modtager af en væsentlig del af det ny testamente. Måske kan det, at vi forsøger at finde hans perspektiv, hjælpe os til at finde ind til kernen af det budskab som vi holder så meget af.

Jeg tænker, at Theofilus måske ikke var så meget anderledes end os og mange andre mennesker i dag, og måske har vi rigtig meget tilfælles med ham. Måske er vi i en vis forstand Theofilus.

Hvem var Theofilus?

1. Han var en som Lukas skrev to bøger til.
2. Han var en fornem person. Sandsynligvis en højtstående græker eller romer.
3. Han var blevet undervist om Jesus.
4. Han havde brug for at vide, hvor pålideligt det var, det han var blevet undervist i.
5. Han havde brug for de to bøger
1. En om Jesus
2. En om Helligånden og de første kristne
6. Han havde efter Lukas’ mening brug for noget grundigt og fyldestgørende

Hvad siger de lærde om Theofilus?

Formentlig en fornem person, som måske har bekostet udgivelsen af evangeliet.

Navnet antyder, at han var græker. Navnet betyder ”den Gud har kær” eller ”Guds ven” eller ”den som elsker Gud”.

Måske er forklaringen i Apg 4,36 af betydningen af det hebræiske navn Barnabas en indikation af at han ikke kan hebræisk.

En vis Theofilus nævnes i brevene 1. og 2. Clements som en højtstående person i Antiochia. Da Lukas muligvis selv er en proselyt fra Antiochia er det muligvis den samme person.

Sandsynligvis en hedning, som oplevede tvivl om sit tilhørsforhold til ”det nye samfund”.

En rangsperson, der har sat sig i forbindelse med ”det ny samfund” men er i tvivl om han hører til dette brogede og forfulgte fællesskab.

Måske er der mange i dag, der har et lignende forhold til kristendommen. De er troende, men er i tvivl om de hører til i kirken.

Lukas skriver ikke til Theofilus alene, men til alle hedninger, som følte sig lidt udenfor i en hovedsagelig jødisk bevægelse. Men også jøde-kristne ville kunne bruge budskabet som motivation til at krydse den barriere at skulle nå hedningefolkene. De kunne også bruge det til at forklare mange jøders afvisning af Jesus.

Titlen ”højtærede” er samme tiltale som landshøvdingerne Felix (23,26; 24,3) og Festus (26,25) får i bogen. Det er en romersk ærestitel.

Navnet Theofilus kan være et han fik ved dåben.

Vi for at vide, at han i forvejen er blevet undervist før denne skriftlige undervisning. Der refereres altså til en mundtlig undervisning han har modtaget – muligvis ved din dåbsforberedelse.

En skeptiker kan have forsøgt at overbevise ham om at det han byggede sin tro på var ”fabler og myter”.

Lad os se på de relevante tekster:

Luk 1,1-4

”mange andre” – hvor mange andre evangelier? Er 3 mange? Der har måske allerede i hvert fald da Lukas evangeliet blev færdigredigeret været denne strid om, hvilke evangelier, der egentlig er troværdige. Lukas argumenterer for troværdigheden af hans gengivelse.

”overleveret” – dette viser noget om, hvilken form historien om Jesus havde i begyndelsen før evangelierne blev nedskrevet.

Men hvem er det, der har overleveret det – det er det afgørende! Hvem er kilderne Lukas bruger?

Kilder: ”dem, der fra begyndelsen var

a) ”øjenvidner”

b) ”ordets tjenere”

Måske var der nogen, der forsøgte at komme med deres udgave af Jesus uden at være øjenvidner og være indsat af Jesus til tjenesten.

Lukas fortæller så om sin metode – nemlig research:

”nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge.”

Hvordan fungerer Bibelens inspiration? Her får vi i hvert fald et eksempel på, hvordan det kan foregå. Autoriteten i Lukas’ to bøger ligger måske ikke så meget i at han har fået åbenbaringer fra Gud, men i hvilke kilder han bygger på. Det var nogen, der havde været sammen med Jesus og var blevet udpeget af Jesus.

Formålet med evangeliet:

”for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i”

Måske er evangelierne ikke skrevet for at få nogen til at tro på Jesus, men for at de, der er kommet til at tro på ham, kan blive instrueret i at følge ham.

Ap.G. 1,1-2

”min første bog” – altså Lukas evangeliet

Hvad handler evangeliet om?

”alt det Jesus

a) gjorde

b) lærte

Allerede her har vi en meget god beskrivelse af, hvad Jesus’ tjeneste indebar, og hvad vores virke som kirke måske skal indebære.

a) handling

b) og undervisning

”fra begyndelsen til han blev taget op til himlen” – det er det tidsspektrum evangeliet dækker.

”efter han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle han havde udvalgt”

Det var ved Helligånden Jesus gav befalinger, da han var her. Det stemmer med, at Jesus først for alvor begyndte at undervise efter at han ved sin dåb var blevet salvet med Helligånden. Det stemmer også med det generelle fokus havde på Helligåndens virke. Theofilus kan forvente en levende erfaring af Helligånden i sit eget liv.

Jesu befalinger til apostlene – fremhæves. Kristendommen handler i høj grad om at lære, at holde alt det Jesus har befalet – sådan formulerer Mattæus det i hvert fald i den såkaldte missionsbefaling. Og som Lukas pointerer, så er det de befalinger, der er givet til de apostle han udvalgte. Der var ganske tidligt i kirkehistorien megen diskussion om alternative evangelier og forskellige bud på, hvad Jesus egentlig havde sagt. Derfor fremhæves apostlenes rolle som de sande autoriteter til at udtale sig om, hvad det egentlig var Jesus havde befalet.

Blandt Jesu undervisning fremhæves særligt i vers 3, den undervisning Jesus gav i de fyrre dage mellem sin opstandelse og sin himmelfart. Den undervisning får måske en særlig vægt, fordi den nu gives til en gruppe disciple, der nu kan se Jesu tjeneste i retrospekt og i lyset af kors og opstandelse. Før korset havde disciplene nok en stor uklarhed omkring hvad Jesu mission egentlig gik ud på. I de fyrre dage mellem opstandelsen og himmelfarten lytter de måske til Jesu befalinger med en helt anden modenhed og forståelse.

Hvad vil være vigtigt for en menighed, der kan identificere sig med Theofilus?

Vi kan også spørge: ”Hvis Lukas evangeliet og Ap.G. var skrevet til os, hvad ville så være vigtigt for os?”

1. At vise hvem Jesus er
2. At vise hvem Helligånden er, og hvordan han arbejder
3. Det Jesus gjorde og sagde optager os
4. At være en menighed fyldt med Helligånden
5. At være en menighed, hvor fokus er blevet flyttet fra
1. ”jøder” til ”hedninger” – altså fra de allerede udvalgte til de endnu ikke udvalgte
2. De 99 til den ene
3. ”retfærdige” til fortabte
4. Rene til ”urene”
5. Alt dette i lyset af Luk 15 og Ap.G 10 jf. dugen som Peter ser.
6. En menighed, hvor Jesu liv og den første menighed studeres.
1. Temaerne i disse bøger (Luk – Ap.G.) er temaer i en sådan menighed.

i. Tema: Bøn – ni af Jesu bønner

ii. Tema: Helligånden

iii. Tema: Glæde

iv. Tema: Der er en fortsættelse af historien om Jesus – Kirken er den fortsættelse.

7. En menighed, hvor pålideligheden af kristendommen underbygges.

Dagligdags spiritualitet - morgen og aften

Forslag 1 kommer fra Thomas a Kempis og egner sig til morgenbøn

"Hver Dag bør vi forny vort Forsæt og opmande os til Nidkærhed, som om vi i Dag først havde begyndt vor Omvendelse, og sige: Hjælp mig, Herre, min Gud i det gode Forsæt og i din hellige Tjeneste; og forund mig, at jeg i Dag maa begynde for Alvor; thi hvad jeg hidtil har gjort er intet."
Kristi Efterfølgelse Første bog nittende kapitel, vers 1


Forslag 2 kommer fra Magnus Malm og egner sig til aftenbøn

"10-15 minutters tilbageblik på dagen kan blive hver aftens øvelse i at opdage, hvordan Kristus kommer til os i hverdagens mylder. Vi er måske vant til snarere at tænke os aftenbønnen som en øvelse i at lukke døren til over for dagens virvar og vende os til Gud - hinsides dette forstyrrende virvar. Her øver jeg mig konkret i inkarnationens hemmelighed og åbner i stedet erindringens dør på vid gab mod dagens erfaringer."
Magnus Malm, Hvisken fra katakomberne, side 153

Koranen - Sura 1

Jeg er i gang med at læse Koranen - den nye danske udgave oversat af Ellen Wulff. Jeg gør det naturligvis ikke som ekspert på nogen måde. Derfor må alt hvad jeg skriver tages med det forbehold, at jeg blot reflekterer over teksten ud fra de forudsætninger, som jeg har. Derfor er der selvfølgelig risiko for, at jeg misfortolker noget. Jeg tager derfor gerne imod råd fra andre, der ved mere end jeg. Mit ønske med at læse Koranen er simpelt, ja næsten banalt - at vide, hvad der står i den - hverken mere eller mindre.

Alle suraer (jeg ved ikke engang om det er sådan man kalder flertal af sura) - altså kapitlerne - i Koranen begynder med ordene "I den nådige og barmhjertige Guds navn." Jeg har også fået den opfattelse, at det er det samme man siger, når man halalslagter et dyr. Det er jo en titel om Gud, som jeg kun kan tilslutte mig - altså den stemmer fint med det gudsbillede jeg har.

Sura 1 er kort, herefter kommer suraerne i størrelsesorden med den største (Sura 2) først.

Sura 1 er en smuk lovprisning, som man som kristen eller jøde vist sagtens kan sige "amen" til og endda bruge som bøn.

Det sidste vers (vers 7) kan man dog grunde lidt over - men det samme gør sig gang på gang gældende, når man læser i Bibelen f.eks. Salmernes bog.

Verset lyder således: (med vers 6 for at give sammenhæng)
"Led os ad den lige vej!
Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde;
ikke den, der følges af dem, som vreden rammer eller af de vildfarne."

Det store spørgsmål bliver selvfølgelig, hvad de to veje præcis er, men hvis man blot kan tænke på den lige vej som Guds vej, så er det vel det afgørende.

Jeg er blevet glad for Sura 1 og vender af og til tilbage til den.

Tid til at slå et slag for religionsfriheden - uddybende bemærkninger

Efter en kommentar pr. mail til mit seneste indlæg, kommer her nogle uddybende bemærkninger.

Mit budskab i en kompleks debat er helt enkelt, at jeg ser en tendens til et pres på religionsfriheden i tiden. At de to yderpartier på hver fløj har haft en diskussion om de er hhv. anti-religiøse eller anti-muslimske, er i sig selv bekymrende, da de begge kan være afgørende parlamentarisk grundlag for forskellige regeringsdannelser.

Problemet med at være "anti", er som jeg ser det, hvis man politisk gennem lovgivning vil modarbejde en eller måske alle religioner. Det er jeg principielt imod. At begge partier, så er landet på, at de ikke er hverken anti-religiøse eller anti-muslimske er jeg da glad for.

Når jeg skriver, at integrationsministeren mener at kristendommen er en "bedre" religion end islam, så er det ikke for at kritisere hende for det, men for at påvise, at man altså godt kan have en mening uden at ville lovgive. Som jeg læser det, er hun af den mening at et muslimsk tørklæde på en dommer kan være problematisk, men hun er imod, at der skal lovgives om det. Hun er også af den mening at et kristent symbol på en dommer ikke nødvendigvis er et lige så stort problem. Hun anser altså ikke religionerne for at være lige gode, men hun står bare fast på et synspunkt om religionsfrihed.

Min egen holdning til dommere med religiøse symboler er ikke afklaret i detaljen, og det er heller ikke mit ærinde at sige noget om det. Mit ærinde er, at den måde debatten har forløbet på er betænkelig. F.eks. virker det til at der for socialdemokraterne er gået spin i det, så drivkraften bliver, hvordan man kan tage konkurrencen op med DF om at være imod muslimerne.

Det skal i al fairness siges, at da Lene Espersen meldte ud, hvad "regeringens" (læs: det lille koordinationsudvalg bestående af de mest magtfulde ministre) holdning var, så gjorde hun meget ud af, at tale for religionsfrihed. Det synes jeg hun fik kommunikeret meget godt.

Tid til at slå et slag for religionsfriheden

Enhedslisten diskuterede fornyligt seriøst om de var et anti-religiøst parti eller om de var et ikke-religiøst parti.

Dansk Folkeparti diskuterer om de (et stykke af vejen) er et anti-muslimsk parti eller et anti-islamisk parti. (Her glemmer de vist igen den lille men ikke uvæsentlige forskel mellem islamisk og islamistisk.) Søren Krarup anerkender ikke islam som en religion.

Integrationsministeren har fået mundkurv på i forhold til at udtrykke sine personlige synspunkter om religionsfrihed (et værdispørgsmål, hvor der måske har været tradition for, at man ikke behøvede holde sig til partidisciplinen). En læsning af hendes kronik viser tydeligt, at hun mener kristendommen er en bedre religion end islam, og at hun er skeptisk overfor en dommer med tørklæde.

Nu synes jeg det er på tide at slå et slag for religionsfriheden.

Det er en traditionel mærkesag for adventisterne. Se følgende links:

http://www.nadfreedom.org/
http://www.libertymagazine.org/
http://religiousliberty.info/
http://www.adventistreview.com/article.php?id=532
http://www.irla.org/index.html

Tegninger

Det her sætter da virkelig hele sagen om Muhammedtegningerne i perspektiv!

http://politiken.dk/indland/article499155.ece

Louis Vuitton forsøger at standse denne tegning, som er en ytring for at få opmærksomhed på Dafur.

Mors dag

En gammel klassekammerat fra gymnasiet har oprettet en afdeling i Danmark af organisationen Maternaty Worldwide.

En bekendt har indspillet en sang til støtte, den er god og kan købes her. Beløbet går ubeskåret til det vigtige arbejde i Maternaty Worldwide.



Havde vi levet i Etiopien, så havde jeg mistet min kone. Jeg føler jeg skylder noget ...

Støt dem!

MODERSVINGEN
Lina Sandell / Carola

Nu vill jag sjunga om modersvingen
som mig betäcker i nödens tid
nu vill jag vila vid modershjärtat
där blir jag stilla, där får jag frid

det modershjärtat har ej sin like
i trofast kärlek, det ser jag nog
vem fattar höjden, vem mäter djupet
utav den kärlek som för oss dog?

ty jag vill glömma all livets smärta
all tidens oro, allt jordens ve
och tyst mig gömma, blott vid det hjärtat
vars nåd och huldhet jag nu fått se

det modershjärtat har ej sin like
i trofast kärlek, det ser jag nog
vem fattar höjden, vem mäter djupet
utav den kärlek som för oss dog?

To ting

1. Lige nu og frem til 6. maj er der knald gode og billige tilbud på gode kristne bøger på www.boedal.dk

2. Århus Cafekirke har fået en fed hjemmeside:
http://www.aarhuscafekirke.dk/blog

Bil i brand på Nørrebro i aftes

Det er skræmmende at bo i en bydel, hvor brændende biler hører til dagens orden. Her er et billede taget ud af vores vindue i aftes.


Man ser "tydeligt" den brændende bil og en brandbil.

Nu skal det siges, at det ikke er Nørrebro, men Nord-Vest - faktisk hedder bydelen Bispebjerg, og det lyder lidt pænere. Men blot et (meget langt) "stenkast" fra det sted, der skal være et nyt ungdomshus.



Her er så samme bil dagen efter. Stedet er lige ud for en brandhane og overfor min søns vuggestue. To billeder















Hvad er der så sket? Der er to teorier.... (klik)

1. Enten er der tale om de sædvanlige uroligheder, der er så kendetegnende for området.

2. Eller også er der tale om noget andet.

Woman at the Well

Mine værdier (ikke hæmatokrit)

Visdomsord til en nypuritansk tid

"Om du endog ser en anden synde aabenbart eller begaa grove Forseelser, bør du dog ikke agte dig selv for bedre; thi du ved ikke hvor længe du selv vil kunne forblive god. Alle er vi skrøbelige; men du skal anse dig selv for den skrøbeligste af alle."

Thomas a Kempis, Kristi Efterfølgelse 2.4.

Liste over fagtidsskrifter

Når nu nogen andre har gjort et nyttigt stykke arbejde til fleres fælles gavn, hvor så ikke gøre opmærksom på det.

Her er en liste over tidsskrifter om bibelske studier.

Strukturen i syndflodsfortællingen

Kilde: New Bible Commentary, IVP Press

Nu lægger jeg lige det her ud, fordi der var nogle stykker der spurgte om en kopi igår i Adventkirken i Nærum, hvor jeg viste den i en prædiken.

Visioner for fællesskabet

• ”tjen hinanden i kærlighed” Gal 5,13
• ”tag imod hinanden som Kristus har taget imod jer” Rom 15,7
• ”bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden” Kol. 3,13
• ”hils hinanden med et helligt kys” Rom 16,16
• ”Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov” Gal 6,2
• ”Vær hinanden hengivne i broderkærlighed” Rom 12,10
• ”kappes om at vise hinanden agtelse” Rom 12,10
• ”I er fulde af godhed og fornøden indsigt, så I også kan vejlede hinanden” Rom 15,14
• ”I skal underordne jer under hinanden” Ef 5,21
• ”Trøst derfor hinanden og opbyg hinanden, som I også gør” 1 Thess 5,11

Visioner:

Et fællesskab, der rækker ud til mennesker, som ikke kender Jesus Kristus som deres frelser.

Et fællesskab, der inviterer og hjælper alle til at vokse åndeligt uanset, hvor de er i deres liv.

At de børn og unge, der vokser op i fællesskabet, må lære Jesus Kristus at kende som deres personlige ven og frelser.

At børn og unge må opleve menigheden som relevant og meningsfyldt for dem.

Jesus - manden, der gør folk rasende

Menighedsbladet Roskilde Adventkirke november 2007

Jesus havde en evne til at vende sine tilhøreres jubel og begejstring til massehysterisk vrede og had. Det er der to eksempler på, som jeg umiddelbart kan komme i tanker om. Den første episode foregår ganske tidligt i Jesu ”karriere”, mens den anden episode markerer enden på hans jordiske liv. De to situationer lærer os noget fundamentalt om, hvordan denne Jesus egentlig var.

Efter Jesus var blevet døbt og havde været 40 dage i ørkenen for at blive fristet, er et af de første steder han kommer til hans egen hjemby Nazaret. Episoden er velkendt. Jesus stiller sig op i synagogen, læser fra Esajas’ bog og afslutter med at sige: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” (Luk 4,21) Det var en god bibeltekst, han havde læst. Den indeholdt et budskab om frihed – noget, der klingede godt i ørerne på et folk, der underlagt en besættelsesmagt. Jesus afslutter endda oplæsningen af denne bibeltekst med en påstand om, at den har aktualitet – ja endda, at friheden er kommet ”i dag”. Dette vakte et stort bifald – det var den slags tilhørerne kunne lide at høre. ”Alle gav de ham deres bifald…” (Luk 4, 22). Men så fortsætter Jesus sin tale, hvorefter reaktionen er en helt anden: ”Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned.” (Luk 4, 28.29) Deres holdning til Jesus ændrer sig fra bifald til raseri. Det minder jo om det der sker i passionsugen, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel tiljublet af folkemasserne – Hosianna og alt det der. Blot få dage efter råber folkemasserne: ”Korsfæst ham!”, da Pilatus spørger, hvad han skal gøre med Jesus.

Hvad forårsagede denne forandring fra bifald til raseri – jo, der var noget ved det Jesus sagde, der provokerede folk så meget, at de kom til at betragte ham som en farlig mand. I Nazaret begynder det med, at de undrer sig over den fantastiske erklæring, der kommer fra hans mund om, at ordet fra Esajas har sin opfyldelse den selv samme dag. Det, der undrer dem er, at de ord kommer fra Jesus, for ham ved de godt, hvem er: ”Josefs søn”. Han er med andre ord ikke noget særligt – han har ikke engang sin egen identitet men må betegnes udfra, hvem der er hans far. Og så påstår han endda at være en profet, og hvad der er mere provokerende er, at han bebrejder dem for ikke at ville anerkende ham. Ja, han går endda så vidt, at han slynger eksempler fra Bibelen i hovedet på dem, og siger at Gud foretrækker udlændinge/hedninger, der anerkender hans profeter frem for sit eget folk, når de ikke anerkender ham. Lad mig citere Jesus: ”Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin egen hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid. Dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias bliv ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.”

Der er ikke meget ”Jesu lille lam jeg er” over den Jesus, vi møder her. Til gengæld bliver vi præsenteret for en Jesus, der ikke lægger fingre imellem, når han mener det alvorligt. Jeg vil opfordre dig til at tage din Bibel og læse evangelierne igennem fra bunden og lægge mærke til, hvordan Jesus egentlig var, og så kan du bagefter bede en bøn til ham. På den måde tror jeg, at alle mennesker kan have behov for at lære ham at kende.

Adventhåbet

Menighedsbladet Roskilde oktober 2007 – Lasse Bech

En af Adventistkirkens teologer skriver:

”Hvis håb udelukkende relaterede til fremtiden … ville det blot være en frit flydende fantasi, et veludviklet produkt af ønsketænkning, en from illusion. For at være gyldigt og værdifuld, må håbet være baseret på en bestemt forståelse af fortiden og en bestemt erfaring i nutiden. I tilfældet med adventhåbet, er den relevante fortid den historiske begivenhed med åbenbaringen af Gud i Jesu fødsel, liv, død og opstandelse.”[1]

Hvis man ikke ser Kristi genkomst i lyset af hans første komme kan det være at man ikke bliver fyldt med særligt meget håb ved tanken om dommens dag. Men for den, der i tro tager imod den frelse Jesus gjorde mulig ved sit første komme, er håbet en glædelig forventning om den endelige udfrielse. Håbet bliver således en nutidig erfaring af frelsesvished, en følelse af tryghed, en fortrøstningsfuldhed om en bedre fremtid. Hvis vi ikke ser på den fremtidige dom i lyset af det Jesus gjorde, første gang han var her, så kan det let være en anden følelse, der fylder os, nemlig frygten. Husk hvad Johannes skrev:

”Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.”[2]

Frygten kan altså ses som et modstykke til håbet. Men det modsatte af håb er også bekymring. Husk hvad Paulus skrev om det:

”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”[3]

Jeg har altså mulighed for her og nu at leve uden frygt og bekymring. Helt praktisk i min hverdag betyder det, at jeg ikke behøver at bære rundt på bekymringer. Jeg behøver ikke engang læsse dem af på min ægtefælle – men jeg kan få lov at læsse dem af på Gud. Det er en stor lettelse for mig at vide det, for jeg har så let ved at bekymre mig. Hvordan skal det hele nu gå? Mon jeg mon klarer mine næste udfordringer? Det går nok ikke? Og sådan kan jeg grave mig længere og længere ned i et hul. Men den gode nyhed er, at det behøver jeg ikke, for Gud har styr på tingene.

---

[1] Fritz Guy ”The Future and the Present: The Meaning of the Advent Hope” i The Advent Hope in Scripture and History, Editor V. Norskov Olsen, Review and Herald Publishing Association, s 227. (Min oversættelse)

[2] 1 Joh 4, 17.18

[3] Fil 4, 4-7

Spørgsmålet vs. svaret

I den stadige kamp mellem spørgsmålet og svaret findes sjældent en afgørelse uden at det egentlige mål mistes - nemlig sandheden. Heraf følger også, at svaret ikke er identisk med sandheden. Sandheden er dialogen mellem spørgsmålet og svaret.

Svaret er dog ofte mere misvisende end spørgsmålet, da det ofte udgiver sig for at være sandheden. På den anden side kan spørgsmålet være stillet i et forsøg på at sløre sandheden og lokke svaret til at blive for selvsikkert. Den fristelse bør svaret aldrig falde for, og den slags spørgsmål er ikke bare misvisende, men vildledende.

Når svaret er misvisende, er det som regel ikke af ond vilje, men i ønsket om at give sandheden. Naivitet - ikke kynisme - er det, der driver det misvisende svar.
Når spørgsmålet er vildledende, er det som regel bevidst - i værste fald for at udstille, nedgøre og ydmyge svaret.

I kampen mellem det kyniske spørgsmål og det naive svar, har sandheden ringe kår. Men svaret er den moralske vinder, selv om spørgsmålet som regel står tilbage med håneretten.