Reflektion fra Allianceugen

Refleksion - Redskaber for Kristi fred.

”Herre, gør mig til et redskab for din fred.”, sådan begynder den berømte bøn, der ofte bliver tilskrevet Frans af Assisi.

Vi kender kun alt for godt de redskaber, der skaber ufred. Det er redskaber, der egner sig godt til at ødelægge. De ligger i en værktøjskasse, der indeholder alt fra missiler til misforståelser. Disse redskaber kan tages frem, når der skal udføres opgaver inden for alt fra bombetogter til bagtalelse. Det er ikke den slags redskaber vi er kaldede til at være.

Sådan et redskab var korset. Beregnet på at skabe frygt, at dræbe, at knuse enhver opposition. Men Kristus forvandlede korset fra at være et redskab til ødelæggelse, til at være et redskab til fred. Romerne ville nok hævde, at det var et nødvendigt middel til med magt at skabe fred. Ved Jesu død var korset et redskab, der blev brugt på to forskellige måder af romerne og af Kristus. For romerne var korset et redskab, der gennem frygt og rædsel skulle skabe fred. For Kristus var korset et redskab for fred gennem forsoning.  

Når vi møder uretfærdighed, så er det mest naturlige at knytte næverne og dermed gøre dem til redskaber for hævn og vrede. Men Gud ved, at det ikke vil gøre verden bedre, derfor kalder han os til at række hænderne frem for at velsigne, for at give støtte, for at komme i møde - og dermed at gøre hænderne til redskaber for fred.

”Salige er de, der stifter fred!”, siger Jesus

En ting er at holde fred, når der ikke er nogen, der truer en. Noget andet er at være en fredsstifter, når man bliver angrebet. Det er når der er konflikter, der er brug for redskaber til at stifte fred. Det er sådan nogle redskaber vi kan bede Gud om at gøre os til.

Paulus skriver om Kristus i sit brev til Efeserne:

”For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os.” Ef. 2,14

Jeg tror det er sådan vi skal tænke om Kristus. De murer, vi mennesker har bygget op imellem os, dem har han brudt ned ved sin død på korset. Forhænget i templet blev revet midt over, da han døde. På samme måde har Jesu kors en kraft til at overvinde alt det, der skiller os mennesker fra hinanden – og endda at det, der skiller os fra Gud.

Så når vi tænker på vores fjender, så skal vi se på dem som mennesker Jesus gav sit liv for. På den måde forvandler den korsfæstede vores måde at se på andre mennesker – dermed er korset det vigtigste redskab for fred.

Hvad er det for en måde, at se andre mennesker på, som vi er kaldede til?

Paulus skriver i samme brev:
” v1 Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, v2 med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed v3 og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: v4 ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; v5 én Herre, én tro, én dåb; v6 én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.” Ef 4

Hvis vi skal være de, der stifter fred, så må vi kunne holde fred med hinanden. Hvis verden skal se Guds kærlighed, må den se, at vi har kærlighed til hinanden.

Jeg har stor respekt for kristne, der efter Jesu eksempel helt konkret arbejder for fred og konfliktløsning ved ikkevoldelige midler. En af dem var Martin Luther King jr, der ytrede disse ord:

"Mørke kan ikke uddrive mørket; det kan kun lyset. Had kan ikke uddrive had; det kan kun kærlighed. Had mangedobler had, vold mangedobler vold, og hårdhed mangedobler hårdhed i en nedadgående spiral af ødelæggelse. Det ondes kædereaktion - had avler had, krig skaber flere krige - må brydes, eller vi slynges ned i tilintetgørelsens mørke afgrund."

 Frans af Assisis bøn:

Herre, gør mig til redskab for din fred
hvor der er had, lad kærligheden råde.
Hvor der er uretfærdighed, tilgivelse.
Hvor der er mørke, lys.
Hvor der er fortvivlelse, håb.
Hvor der er sorg, glæde.
O, guddommelige Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget søge at blive forstået som at forstå,
ikke så meget søge at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at vi modtager,
det er ved at tilgive at vi tilgives,
det er ved at dø at vi fødes til evigt liv.

Allianceugen i Hedensted

Evangelisk Alliance
samarbejde mellem Folkekirken, Hedensted Valgmenighed, Indre Mission og Adventistkirken

Kirkemøde på tværs

Forsoning og forståelse mellem kristne.
Det er et af temaerne i forbindelse med Evangelisk Alliances bedeuge 8. – 15. januar.
3 aftener i løbet af den uge inviteres du til fællesskab, hvor vi i ord og bøn beder om en større forståelse og accept af hinanden – blandt kristne og i forholdet til ikke-kristne.

Vi mødes første gang mandag 9. januar i Hedensted missionshus, Bækketoften 1
Dernæst er der møde i Hedensted kirke 11. januar (kirkens kor medvirker og Lasse Bech, præst i adventistkirken prædiker)
Endelig er der møde i Adventistkirken 13. januar, hvor sognepræst Anne Mette Ramsgaard Johansen prædiker og Adventistkirkens unge synger.
Alle aftener er fra 19.00 – 19.30

Man kan vælge at deltage en enkelt aften – men er selvfølgelig velkommen alle 3 aftener.
Prøv at mød op et sted, hvor du normalt ikke kommer.

Hvad Evangelisk Alliance er og oplæg til årets bedeuge, kan du finde mere ud af, ved at tage en brochure som ligger i kirkens våbenhus eller i kirkecenteret.

Vel mødt

Citat

"Den, der ønsker at dyrke sine gudsbilleder på bekvem afstand fra hjertets lidenskab, løber ingen større risiko for at møde den levende Gud."
Magnus Malm, Bag billedet, side 189

11.04.23 Nonviolent Revolution Round Table from Center for Christian Bioethics on Vimeo.

Kriterier for gennemførelse af kirkelige projekter

Når jeg sådan hurtigt tænker de kirkelige projekter igennem, som jeg har et nært kendskab til, og som har gjort en forskel, så kommer jeg umiddelbart i tanker om følgende:

1. En følelse af kald
a. En tørst og længsel efter fornyelse, vækkelse og ikke mindst mission.
b. En følelse af at det er Guds vilje.
2. Et stærkt lederteam
a. Flere der bærer visionen – ikke nødvendigvis mange.
b. Et nært personligt fællesskab i kernegruppen med venskab, bøn og fortrolighed.
c. Et højt personligt engagement både med tid, indsats og penge

Fraklip - jubilæumsgudstjeneste Vejlefjordskolen

En af mine yndlingsforfattere den svenske Magnus Malm skriver: "Når gabet mellem, hvad man drømmer om, og hvordan livet faktisk blev, ikke vil lukke sig til, ender det i en dyb bitterhed for den, der ikke vil opgive sine billeder og forsone sig med virkeligheden."
Magnus Malm, Bag billedet, Boedal 2003 side 38

Når man på et tidspunkt ser tilbage på sit liv, hvad er det så, man står tilbage med?

Er det nostalgien, hvor man tænker tilbage på de gamle dage, hvor alt var bedre, og hvor man begræder tingenes tilstand som de er nu?
Er det alt det man fortryder, og som man ville ønske man kunne have gjort om, eller alt det man aldrig fik oplevet?
Er det skuffelsen over alt det man drømte om engang, som aldrig blev som man havde håbet?

Jeg tror lige meget hvem vi er, så er der ting vi kan se tilbage på i vores korte eller lange liv – ting, som ikke lige gik som vi havde drømt om.

Salme 71
v20 Du lod mig opleve
store og hårde trængsler;
giv mig livet på ny,
løft mig op på ny
fra jordens dyb!
v21 Giv mig min storhed tilbage,
vend om, og trøst mig!


Uanset hvor meget vi er kommet på vildspor i forhold til vores idealer. Uanset hvor meget rod vi har formået at lave i vores liv. Og uanset, hvor meget smerte andre har påført os.
Så møder Gud os der hvor vi er.
Han møder os ikke som dem vi håbede vi ville have været. Han tager os som dem vi egentlig er.

Hvis penge er det?

Ved godt det er lidt kontroversielt. Men så sidder der to statsministerkandidater og tager imod telefonopkald fra mennesker eller firmaer, der giver nogle beløb af en vis størrelse.

Det etiske spørgsmål jeg stiller mig er om ikke de børn i Afrika, der dør imedens ville blive hjulpet hurtigere, hvis de to blot blev enige om at indkræve et mange gange større beløb via en ekstra skat. De kunne på et øjeblik gøre hele indsamlingen til småpenge.

Spørgsmålet er om det overhovedet er vores penge og om vi legitimt har ret til at vælge om de skal gives eller ej. Altså, hvem har givet os ret til at have så mange ressourcer, når andre har så få. Er der ikke en uretfærdighed i uligheden i verden, der må få os til at spørge, om de penge vi vælger at give overhovedet er vores eller om det ikke er pinligt små beløb vi giver, når vi giver store beløb.

Skal vi vente på, at vi vælger at være gavmilde nok til at give lidt.

I modsætning til en kæmpe udligning via I-lands skat, så har et sådant show den effekt, at det vækker et ønske om at hjælpe i befolkningen. Pengene er latterligt små i forhold til en løsning via finansloven, men det kan have en propagandistisk effekt, så vi opmuntrer hinanden til medfølelse.

Men det er med til at fastholde ideen om, at der er tale om velgørenhed fra vores side, når vi giver små beløb via frivillige gaver frem for kæmpe beløb via tvungne skatter.

Men er det velgørenhed? Det forudsætter jo, at det er vores penge. Men er det vores penge? Har vi ret til dem, når vi lever i overflod samtidig med at der er en masse, der lever kummerligt?

Hvis nu der udenfor min dør faktisk stod en flok mennesker med døende børn og bad om mad. Ville det så være fair, at jeg gav dem lidt krummer mens jeg selv sad inde i huset og smovsede? Ville det ikke være fair, at nogen sagde til mig, at det ikke var mit privilegium at vælge om jeg ville dele, men at det skulle jeg, og at nu var min del blot mindre, så de andre også kunne få noget.

Når vi ser bort fra det radikalt idealistiske i dette synspunkt og forsøger at være realistiske og pragmatiske, så står stadig tilbage, at vi faktisk kunne gøre langt mere ved at inddrive en skat til formålet.

Jeg har nok ikke tænkt denne tanke til ende, men jeg kan ikke lade være med at tænke den alligevel.

Måske nogen kunne vejlede mine tanker lidt her? Tænkt som et debat oplæg, jeg bøjer mig gerne for gode argumenter.

Mit persolige dilemma: Har jeg overhovedet gjort noget, der berettiger mig til at ytre denne tanke uden at være en kæmpe hykler.

At blive meldt ind og ud

Det kan godt være at det kræver en aktiv indsats at blive medlem af et trossamfund, der praktiserer "bekendelsesdåb", men det er ikke nok, til at blive meldt ud af folkekirken, hvis man altså er under 18 år. Som kirkeministeriet skriver på sin hjemmeside:

"For børn og unge under 18 år er det den person, som har forældremyndigheden, der træffer beslutning om udmeldelse af folkekirken. En person, der er fyldt 15 år, skal dog selv give sit samtykke til at blive meldt ud. "

Måske logisk nok, når man tænker over det, men nyt for mig, det var det.

Drømme og virkelighed

"Når gabet mellem, hvad man drømmer om, og hvordan livet faktisk blev, ikke vil lukke sig til, ender det i en dyb bitterhed for den, der ikke vil opgive sine billeder og forsone sig med virkeligheden."

Magnus Malm, Bag billedet, Boedal 2003 side 38

Accountability

"Change doesn't happen in private. Being afraid to share with someone else because you think your thoughts or feelings are to private will keep you from growing and changing." The Passionate Church, p50

Published with Blogger-droid v1.6.6

Paulus

"Det er et af historiens paradokser, at pioneren og frihedsforkynderen Paulus, der førend nogen anden og stærkere end nogen anden talte om enheden i Kristus på tværs af alle kønslige, religiøse og racemæssige skel, og for hvem den totale frihed i Kristus og den totale bundethed i kærlighedens tjeneste var to sider af samme sag, at netop han er blevet gjort til reaktionens og systemets mand fremfor nogen."
Andreas Davidsen, Grundbog til studiebøger om Paulus, Unitas 2005, side 9

Menno Simmons - mindmap

Menno Simons on http://de.domotica.net.

Luther and rebellion

Augustine on ethics of war

"But, they say, the wise man will wage just wars. As if he would not all the rather lament the necessity of just wars, if he remembers that he is a man; for if they were not just he would not wage them, and would therefore be delivered from all wars. For it is the wrongdoing of the opposing party which compels the wise man towage just wars; and this wrongdoing, even though it gave rise to no war, would still be matter of grief to man because it is man's wrongdoing."
The City of God, 19,7

Jürgen Moltmann om atomkraft

"Not least, attention must be drawn to the human problem of nuclear technology. In the forced build-up of nuclear technology, both military and peaceful, the ecological problem of the disposal of radioactive waste and the scrapping of nuclear bombs was evidently overlooked, as was the human factor involved in the handling of this technology. Apparently radioactive material cannot simply be handed back to nature, for nature itself to degrade; it has to be stored and guarded somewhere or other for centuries. In addition, nuclear technology requires infallible human beings, because it reacts extremely disagreeable to human error.

Can this dangerous technology be contained by fallible and corruptible human beings? The catastrophes of Windscale/Sellafield, Harrisburg and Chernobyl, as well as the diverse international corruption scandals in the German nuclear industry, tell us that that the answer is: no. The experimental method - the method of trial and error - is reaching its limits. We cannot afford any major error, neither a meltdown in nuclear power plants nor a nuclear war. But that means that we are unable to extend the our experience any further. We only live once."

The Coming of God: Christian Eschatology, Fortune Press 1996, pp207.208.

Intervention?

Når Vesten fører de andres krig | information.dk

Published with Blogger-droid v1.6.6

The Wars of Yahweh

"The right way to read the first chapter of Genesis is not to compare it to the accounts that the geologists or the biologists gives of the origin of the earth or the species, but rather to contrast it with the other ancient Near Estern cosmologies in order to understand its distinctive message about God as Creator and Provider. In a similar way, the right reading of the accounts of the wars of Yahweh is not to seek in them a comparison to the wars of our time or of the Roman Empire, but to contrast them with the other religious justifications of domination in their own epoch."

John Howard Yoder, The War of the Lamb, p68.69

Isaiah 53

Esajas 53

Ødelæg ikke længere din selvrespekt

”Nu siger Jesus: Læg det alt på mig, jeg vil tage din synd. Jeg vil give dig fred. Ødelæg ikke længere din selvrespekt, for jeg har købt dig med værdien af mit eget blod. Du tilhører mig, jeg vil styrke din svage vilje og fjerne dit samvittighedsnag over synden. Så vend dit taknemmelige hjerte, som bæver i usikkerhed, og grip fat om håbet, der ligger foran dig. Gud tager imod dit knuste, angrende hjerte. Han tilbyder dig tilgivelse uden betaling.”

Ellen G. White, Kristus alene s257